Landbrugsstyrelsen har givet endeligt samtykke til et multifunktionelt jordfordelingsprojekt ved Skalsådalen.

Projektdetaljer

  • Projektejer - Naturstyrelsen Himmerland i samarbejde med Viborg, Mariagerfjord og Randers kommuner
  • Antal hektar forventet jordfordeling - ca. 1000 ha
  • Forventet antal lodsejere - ca. 65

Projektbeskrivelse for Skalsådalen

I projektet i Skalsådalen indgår to klima-lavbundsprojekter på i alt ca. 266 ha, hvor man planlægger at udtage landbrugsarealer fra drift og nedlægge pumpestationer og afbryde dræn og grøfter i området for at skabe en naturlig vandstand. Når man ikke længere dyrker jorden og dræning ophører, vil det reducere udledningen af drivhusgasser fra arealet og kulstof ophobes i jorden i stedet for at nedbrydes. De to klima-lavbundsprojekter bidrager også til et renere vandmiljø, da kvælstoftabet fra området reduceres og ikke ender i vandløb og fjorde.

Et led i projektet er at rejse ca. 150 ha skov gennem skovrejsning på privatejet jord. Skoven bidrager ligesom lavbundsprojekterne til et renere vandmiljø, fordi arealerne, skoven skal rejses på, ikke længer gødes.

Et andet element er ekstensivering og sammenbinding af Natura 2000 arealer forskellige steder i projektområdet. Når naturarealerne bliver sammenhængende, er mulighederne for at fastholde og forbedre tilstanden af eksisterende naturtyper gode, og det bliver mere attraktivt og rentabelt for lodsejere at lave naturpleje på arealerne. 

I området Hvidding krat skal der ske tiltag for at øge og beskytte biodiversiteten. Skoven består af et lysåbent egekrat med urter i skovbunden, som tiltrækker sjældne sommerfugle og andre insekter. Derfor skal egekrattet bevares og udvides gennem pleje, rydning af grantræer samt udplantning og naturlig spredning. Gennem jordfordeling gives mulighed for en forenklet ejerstruktur, der vil lette muligheden for at gennemføre den fagligt set bedste pleje af det bestående egekrat.

Beskyttelse af grundvandet er tænkt ind i projektet ved omlægning af landbrugsjord til pesticidfri drift i såkaldte boringsnære beskyttelsesområder (BNBO). Det sker ved, at arealerne i beskyttelsesområdet   sælges til en økologisk landmand eller til en lodsejer, der ønsker at rejse ny skov.

Øget økologisk areal er et ønske i projektet, og derfor er det en prioritet i jordfordelingen, at eksisterende økologer får tilbudt ekstra og velarronderede arealer, hvor det er muligt. Det kan f.eks. være arealer, der er specielt egnet til at understøtte græsning for økologisk kvæghold.

Der er under borgerinddragelse i projektet udtrykt ønske om øgede muligheder for friluftsliv i og omkring Skals Ådal i form af stier og andre friluftsfaciliteter. Der er ideer om udbygning af eksisterende stier og anlæggelsen af nye. Derudover er der ønsker om etablering af opholdssteder med bord-bænkesæt og bålplads, et udkigstårn samt formidling af landskabets natur- og kulturhistorie. 

Projektet har også til formål at forbedre arronderingen af landbrugsejendomme i området, som giver bedre driftsresultater for landmanden bl.a. ved at samle produktionsarealer i større rationelle blokke eller på placeringer, der giver bedre værdi for landbrugsbedriften.

For at realisere projektet, skal der ske en jordfordeling. Køb og salg af jord vil ske med hjælp fra Landbrugsstyrelsen, der vil stå for en jordfordeling i området. 

Læs mere om jordfordeling her

Flere nationale interesser understøttes ved Skalsådalen

Et krav for at et projekt kan få samtykke er, at det understøtter en række nationale interesser. Projektet ved Skalsådalen understøtter:

  • Rent vandmiljø
  • Rent drikkevand
  • Natura 2000 og bilag IV-arter
  • Drivhusgasreduktion
  • Natur & biodiversitet
  • Skovrejsning
  • Økologisk landbrug
  • Friluftsliv
  • Landdistriktsudvikling
  • Arrondering af landbrugsjord

Du kan læse mere om multifunktionel jordfordeling.

Multifunktionel jordfordeling (MUFJO)

Hvor langt er projektet ved Skalsådalen?

Projektet har fået endeligt samtykke til multifunktionel jordfordeling 4. januar 2022. Landbrugsstyrelsen har forinden gennemført en ejendomsmæssig forundersøgelse, der kortlagde jordfordelingspotentialerne. Forundersøgelsen blev afsluttet i december 2021.

Det endelige samtykke betyder, at landbrugsstyrelsen nu kan gå i gang med jordfordelingen i området. Denne del af jordfordelingen indebærer bl.a. dialog og forhandlinger med lodsejerne og projektejer.