LIFE IP Natureman
Landmanden som naturforvalter
Landbrugsstyrelsen afprøver en ny type støtte til naturpleje, som skal bringe den opnåede naturværdi i fokus. Ideen er at belønne naturplejeren for den naturværdi som opnås på græsningsarealer, ved at udbetale et tillæg til græsningstilskuddet. Det spændende er så, hvordan naturværdien kan måles og dokumenteres.
I naturprojektet LIFE IP - Natureman har Landbrugsstyrelsen sammen med de kommunale partnere afprøvet og udvalgt nogle biodiversitetsindikatorer, som netop skal kunne dokumentere naturværdien, og som naturplejeren vil blive belønnet for at levere på sit naturplejeareal.
Læs mere om LIFE IP – Natureman
LIFE projektet tager udgangspunkt i en række Natura 2000 områder i Himmerland og Midtjylland. Når Landbrugsstyrelsen åbner for udbetaling af tillæg for naturværdien, vil det i første omgang foregå indenfor disse projektområder.
Natura 2000 er et netværk af værdifulde naturområder i EU. Natura 2000-områderne er udpeget for at beskytte truede, sjældne eller karakteristiske dyre- og plantearter og naturtyper. Du kan læse mere om Natura 2000 på både
Rapport om biodiversitetsindikatorer
Arbejdet med at udvælge biodiversitetsindikatorerne til den nye tillægsordning bygger på anbefalinger i rapporten, Biodiversitetsindikatorer til en effektbaseret naturtilskudsordning, som Landbrugsstyrelsen har fået udarbejdet af Aarhus Universitet med udgivelse den 31. oktober 2018:
Biodiversitetsindikatorer til en effektbaseret naturtilskudsordning
Forskningsprojektet er foregået over perioden 2018-2021 og er udmundet i fire rapporter om effektbaseret areal-tilskudsordning, som findes på AU ecoscience – biodiversitetsindikatorer.
Hvad sker der i 2024 og 2025?
I 2024 forventes opstart på den nye ordning på udvalgte testarealer, som et ekstra tilbud til naturplejeren. I 2025 forventer Landbrugsstyrelsen at kunne udbetale resultat-baseret tillæg til disse arealer med græsningstilsagn, der har tilvalgt bonusordning. Naturplejeren skal opfylde og dokumentere et vist antal krav og kan blive økonomisk belønnet for sin ekstra indsats for at øge naturværdien.
Landbrugsstyrelsen vil forinden få udviklet en brugervenlig vejledning om god naturforvaltning til de naturplejere, der ønsker at kunne indløse det ekstra tillæg. Folderen vil kunne benyttes af enhver, som ønsker at levere gode resultater på sit naturplejeareal.