Læs mere om de gamle danske får- og gederacer.

Dansk Landfår

Allerede i 1600-årene blev den danske fårebestand tilført fremmed blod fra spanske merinofår, og i løbet af 1800-tallet blev landfåret indkrydset med engelske fåreracer, specielt Leicester racen. Landfåret fandtes oprindeligt i to forskellige typer som hhv. hede- og klitfår. I løbet af det 20. århundrede blev Landfåret erstattet med importerede fåreracer.

Danske Landfår består af tre linier

De egentlige Danske Landfår består af tre linjer, der er navngivet efter de lokaliteter, de kommer fra. Hulsig-fårene fra Nordjylland, Vesterbølle-fårene fra Gested, Vesthimmerland, og Ertebølle-fårene fra Farsø, Vesthimmerland. Det, de har til fælles, er deres evne til at klare sig under ret ugunstige betingelser, og at de derfor er stærkt påvirket af naturlig selektion.

Landfåret

Landfåret hører til gruppen af langhalede europæiske fåreracer. De fleste har brunligt, gråt eller gråspættet hoved, grå, gråspættede eller mørke ben, der er lange og med stærke klove. Enkelte har rødgule, glansfulde hår på hovedet. Ryggen er lang og smal. Pelsen har dækhår og underuld. Fårene er hornløse, men på vædderen kan der udvikles mindre horn. Kropsvægten er normalt 70-80 kg for voksne får, gennemgående er Ertebølle fåret lidt mindre end de to øvrige linjer.

Dansk Landraceged

Landracegeden blev i begyndelsen af det 19. århundrede forædlet med Saanengeden og Harzgeden. Dansk landraceged er en malkeged af middelstørrelse med en tæt, forholdsvis langhåret pels. Den findes i 7 farvevarianter.

Begge køn har hageskæg og horn. Hornene er ret store og buer bagud med let udadrettede spidser. Hornløse dyr findes også. Halstitter - det vil sige små brusklapper på halsen - forekommer almindeligt. En voksen buk vejer 70-90 kg og er 85-95 cm høj. Hunnen vejer 50-60 kg og er 75-80 cm høj.

Hvidhovedet Marskfår

Oprindeligt var de danske får korthalede ligesom fårene i det øvrige Norden. Allerede i 1600-tallet fik den danske fårebestand dog tilført fremmed blod af den langhalede, europæiske type.

Stammer fra de frisiske landracefår

Fårene i Sønderjyllands marskegne stammer fra de frisiske landracefår. De frisiske Øer er flade, forblæste øer, der ligger i vadehavet ud for Holland og Tyskland. Det hvidhovedet marskfår er altså en race, der er tilpasset livet i Nordsøens barske kystområder. Racen betragtes som en oprindelig dansk husdyrrace.

Oprindelig dansk husdyrrace

Fåret er et meget nøjsomt dyr, der klarer sig selv året rundt i al slags vejr. Modsat dansk landfår har det hvidhovedet marskfår uld på hoved og ben - samt et tykt uldlag på bugen. Det Hvidhovedet Marskfår er et forholdsvis stort får. Et voksent hunfår vejer 70-90 kg, og vædderen vejer 90-125 kg.

Hvidhovedet Marskfår er omfattet af dyretilskudsordningen.