Birkepragtbille
Birkepragtbillen (Agrilus anxius) er en pragtbille, som angriber birketræer (Betula sp.) Pragtbillens larver gnaver lange gange under barken og kan ved voldsomme angreb slå træet ihjel.
Udseende
Den voksne Birkepragtbille er er en smal, aflang bille på ca. 7-12 mm. Den er mørk bronze-grøn og metalskinnende. Larven er cremehvid, flad og slank med tydelige indsnøringer mellem leddene på kroppen og med et karakteristisk forstørret parti bag hovedet. Bagtil har den et par mørke, hårde udvækster. Den fuldvoksne larve bliver op til 20 mm.
Værtplanter
Birkepragtbillen er en skadegører på birk. Den kan angribe alle såvel hjemmehørende som indslæbte arter af birk i Nordamerika, hvor den er udbredt. De hvidbarkede birk, som findes udbredt i Europa, er især modtagelige. Det gør den til en alvorlig skadegører, hvis den blev etableret i Europa.
Pragtbillen angriber især stressede værtplanter, men for de mest modtagelige arter kan den også angribe sunde træer.
Symptomer på angreb
De voksne pragtbiller er vanskelige at få øje på. Derfor opdages angreb ofte ved de karakteristiske, 3-5 mm store, D-formede udflyvningshuller, der opstår, når de nyklækkede biller forlader træet i foråret. Symptomerne kan også ses som opsvulmning af stammen, hvor træet er helet efter angreb under barken eller som rustfarvet saftflåd og mørke pletter på barken. Angrebne træer vil ofte få gulnende blade og visne kviste/grene i toppen. I mange tilfælde dør træet få år efter de første symptomer blev set.
Forvekslingsmuligheder
Den voksne bille kan forveksles med tjørnepragtbille (Agrilus sinuatus) og andre bronzefarvede pragtbiller. De D-formede udflyvningshuller kan forveksles med andre pragtbillers. Derfor er det vigtigt at bemærke, hvilken værtplante man har set udflyvningshullerne på, da birkepragtbillen kun angriber birketræer.
Udbredelse
Birkepragtbillen er udbredt i Nordamerika.
Udbredelseskort hentet fra www.EPPO.int august 2018.
Hvis du vil vide mere
Læs mere om Birkepragtbillen (Agrilus anxius) på EPPOs hjemmeside:
EPPO: https://gd.eppo.int/taxon/AGRLAX/photos
Faktaark: Birkepragtbille
Kildehenvisninger:
Foto 1: DG Nielsen
Foto 2 og 3: VL Muilenburg and DA Herms, Ohio Agricultural Research and Development Center, The Ohio State University, Worster, OH, USA