Minivådområder 2022

Gå til minivådområder 2023

Formålet med minivådområdeordningen er at forbedre vandmiljøet ved at reducere kvælstof og fosfor fra markernes drænvand. 

Overvejer du at etablere et minivådområde, vil oplandskonsulenten gratis kunne hjælpe dig med en række forberedende undersøgelser, herunder udarbejdelse af ansøgning om tilskud. 

Har du etableret et minivådområde, kan du få kompensation for arealudtag og vedligehold finansieret af nationale midler. Bemærk, at den nationale kompensation gives som de minimis støtte.

Minivådområdeordningen er 100 % finansieret af EU-midler under det danske  landdistriktsprogram.

Læs mere om det danske landdistriktsprogram

Læs mere om oplandskonsulenterne

 

Hvem kan søge?

Du kan som privat ansøger med et CVR-nr. eller CPR-nr. søge om tilsagn om tilskud til et minivådområdeprojekt.

For at søge om tilskud til et minivådområdeprojekt, skal du desuden være ejer eller forpagter af et areal, der er udpeget som 'egnet' eller 'potentielt egnet' til etablering af minivådområder.

Der er standardomkostninger på minivådområdeprojekter. Det betyder, at offentlige ansøgere, der skal overholde reglerne i udbudsloven, ikke kan søge om tilskud til et minivådområde.

Et minivådområdeprojekt kan også være med flere lodsejere. Lodsejere kan i fællesskab oprette en forening/organisation, der står for at udføre projektet. Forholdet til foreningens/organisationens medlemmer er et privatretsligt forhold. Foreninger/organisationer skal have et CVR-nr., før de kan søge om tilskud til et minivådområdeprojekt.

Hvad giver vi tilskud til?

Vi giver 100 procent i tilskud til etablering af et minivådområde. Tilskuddet er finansieret af EU via Den Europæiske Landbrugsfond for Udvikling af Landdistrikterne (ELFUL).

Der er i alt afsat 132 mio. kr. til ansøgningsrunden til åbne minivådområder og 16,7 mio. kr. til arealkompensation og vedligehold finansieret via nationale midler.

Etablering af åbent minivådområde – det kan du få tilskud til

Der er standardomkostninger på projekttypen ’åbne minivådområder’:

Post

Startpris (kr.)

Pris pr. m2 anlægsareal svarende til 1 procent af drænoplandet (kr.)

Samlet for obligatoriske dele

149.000

38

Etablering af pumpe

69.000

9

Etablering af planter

    
2.750

1

Etablering af sti mv.

8.000

(Fast pris på 8.000)

Konsulentudgifter til byggerådgivning

13.250

    
(Fast pris på 13.250)

Andre udgifter til bl.a. myndighedstilladelser- og gebyrer

6.200

(Fast pris på 6.200)

Arkæologiske forundersøgelser

11.800

2,5

Obligatoriske dele dækker over alt anlægsarbejde, etablering af arbejdsplads, brønds- og ledningsarbejder, jordarbejder (inkl. etablering af lermembran, hvis anlægsarealet består af potentielt egnet areal), der sikrer, at kravene i bilag 3 er overholdt.

Det maksimale beløb du kan få udbetalt svarer til størrelsen af dit åbne minivådområde beregnet som 1 procent af drænoplandets størrelse. Du kan således godt i IMK have tegnet og anlagt et minivådområde, der er mellem 1 og 1,5 procent af drænoplandet, men standardomkostningen er udregnet ud fra størrelsen, der svarer til 1 procent af drænoplandet.

Areal- og vedligeholdelseskompensation - det får du i tilskud

Åbne minivådområder:

  • For arealer i omdrift: 35.000 kr. pr. ha projektareal i arealkompensation og 12.000 kr.  pr. ha projektareal i vedligeholdskompensation (referenceår 2021).  
  • For arealer med permanent græs: 18.000 kr. pr. ha projektareal i arealkompensation og 12.000 kr. pr. ha projektareal i vedligeholdskompensation (referenceår 2021). 
  • For naturarealer/andet: 3.000 kr. pr. ha projektareal i arealkompensation og 12.000 kr. pr. ha projektareal i vedligeholdskompensation (referenceår 2021). 

Beløbet udbetales som en engangskompensation for opretholdelsesperioden på 10 år. Beløbet er inkl. udgifter til vedligehold, som omfatter oprensning af sediment efter behov, oftest efter 5 år og eventuel grødeskæring i minivådområdets dybe bassiner, hvis disse vokser til.

Hvor meget kan jeg få i tilskud?

Landbrugsstyrelsen giver tilsagn om tilskud til 100 procent af de samlede, tilskudsberettigede udgifter til etablering af et minivådområde. Projekterne finansieres af EU (100 procent) via Den Europæiske Landbrugsfond for Udvikling af Landdistrikterne (ELFUL).

