Minivådområder 2023 - tilskud

Gå til minivådområder 2024 og 2025

Formålet med minivådområdeordningen er at forbedre vandmiljøet ved at reducere kvælstof og fosfor fra markernes drænvand. 

Overvejer du at etablere et minivådområde, kan du kontakte en udtagningskonsulent der gratis kan hjælpe dig med en række forberedende undersøgelser, herunder udarbejdelse af ansøgning om tilskud. 

Minivådområdeordningen er 100 % finansieret af EU-midler under det danske  landdistriktsprogram.

Har du etableret et minivådområde og er du aktiv inden for primær landbrugsproduktion, kan du få kompensation for tabt indkomst og udgifter i forbindelse med vedligeholdelse af dit minivådområde. Bemærk at kompensationen ydes som de minimis-støtte.

Læs mere om det danske landdistriktsprogram

Læs mere om udtagningskonsulenterne

Se udpegningskort i Landbrugsstyrelsens MiljøGIS

Hvem kan søge?

Du kan som privat ansøger med et CVR-nr. eller CPR-nr. søge om tilsagn om tilskud til et minivådområdeprojekt.

For at søge om tilskud til et minivådområdeprojekt, skal du desuden være ejer eller forpagter af et areal, der er udpeget som 'egnet' eller 'potentielt egnet' til etablering af minivådområder.

Der er standardomkostninger på minivådområdeprojekter. Det betyder, at offentlige ansøgere, der skal overholde reglerne i udbudsloven, ikke kan søge om tilskud til et minivådområde.

Et minivådområdeprojekt kan også gennemføres af flere lodsejere. Lodsejere kan i fællesskab oprette en forening/organisation, der står for at udføre projektet. Foreninger/organisationer skal have et CVR-nr., før de kan søge om tilskud til et minivådområdeprojekt.

Hvad giver vi tilskud til?

Etablering af åbent minivådområde – det kan du få tilskud til

Der er standardomkostninger på minivådområdeordningen. Standardomkostninger har betydning for, hvilke aktiviteter du kan få tilskud til samt hvilke tilskudssatser du kan få.

Den samlede standardomkostning for de enkelte poster beregnes som grundprisen + den fastsatte pris pr. m2. For posterne 'Udgifter til slutopmåling ved landinspektør', 'Etablering af sti/kørefast areal', 'Konsulentudgifter til byggerådgivning', samt 'Andre udgifter til bl.a. myndighedstilladelser og gebyrer' er det en fast grundpris der gives:

Post

Grundpris (kr.)

Pris pr. m2 anlægsareal svarende til 1 pct. af drænoplandets størrelse (kr.)

Samlet for obligatoriske anlægsdele

170.000

43

Udgifter til slutopmåling ved landinspektør (obligatorisk)

13.000

(Fast pris)

Etablering af pumpe, pumpebrønd og evt. reservoir

74.000

10

Etablering af plantedække på lavvandede zoner

3.100

1

Etablering af sti/kørefast areal

9.300

(Fast pris)

Konsulentudgifter til byggerådgivning

14.100

(Fast pris)

Andre udgifter til bl.a. myndighedstilladelser- og gebyrer

6.630

(Fast pris)

Arkæologiske forundersøgelser

13.000

3

Obligatoriske anlægsdele dækker over alt anlægsarbejde, etablering af arbejdsplads, etablering af iltningsbrønd eller iltningstrappe, rørarbejder og jordarbejder (inkl. etablering af lermembran hvor det er nødvendigt for at opnå lavpermeable forhold) der sikrer, at kravene i bekendtgørelsens bilag 3 er overholdt.

Det maksimale beløb du kan få udbetalt svarer til størrelsen af dit åbne minivådområde beregnet som 1 procent af drænoplandets størrelse. Du kan således godt i IMK have tegnet og anlagt et minivådområde, der er større end 1 procent af drænoplandet, men standardomkostningen er udregnet ud fra størrelsen, der svarer til 1 procent af drænoplandet.

