Landbrugspligt
Landbrugspligten er en ejerskabsbegrænsning, fremfor en anvendelsesbegrænsning. Ejerskabet på landbrugsjendomme reguleres af lov om landbrugsejendomme, hvor anvendelsen af landbrugsjorder reguleres af lov om drift af landbrugsjorder, der i landzone gælder for alle ubefæstede arealer.
Er din ejendom noteret som en landbrugsejendom eller landbrugsejendom uden beboelse, betyder det at der er landbrugspligt på ejendommen. Landbrugspligten vil altid gribe hele ejendommen, det vil sige, at det ikke er muligt at have en ejendom med delvis landbrugspligt.
Du kan søge din ejendom frem på Geodatastyrelsens matrikelregister og se om din ejendom er noteret med landbrugspligt. Du kan både benytte matrikelnummer og ejerlav eller adresse.
Geodatastyrelsens matrikregister
Du kan opleve, at der er forskel på din ejendoms notering i Tingbogen, kommunens register og matrikelregistret. Er der uoverensstemmelser i din ejendoms notering er det altid Geodatastyrelsens matrikelregister, der gælder.
For at et landbrugspligtigt areal kan tilkøbes og matrikulært lægges sammen med en ikke landbrugsnoteret ejendom, hvor man ønsker at bevare ejendommen som unoteret, skal landbrugspligten kunne ophæves på de tilkøbte arealer. Omvendt kan en unoteret ejendom godt sammenlægges med en landbrugsejendom, så landbrugspligten omfatter hele ejendommen.
Ophævelse af landbrugspligten
Der kan være situationer, hvor du, som ejer af en landbrugsejendom, ønsker at ophæve landbrugspligten.
Er din beboelsesejendom mindre end 2 ha, men fortsat registreret som landbrugsejendom, kan du selv anmode om landbrugspligten ophævet. Det kan du gøre ved at henvende dig direkte til Geodatastyrelsen.
Er din beboelsesejendom på 2 ha eller derover, kan en landinspektør i nogen tilfælde udstykke den til under 2 ha, hvorved landbrugspligten ophæves. Der er også andre tilfælde hvor en landinspektør vil kunne ophæve landbrugspligten på erklæring, når betingelserne er opfyldt. Betingelserne for at landinspektøren kan ophæve landbrugspligten på erklæring følger af landbrugsloven § 6, stk. 1.
Der er et særligt landinspektørskema, som landinspektøren skal bruge. Skemaet kan findes på vores side om landinspektørerklæringer.
Landinspektørerklæringer og deklarationer
Opfylder ejendommen ikke betingelserne for at hverken du eller landinspektør kan ophæve landbrugspligten, kan du søge om ophævelse af landbrugspligten ved Landbrugsstyrelsen.
Hovedreglen ved ansøgning om ophævelse ved styrelsen er, at jordene varigt inddrages til ikke-jordbrugsmæssige anvendelse, som f.eks. bebyggelse til bymæssige formål, der udelukker en senere jordbrugsmæssig anvendelse.
Det fremgår af landbrugsloven § 7, stk. 2, at vi kan give tilladelse til at ophæve når særlige forhold taler for det. Gives der tilladelse fra os til ophævelse af landbrugspligten, vil der oftes også blive stillet krav om tinglysning af deklaration om tilbageførelse til landbrugspligt, hvis anvendelsen ikke udelukker en senere jordbrugsmæssig anvendelse.