Når du søger om tilskud til etablering af et minivådområder har du samtidigt mulighed for at søge om tilskud til vedligehold og arealkompensation. Denne finansieres af nationale midler fra Ministeriet for Landbrug, Fødevarer og Fiskeri og gives som de minimis-støtte. Du skal være opmærksom på, at der findes et loft for, hvor meget man må modtage i de minimis-støtte over 3 regnskabsår på 20.000 Euro.

Hvilke forpligtelser og kriterier er der for tilskuddet?

For at modtage et tilsagn om tilskud, skal følgende kriterier være overholdt (kriterier for støtteberettigelse):

1) Du må ikke påbegynde projektet før du har indsendt ansøgning om tilsagn om tilskud, eller før den angivne startdato i ansøgningsskemaet.

2) Projektarealet skal etableres på eget eller et forpagtede areal, såfremt ejers accept heraf foreligger.

3) Projektarealet må ikke være større end 2 gange minivådområdets størrelse i ha.

4) Minimum 80 % af drænoplandet har været et omdriftsareal i et år forud for ansøgning om tilsagn om tilskud.

5) Drænoplandet afgrænses så gennemsnitseffekten af minivådområdet er minimum 300 kg N pr. ha åbent minivådområde.

6) Drænoplandet afgrænses så minimum 70 % af arealerne består af egnet eller potentielt egnet areal, resterende areal kan udgøres af øvrige arealer, dog må maksimalt 10 % af drænoplandet bestå af ikke-egnet areal, jf. bilag 6 til bekendtgørelsen.

7) Drænoplandet er på minimum 20 ha. Etableres minivådområdet med pumpe, skal drænoplandet dog minimum være 50 ha.

8) Minivådområdet dimensioneres i forhold til minivådområdets drænopland og skal minimum være i forholdet 1:100.

9) Minivådområdet placeres på egnede og potentielt egnede arealer, dog må maksimalt 10 % af minivådområdet placeres på ikke-egnede arealer, jf. bilag 6 til bekendtgørelsen.

10) Drænoplandet til minivådområdet er drænet og der er identificeret et hoveddræn, der leder til minivådområdet.

11) Vandføringen i drænene vurderes at være meget lav i sommermånederne for projekter, der er placeret på mere end 50 % potentielt egnet areal.

12) Drænvandet indeholder i gennemsnit minimum 4 mg kvælstof pr. liter drænvand henholdsvis sommer, efterår og vinter for projekter, der er placeret på mere end 50 % potentielt egnet areal.

13) Projektarealet er ikke beliggende på et areal, hvor der er givet tilsagn om tilskud til projekttilskudsordninger, herunder forundersøgelser, etablering og opretholdelse, under et af landdistriktsprogrammerne.

14) Projektarealet er ikke beliggende på et areal, hvor der er givet tilsagn om tilskud til en arealbaseret tilskudsordning for miljøvenligt landbrug, miljø- og klimavenligt landbrug eller økologisk landbrug under et af landdistriktsprogrammerne. Dette kan dog fraviges, hvis du som ansøger ved din ansøgning oplyser, at eksisterende tilsagn fra en arealbaseret tilskudsordning enten omdannes eller bortfaldes.

15) Projektet er ikke beliggende på et areal, der er omfattet af en servitut som følge af tilsagn om tilskud under et af landdistriktsprogrammerne.

16) Projektarealet er ikke beliggende på et areal, hvor der har været udført en forundersøgelse under et af vandstandsforhold, medmindre du som ansøger kan godtgøre, at projekt til etablering ikke kan eller vil blive gennemført.

17) Projektet er ikke omfattet af oplandet til vådområder og lavbundsområder under en anden tilskudsordning fra en offentlig myndighed, som forventes at forringe effekten af vådområdeprojektet eller lavbundsprojektet. Dette skal du koordinere med kommunen og dette skal dokumenteres med en erklæring, som bliver vedhæftet som bilag til ansøgningen.

18) Projektet modtager ikke eller har ikke tidligere modtaget andre EU-tilskud eller tilskud under en anden tilskudsordning fra en offentlig myndighed.

19) Som ejer eller forpagter af arealer i projektet, må du ikke være forpligtet til at gennemføre projektet i medfør af anden lovgivning.

Ovenstående kriterier skal være overholdt på ansøgningstidspunktet, men også i løbet af projektperioden. Dvs. eventuelle ændringer af projektet skal også overholde kriterierne.

Når der er givet tilsagn om tilskud til projektet, skal følgende forpligtelser overholdes:

1) Projektet skal gennemfører i overensstemmelse med tilsagnet, herunder med det i tilsagnet anførte antal hektar, type investeringer og placering af projektarealet.

2) Eje investeringerne i det projekt, der etableres medmindre du er forpagter (i så fald gælder denne bestemmelse ikke).

3) Informere om den offentlige medfinansiering af projektet, herunder skilte, jf. bilag III i Kommissionens gennemførelsesforordning (EU) nr. 808/2014 af 17. juli 2014.