Kompensation for tabt indkomst og udgifter i forbindelse med vedligeholdelse af minivådområdet - det kan du få i tilskud

Der kan ydes kompensation for tabt indkomst samt kompensation for vedligehold af projektarealet. Vedligehold omfatter blandt andet oprensning af sediment efter behov, oftest efter 5 år og eventuel grødeskæring i minivådområdets dybe bassiner, hvis disse vokser til.

Kompensationen udbetales samlet som en engangskompensation ved projektets slutudbetaling. Kompensationen beregnes på baggrund af projektarealets størrelse i ha. Kompensation for tabt indkomst beregnes på baggrund af projektarealets anvendelse i 2022. 

  • For arealer i omdrift: 35.000 kr. pr. ha projektareal i kompensation for tabt indkomst og 12.000 kr.  pr. ha projektareal i vedligeholdskompensation (referenceår 2022).  
  • For arealer med permanent græs: 18.000 kr. pr. ha projektareal i kompensation for tabt indkomst og 12.000 kr. pr. ha projektareal i vedligeholdskompensation (referenceår 2022). 
  • For øvrige arealer: 3.000 kr. pr. ha projektareal i kompensation for tabt indkomst og 12.000 kr. pr. ha projektareal i vedligeholdskompensation (referenceår 2022). 

Hvor meget kan du få i tilskud?

Det offentlige tilskud udgør 100 pct. af de samlede, tilskudsberettigede udgifter til etablering af minivådområdet. Tilskuddet er finansieret af EU via Den Europæiske Landbrugsfond for Udvikling af Landdistrikterne (ELFUL).

Se listen over tilskudsberettigede udgifter under sektionen ’Hvad giver vi tilskud til?’

Når du søger om tilskud til etablering af et minivådområde har du samtidigt mulighed for at søge om kompensation for tabt indkomst og udgifter i forbindelse med vedligehold af minivådområdet. Denne finansieres af nationale midler fra Ministeriet for Landbrug, Fødevarer og Fiskeri og gives som de minimis-støtte. Du skal være opmærksom på, at der findes et loft for, hvor meget man må modtage i de minimis-støtte over 3 regnskabsår på 20.000 Euro.

Der er i alt afsat 195 mio. kr. til ansøgningsrunden til åbne minivådområder og 16,6 mio. kr. til kompensation for tabt indkomst og udgifter i forbindelse med vedligehold af minivådområdet.

Hvilke forpligtelser og kriterier er der for tilskuddet?

For at modtage et tilsagn om tilskud, skal følgende kriterier være overholdt (kriterier for støtteberettigelse):

1) Du må ikke påbegynde projektet før du har indsendt ansøgning om tilsagn om tilskud.

2) Projektarealet skal etableres på eget eller et forpagtet areal, såfremt ejers accept heraf foreligger.

3) Projektarealet må ikke være større end 2 gange minivådområdets størrelse i ha.

4) Minimum 80 % af drænoplandet har været et areal med produktion af afgrøder, der ikke anses som permanente afgrøder, eller et areal, der er til rådighed for produktion af afgrøder, men som ligger brak (omdriftsareal), i et år forud for ansøgning om tilsagn om tilskud. Arealet skal være indberettet som omdriftsareal i Fællesskemaet året, før ansøgning indgives

5) Drænoplandet afgrænses så gennemsnitseffekten af minivådområdet er minimum 300 kg N pr. ha åbent minivådområde.

6) Drænoplandet afgrænses, så minimum 70 % af arealerne består af egnede eller potentielt egnede arealer på udpegningskortet og maksimalt 10 % af arealerne består af ikke egnet arealer. De resterende arealer kan udgøres af øvrige arealer, jf. bilag 6

7) Drænoplandet er på minimum 20 ha, hvis minivådområdet etableres uden pumpe, pumpebrønd og evt. reservoir.

8) Drænoplandet er på minimum 50 ha, hvis minivådområdet etableres med pumpe, pumpebrønd og evt. reservoir.

9) Minivådområdet dimensioneres i forhold til minivådområdets drænopland og skal minimum være i forholdet 1:100.

