For at der kan dyrkes GM-afgrøder i Danmark, skal en GM-afgrøde være godkendt til dyrkning i EU. Endvidere skal den der er ansvarlig for dyrkning af en godkendt GM-afgrøde på et landbrug fuldføre et kursus i dyrkning af GM-afgrøder, og dem der skal håndtere eller transportere GM-afgrøden (fx medarbejdere på maskinstationer) skal være godkendt til håndtering og transport af GM-afgrøden.

Landbrugsstyrelsen har udarbejdet vejledninger til relevante målgrupper, herunder kursusudbydere, dyrkere, leverandører af frø og maskinstationer og transportvirksomheder.

Læs om godkendelse til dyrkning i Danmark og EU under menuen.

Godkendelse i Danmark

Godkendelse til forsøgsudsætning i Danmark

Forsøgsudsætning af GMO’er i Danmark skal godkendes af Landbrugsstyrelsen. 

Igangværende høringer om forsøgsudsætning

Landbrugsstyrelsen behandler i øjeblikket følgende ansøgninger om forsøgsudsætning i Danmark, som er i offentlig høring:

Ansøgning udsætning af CrisprCAS kartoffel til kartoffelstivelsesproduktion, med forbedret modstandskraft imod kartoffelskimmel (Phytopthora infestans) (Ydun).
Klik her, for at gå til høringsportalen
Høringen lukker mandag den 4. april 2024

 

Godkendelse til kommerciel dyrkning af GM-afgrøder i Danmark

Det er Landbrugsstyrelsen, der sagsbehandler ansøgninger fra virksomheder om godkendelse til dyrkning og markedsføring af en GM-afgrøde, både hvis ansøgningen er indleveret i en anden EU medlemsstat (EU proces), eller hvis ansøgningen indleveres til Landbrugsstyrelsen (Dansk proces) mhp. markedsføring i Danmark som første land.

Efter modtagelse af en ansøgning om godkendelse, indhenter Landbrugsstyrelsen en ekspertvurdering af de leverede sundheds- og miljørisikovurderinger. 

Se vejledning om ansøgning til godkendelse af kommerciel dyrkning af en GM-afgrøde til produktion af et planteprodukt

Godkendelse i anden EU medlemsstat end Danmark

Valg af godkendelsesprocedure i EU

En virksomhed, der ønsker at ansøge om godkendelse til udsætning af en GMO (plante, dyr eller mikroorganisme), kan frit vælge, hvilken EU medlemsstat den ønsker at indlevere ansøgning i. Typisk vil det være den medlemsstat, hvor virksomheden ønsker at markedsføre GMO’en først.

Ansøgning og godkendelse kan ske efter en af følgende to reguleringer afhængig af anvendelsen:

1. Hvis en GM-afgrøde skal anvendes til foder eller fødevare, eller skal godkendes til dyrkning og anvendelse til foder og fødevare, skal den risikovurderes og godkendes i henhold til Forordning (EF) 1829/2003 om genetisk modificerede fødevarer og foderstoffer. Her kan der eksempelvis være tale om ansøgning om godkendelse til at importere eller dyrke en GM soja til anvendelse som foder i EU.  I så fald er Fødevarestyrelsen den ansvarlige myndighed i Danmark. 

Se EU-Kommissionens hjemmeside.

2. Hvis en GMO skal markedsføres til anden anvendelse end foder og fødevarer i EU (herunder dyrkning), skal den godkendes i henhold til direktiv 2001/18/EF om udsætning i miljøet af genetiske modificerede organismer. Her kan der eksempelvis være tale om en ansøgning om godkendelse til dyrkning og markedsføring (salg) af GM juletræer, GM prydplanter eller GM akvariefisk. Her er Landbrugsstyrelsen den ansvarlige myndighed i Danmark.

Se EU-Kommissionens hjemmeside.

Godkendte GMO'er i EU

På EU-Kommissionens hjemmeside er der adgang til en opdateret liste over tilladelser til udsætninger af GMO’er inden for EU, givet efter direktiv 2001/18.

Se en oversigt over godkendte GMO’er til markedsføring efter Direktiv 2001/18 i EU.

Dansk indflydelse ved godkendelsesproces i EU

Under behandlingen af en GMO-ansøgning i EU-kommissionen, har alle EU’s medlemslande mulighed for at komme med bidrag og indsigelser. I Danmark er det Landbrugsstyrelsen, der behandler ansøgninger om udsætning af genmodificerede non-food produkter.

Landbrugsstyrelsen indhenter ekspertvurderinger fra:

  • Nationalt Center for Miljø og Energi, Aarhus Universitet (vurdering af ansøgers miljørisikovurdering i dansk kontekst),
  • Nationalt Center for Fødevarer og Jordbrug, Aarhus Universitet (vurdering af risiko for landbruget i dansk kontekst),
  • DTU Fødevareinstituttet (vurdering af sundhedsrisiko i dansk kontekst).

Ansøgningen sendes desuden i offentlig høring via høringsportalen.dk, før der bliver taget endelig dansk stilling til godkendelse af GMO’en i Folketinget. Den danske holdning fastlægges på basis af en samlet vurdering af ansøgningen, herunder miljørisikovurderingen, de indkomne ekspertbidrag, et sæt af betingelser og den offentlige høring, samt efter inddragelse af Folketingets Europaudvalg. 

For ansøgninger, der vedrører GMO’er til dyrkning, og hvor der forligger en officiel risikovurdering, har medlemslandene, herunder Danmark, med Barroso-direktivet mulighed for:

  1. Inden 45 dage at anmode om en geografisk dyrkningsundtagelse, via EU-Kommissionen hos ansøgerfirmaet. Ansøgerfirmaet har så 30 dage til at beslutte sig til, om det vil imødekomme anmodningen.
  2. Når EU-Kommissionen fremlægger et forslag om godkendelse af en specifik GMO, og hvis Danmark ikke har fået en geografisk dyrkningsundtagelse, at begrænse eller forbyde dyrkning af den specifikke GMO i den enkelte medlemsstat. Det giver Danmark mulighed for at begrænse eller forbyde dyrkning af specifikke GMO’er i Danmark, selvom de er godkendt til dyrkning i andre dele af EU.

Læs evt. mere om Barroso-direktivets muligheder i dette faktaark.

På EU-Kommissionens hjemmeside er der adgang til en liste over de medlemslande, der har ansøgt og fået geografisk dyrkningsundtagelse for GMO’er, der er ansøgt til dyrkning i EU.

Læs en oversigt over EU-medlemslandenes dyrkningsundtagelse for GMO’er.

Når det gælder anvendelse af genmodificerede fødevarer og foder, samt dyrkning af disse behandles ansøgningerne af Fødevarestyrelsen. Landbrugsstyrelsen bidrager med indhentning af vurdering af ansøgers miljørisikovurdering i dansk kontekst fra Nationalt Center for Miljø og Energi.