4) Afslutte projektet senest den dato, der er anført i tilsagnet, dog senest 2 år fra den valgte startdato.

5) Sende udbetalingsanmodning med bilag, rettidigt.

6) Sikre, at der ikke er andre synlige drænudløb fra minivådområdets drænopland end hoveddrænet, der afvander til minivådområdet.

7) Sikre, at de anvendte investeringer er nye.

8) Sikre opnåelse af de nødvendige tilladelser og dispensationer fra offentlige myndigheder inden anmodning om slutudbetaling indsendes. Projektet skal være lovligt gennemført.

9) Etablere projektet i henhold til bilag 3 i bekendtgørelsen.

Når projektet er afsluttet, skal du overholde nedstående (dette kalder vi andre forpligtigelser):

1) Sikre, at projektet ikke udsættes for væsentlig ændring, der berører dets art, mål eller gennemførelsesvilkår i 10 år fra datoen for slutudbetaling. Dette svarer til opretholdelsesperioden.

2) Sikre, at projektet vedligeholdes og er fuldt funktionelt i hele opretholdelsesperioden.

3) Holde udbetalingsanmodning med tilhørende regnskabsbilag tilgængelig i mindst 5 år og 6 måneder, regnet fra datoen for slutudbetaling af tilskud.

4) Opbevare alt materiale til brug for dokumentation af, at reglerne for udbetaling af de minimis-støtte er overholdt, i 10 år fra den dato, hvor tilskuddet blev modtaget, hvis tilskuddet gives som de minimis-støtte.

5) Give vederlagsfri adgang til forskere fra et universitet udpeget af tilskudsmyndigheden, til at foretage målinger i minivådområdet i hele opretholdelsesperioden, jf. nr. 1.

6) Sikre, at tilskudsmyndigheden har adgang til projektet og det fysiske projektmateriale i forbindelse med kontrol.

Hvad er formålet med ordningen?

Minivådområdeordningen er en del af det danske landdistriktsprogram 2014-2022. Landdistriktsprogrammet har til formål at udvikle landdistrikterne, bl.a. ved at forbedre landbrugets konkurrenceevne, styrke indsatsen for at forbedre klimaet, bruge naturens ressourcer bæredygtigt og skabe en balanceret udvikling i landdistrikterne.

Det primære formål med minivådområdeordningen er at forbedre vandmiljøet ved at reducere kvælstofbelastningen til det omkringliggende vandmiljø. Som en sekundær effekt reducerer minivådområder også fosforudledningen.

Projekterne skal placeres på udpegningskortets egnede og/eller potentielt egnede arealer, der sikrer at minivådområderne vil have en effekt og desuden skal minivådområdet ligge i et kystvandopland med et kvælstofreduktionsbehov.

Minivådområdeordningen bidrager til implementeringen af EU’s vandrammedirektiv.

Få hjælp af en oplandskonsulent

Overvejer du at etablere et minivådområde, vil oplandskonsulenten gratis kunne rådgive dig. Du kan læse meget mere om hvad oplandskonsulenterne kan hjælpe med og finde kontaktinformation på deres hjemmeside.

Læs mere om oplandskonsulenterne og find kontaktinformation her

Hvis du vil anlægge et minivådområde med tilskud under ordningen, skal du som en del af din ansøgning have oplandskonsulenten til at underskrive "oplandskonsulenterklæringen".

Underskriften fra oplandskonsulenten skal tilkendegive, at minivådområdets drænopland er drænet, at der ikke er andre drænudløb end det der afvander til minivådområdet, samt at der er foretaget de nødvendige prøver, hvis projektet er beliggende på udpegningskortets 'potentielt egnede' arealer.

Hvis du ønsker at etablere en pumpe i projektet, skal oplandskonsulenten ligeledes skrive under på, at det er væsentligt for projektet, at der etableres en pumpe.

Du kan ikke få tilsagn om tilskud til dit minivådområdeprojekt, hvis minivådområdets drænopland og projektareal er omfattet af oplandet til et vådområde- eller lavbundsprojekt under en anden tilskudsordning fra Landbrugsstyrelsen eller anden offentlig myndighed. Dette gælder kun såfremt minivådområdet forventes at forringe effekten af vådområde- eller lavbundsprojektet væsentligt. 

Koordinering med kommunen

Du skal derfor dokumentere og indsende en erklæring om, at placeringen af minivådområdet er koordineret med kommunen. Erklæringen skal underskrives af en repræsentant fra kommunen og din oplandskonsulent. Du skal vedhæfte erklæringen som bilag til din ansøgning i Tast Selv, der dokumenterer koordineringen er sket.

Kontakt

Landbrugsstyrelsen
Tilskud & Sagsbehandling
Projekttilskud
Tlf.: 33 95 80 00
E-mail: projekttilskud@lbst.dk
Læs mere om enheden Projekttilskud