10) Minivådområdet placeres på egnede og potentielt egnede arealer, dog må maksimalt 10 % af minivådområdet placeres på ikke-egnede arealer.

11) Drænoplandet til minivådområdet er drænet og der er identificeret et hoveddræn, der leder til minivådområdets sedimentationsbassin.

12) Vandføringen i drænene vurderes at være meget lav i sommermånederne for projekter, der er placeret på mere end 50 % potentielt egnet areal.

13) Drænvandet indeholder i gennemsnit minimum 4 mg kvælstof pr. liter drænvand henholdsvis sommer, efterår og vinter for projekter, der er placeret på mere end 50 % potentielt egnet areal.

14) Projektarealet er ikke beliggende på et areal, hvor der er givet tilsagn om tilskud til projekttilskudsordninger, herunder forundersøgelser, etablering og opretholdelse, under et af landdistriktsprogrammerne eller under den gældende strategiske CAP-plan.

15) Projektarealet er ikke beliggende på et areal, hvor der er givet tilsagn om tilskud til en arealbaseret tilskudsordning for miljøvenligt landbrug, miljø- og klimavenligt landbrug eller økologisk landbrug under et af landdistriktsprogrammerne eller under den gældende strategiske CAP-plan. Dette kan dog fraviges, hvis du som ansøger, ved din ansøgning, oplyser at eksisterende tilsagn fra en arealbaseret tilskudsordning enten omdannes eller bortfaldes.

16) Projektet er ikke beliggende på et areal, der er omfattet af en servitut som følge af tilsagn om tilskud under et af landdistriktsprogrammerne.

17) Projektet er ikke beliggende på et areal, hvor der har været udført en forundersøgelse til projekter om vådområder, lavbundsområder eller naturlige vandstandsforhold under et af landdistriktsprogrammerne, medmindre det pågældende projekt til etablering ikke kan eller vil blive gennemført.

18) Projektet er ikke omfattet af oplandet til vådområder og lavbundsområder under en anden tilskudsordning fra en offentlig myndighed, som forventes at forringe effekten af vådområdeprojektet eller lavbundsprojektet væsentligt. Dette skal du koordinere med kommunen og dette skal dokumenteres med en erklæring, som bliver vedhæftet som bilag til ansøgningen.

19) Projektet modtager ikke eller har ikke tidligere modtaget andre EU-tilskud eller tilskud under en anden tilskudsordning fra en offentlig myndighed til etablering af det ansøgte minivådområde.

20) Som ejer eller forpagter af arealer i projektet, må du ikke være forpligtet til at gennemføre projektet i medfør af anden lovgivning.

Ovenstående kriterier skal være overholdt på ansøgningstidspunktet, men også i løbet af projektperioden. Dvs. eventuelle ændringer af projektet skal også overholde kriterierne.

Når der er givet tilsagn om tilskud til projektet, er du forpligtet til at overholde følgende (forpligtigelser):

1) Projektet skal gennemføres i overensstemmelse med tilsagnet, herunder med det antal hektar, type investeringer og placering af projektarealet, som er anført i tilsagnet.

2) Du skal købe investeringerne i det projekt der etableres.

3) Der skal informeres om den offentlige medfinansiering af projektet, herunder skilte, jf. bilag III i Kommissionens gennemførelsesforordning (EU) nr. 808/2014 af 17. juli 2014.

4) Projektet skal afsluttes og slutudbetalingsansøgning skal sendes senest den 1. oktober 2025.

5) Sikre at der ikke er andre synlige drænudløb fra minivådområdets drænopland end hoveddrænet, der afvander til minivådområdet. 

6) Sikre at de anvendte investeringer er nye.

7) Sikre opnåelse af de nødvendige tilladelser og dispensationer fra offentlige myndigheder inden anmodning om slutudbetaling indsendes. Projektet skal være lovligt gennemført.

8) Etablere minivådområdet og det omkringliggende areal i henhold til bilag 3 i bekendtgørelsen.

