Landbrugsstyrelsen har givet endeligt samtykke til et multifunktionelt jordfordelingsprojekt ved Sprydager Overdrev sydsydøst for Nørre Vedby.

Projektdetaljer

  • Projektejer - Guldborgsund Kommune
  • Antal hektar forventet jordfordeling - ca. 150 ha
  • Forventet antal lodsejere - ca. 30

Projektbeskrivelse for Sprydager Overdrev

Projektet består primært af etableringen af et 8 ha stort bynært natur- og friluftsområde ved Nørre Vedby samt mulighed for bedre arrondering at landbrugsarealer for de lokale lodsejere.

Ved omlægning af landbrugsarealer til natur og skov vil projektet være med til at mindske udvaskning af kvælstof og fosfor til vandmiljøet. Området er i dag et intensivt dyrket landbrugsareal med dertil hørende mange dræn. I projektet ønsker man at bidrage til klimasikring af området ved at nedlægge drænene og etablere paddehuller, hvorved vand kan tilbageholdes på arealerne og forsinke afstrømningen.

Planen er, at der blive rejst skov samt plantet buske og fritstående træer på ca. 6 ha, hvorved det samlede område vil fremstå som en mosaik af skov, fritstående træer samt buske og overdrev, når projektet er anlagt. Naturen og biodiversiteten forventes herved styrket, da levesteder for forskellige arter fremmes i området. Lokale hjemmehørende træarter ønskes anvendt i området. Kommunen planlægger desuden at udarbejde en natur- og friluftplan for området sammen med borgere og den lokale skole, som vil præcisere, hvor der skal plantes skov, hvor der skal være fritstående træer, vandhuller, overdrev mv.

I projektet indtænkes også friluftsmuligheder. Lokalsamfundet har ønsker om stisystemer, bord-og-bænke-sæt, et madpakkehus, infotavler mv.

For at realisere det samlede projekt, skal der ske en jordfordeling. Lodsejerne, der har været med til at tage initiativ til projektet, har et ønske om at forbedre deres arrondering, hvorved de får kortere afstand mellem deres jorde og forbedret deres driftsøkonomi. Køb og salg af jord vil ske med hjælp fra Landbrugsstyrelsen, der vil stå for jordfordelingen i lokalområdet.

Du kan læse mere om jordfordeling på vores side herom.

Hvad er jordfordeling?

Flere nationale interesser understøttes ved Sprydager Overdrev

Et krav for at et projekt kan få samtykke er, at det understøtter en række nationale interesser. Projektet sydøst for Nørre Vedby understøtter:

  • Rent vandmiljø
  • Klimatilpasning
  • Natur & biodiversitet
  • Skovrejsning
  • Friluftsliv
  • Arrondering af landbrugsejendomme

Du kan læse mere om multifunktionel jordfordeling.

Multifunktionel jordfordeling (MUFJO)

Hvor langt er projektet ved Sprydager Overdrev?

Projektet har fået endeligt samtykke til multifunktionel jordfordeling den 24. marts 2023. Landbrugsstyrelsen har forinden gennemført en ejendomsmæssig forundersøgelse, der kortlagde jordfordelingspotentialerne. Forundersøgelsen blev afsluttet i december 2022.

Det endelige samtykke betyder, at landbrugsstyrelsen nu kan gå i gang med jordfordelingen i området. Jordfordelingen indebærer bl.a. dialog og forhandlinger med lodsejerne og projektejer.