Det er EU's skatteborgere, der finansierer EU-tilskud. Tilliden til, at EU-tilskud ikke bliver misbrugt, er afgørende for støttens fremtid. Både støttemodtagere og almindelige skatteborgere har en interesse i, at midlerne ikke bliver misbrugt.

Du kan anmelde snyd med EU-tilskud

Hvis du har en konkret mistanke om, at en person eller virksomhed bevidst modtager EU-tilskud under falske forudsætninger, kan du anmelde det til Landbrugsstyrelsen. Her på siden kan du læse, hvordan du gør.

Persondata

Vi registrerer oplysninger om både anmeldte og anmelder i forbindelse med anmeldelser om snyd med tilskud. Læs denne side om persondata for at vide, hvordan vi registrerer og behandler persondata i Landbrugsstyrelsen.

Læs om persondata i LBST

Konkret mistanke om svindel

Vi kan kun reagere på henvendelser om konkret mistanke om svig. Der skal være præcise forhold, som peger på, at tilskudsmodtageren bevidst har givet falske oplysninger eller tilbageholdt oplysninger, som har betydning for hans/ hendes tilskudsudbetaling.

Hvis vi ikke kan bevise, at en tilskudsmodtager er skyldig i svig, betragter vi naturligvis personen som uskyldig.

Upræcise og generelle anmeldelser, som fx at en person "snyder med sin arealstøtte", vil vi normalt ikke følge op på.

Sådan anmelder du snyd

Når du skriver til os, beder vi dig besvare nedenstående spørgsmål så udførligt, som du kan. Det vil give os de bedst mulige forudsætninger for at følge op på din mistanke.

  • Hvem mistænker du for at have snydt med EU-tilskud?
  • Ved du, hvilken tilskudsordning det drejer sig om? Hvad der er ydet støtte til? Og hvornår investering eller udbetaling er sket?
  • Hvad gør, at du mistænker tilskudsmodtageren for bevidst at have snydt sig til tilskud, fremfor blot at have begået en fordelagtig fejl?
  • Hvilke forhold eller dokumenter bør vi undersøge nærmere for at få afklaret, om mistanken holder stik?
  • Er der andre forhold, som du mener, er vigtige, når vi skal følge op på din mistanke?
  • Vil du opgive navn og kontaktoplysninger? Og må vi kontakte dig, hvis vi har brug for yderligere oplysninger? (læs afsnittet "Anonyme henvendelser" nedenfor)

Du kan vedlægge/ vedhæfte yderligere oplysninger, hvis du vurderer, at det er relevant.

Kontakt Svig & Omgåelse

Du kan kontakte Svig & Omgåelse via mail svig@lbst.dk eller sende os et brev, hvis du vil anmelde snyd med EU-midler. Vi opfordrer dig om muligt til at sende elektroniske anmeldelser via sikker mail (dvs. en e-mail der er krypteret eller har digital signatur), da din henvendelse sandsynligvis indeholder personfølsomme oplysninger.

Vores mailadresse er: 

svig@lbst.dk

Vores postadresse er:

Landbrugsstyrelsen Augustenborg, Svig & Omgåelse, Augustenborg Slot 3, 6440 Augustenborg

Anonyme henvendelser

Vi foretrækker henvendelser fra borgere, der står ved deres anmeldelse ved navn. En anonym henvendelse, begrænser både vores og politiets muligheder for at følge op på en sag.

Vi tager stilling til alle henvendelser om mistanke om svig, men hvis en anonym henvendelse ikke er konkret nok (læs afsnittet: Sådan anmelder du snyd), har vi ikke mulighed for at behandle den videre.

Som udgangspunkt kan du ikke være anonym overfor den anmeldte, hvis vi kender din identitet (læs afsnittet: Den anmeldte vil få anmeldelsen at se).

Den anmeldte vil få anmeldelsen at se

Vi har som udgangspunkt pligt til at orientere den anmeldte om henvendelsen.

Der er en række omstændigheder, hvor en sådan orientering kan undlades eller forsinkes, men i langt de fleste tilfælde vil den anmeldte få anmeldelsen at se - herunder hvem der har anmeldt ham eller hende.

EU-kommissionens definition af ’svig’

’Svig’ er den betegnelse, EU-kommissionen bruger om bevidst misbrug af EU-midler.

Svig defineres i denne sammenhæng som en forsætlig handling, der påvirker retten til støtte eller omfanget af støtte. Det kan være ukorrekte erklæringer eller dokumenter, tilsidesættelse af en oplysningspligt eller anvendelse af midler eller investeringer til andet formål, end de var bevilget til.