Når projektet er afsluttet, skal du overholde nedstående (dette kalder vi andre forpligtigelser):

1) Sikre at minivådområdet og projektarealet ikke udsættes for væsentlig ændring, der berører dets art, mål eller gennemførelsesvilkår, i en opretholdelsesperiode på 10 år fra datoen for slutudbetaling. Dette svarer til opretholdelsesperioden.

2) Sikre at minivådområdet og projektarealet vedligeholdes og at minivådområdet er fuldt funktionelt i hele opretholdelsesperioden.

3) Holde ansøgning om udbetaling med tilhørende regnskabsbilag tilgængelig i mindst 5 år og 6 måneder, regnet fra datoen for slutudbetaling af tilskud.

4) Opbevare alt materiale til brug for dokumentation af, at reglerne for udbetaling af de minimis støtte er overholdt, i 10 år fra den dato, hvor kompensationen blev modtaget

5) Sikre at kontrolmyndigheden har adgang til projektarealet og til det fysiske projektmateriale i forbindelse med kontrol.

Hvad er formålet med ordningen?

Minivådområdeordningen er en del af det danske landdistriktsprogram 2014-2022. Landdistriktsprogrammet har til formål at udvikle landdistrikterne, bl.a. ved at forbedre landbrugets konkurrenceevne, styrke indsatsen for at forbedre klimaet, bruge naturens ressourcer bæredygtigt og skabe en balanceret udvikling i landdistrikterne.

Det primære formål med minivådområdeordningen er at forbedre vandmiljøet ved at reducere kvælstofbelastningen til det omkringliggende vandmiljø. Som en sekundær effekt reducerer minivådområder også fosforudledningen.

Projekterne skal placeres på udpegningskortets egnede og/eller potentielt egnede arealer, der sikrer at minivådområderne vil have en effekt og desuden skal minivådområdet ligge i et delopland med et kvælstofreduktionsbehov.

Minivådområdeordningen bidrager til implementeringen af EU’s vandrammedirektiv.

Få hjælp af en udtagningskonsulent

Overvejer du at etablere et minivådområde, vil udtagningskonsulenten gratis kunne rådgive dig. Du kan læse meget mere om hvad udtagningskonsulenterne kan hjælpe med og finde kontaktinformation på deres hjemmeside.

Læs mere om udtagningskonsulenterne og find kontaktinformation her

Hvis du vil anlægge et minivådområde med tilskud under ordningen, skal du som en del af din ansøgning have udtagningskonsulenten til at underskrive "udtagningskonsulenterklæringen".

Underskriften fra udtagningskonsulenten skal tilkendegive, at minivådområdets drænopland er drænet, at der ikke er andre drænudløb end det der afvander til minivådområdet, samt at der er foretaget de nødvendige prøver, hvis projektet er beliggende på udpegningskortets 'potentielt egnede' arealer.

Hvis du ønsker at etablere en pumpe i projektet, skal udtagningskonsulenten ligeledes skrive under på, at det er væsentligt for projektet, at der etableres en pumpe.

Du kan ikke få tilsagn om tilskud til dit minivådområdeprojekt, hvis minivådområdets drænopland og projektareal er omfattet af oplandet til et vådområde- eller lavbundsprojekt under en anden tilskudsordning fra Landbrugsstyrelsen eller anden offentlig myndighed. Dette gælder kun såfremt minivådområdet forventes at forringe effekten af vådområde- eller lavbundsprojektet væsentligt. 

Koordinering med kommunen

Du skal derfor dokumentere og indsende en erklæring om, at placeringen af minivådområdet er koordineret med kommunen. Erklæringen skal underskrives af en repræsentant fra kommunen og din udtagningskonsulent. Du skal vedhæfte erklæringen som bilag til din ansøgning i Tast Selv, der dokumenterer koordineringen er sket.

Kontakt

Landbrugsstyrelsen
Tilskud & Sagsbehandling
Projekttilskud
Tlf.: 33 95 80 00
E-mail: projekttilskud@lbst.dk
Læs mere om enheden Projekttilskud