Hvis mit areal ændrer karakter
Du har et tilsagn til plejegræs. Men har du styr på, hvad du skal gøre, hvis dit areal ændrer karakter uden du har indflydelse på det? På denne side (se menuen til venstre) kan du læse mere om de mest almindelige former for ændring af dit areals karakter, som sker helt naturligt – og ikke mindst hvad du så skal gøre.
Du kan få dispensation for nogle af de karakterændrende forhold.
Her kan du læse mere om dispensation.
For andre karakterændrende forhold kræves det, at du ændrer i dit tilsagn. For det meste vil dette være en opdateret indtegning i IMK.
Det er vigtigt, at din indtegning i IMK stemmer med din indhegning i virkeligheden. Ved en eventuel kontrol bliver det kontrolleret, om du har plejet hele det areal, som du får tilskud til. Har du plejet mindre, end du får tilskud til, bliver du trukket i støtte.
Vi ser af og til, at naturplejere har sat et hegn, der står længere inde på marken, end de har tegnet ind i deres ansøgning.
At indtegning og indhegning ikke er ens, kan i nogle tilfælde skyldes, at der ved indtegning er tegnet helt ud til markblokgrænsen, men at hegnet altid har stået lidt længere inde på marken, eller ikke når helt ud i et hjørne. Det kan derfor anbefales at tegne ud fra din egen besigtigelse af marken og ud fra luftfoto. Vær opmærksom på, hvornår du bruger tegnefunktionen ”Klip til markblok”.
Her kan du læse mere om indtegning af dit areal.
En del ansøgere er i tvivl om, hvilken afgrødekode de skal vælge til deres tilsagnsareal.
Du kan læse mere om valg af afgrødekoder i
Mine arealer bliver for våde
Vand på marken er man oftest ikke selv herre over. En våd sommer eller manglende vedligeholdelse af afvanding kan resultere i midlertidig eller permanent ophobning af vand på markerne. Mange tilsagn til plejegræs gives til lavtliggende arealer, og disse er derfor i større risiko for at bliver oversvømmede.
Midlertidigt oversvømmede arealer
Mange arealer med tilsagn til plejegræs har risiko for oversvømmelse, da de ligger lavt. Det kan fx være på engarealer, hvor naturen kan have gavn af afgræsning eller slæt. Det er ok med midlertidigt vanddække, hvis der er plantedække, og du har nået at pleje arealet, inden det blev oversvømmet. Hvis du har arealer, hvor du ved, at der er risiko for oversvømmelse, kan du derfor sørge for at pleje disse områder først.
Dispensation
Du kan søge om dispensation, hvis du pga. en våd sommer eller midlertidigt oversvømmede arealer ikke kan overholde forpligtelsen til afgræsning eller slæt. Du vil blive trukket årets støtte for de arealer, du søger dispensation til - medmindre vi vurderer, at det får en ubetydelig virkning. Det er dog stadig en fordel for dig at søge dispensation. Hvis du ikke søger dispensation, risikerer du at blive underkendt af kontrollen og i værste fald miste flere års udbetaling til arealet. Denne praksis skyldes, at tilskuddet udbetales som kompensation for at pleje arealet.
Her kan du læse mere om dispensation.
Særligt om våde arealer, hvor du også søger grundbetaling
Det er risikabelt at have grundbetaling på arealer, der ofte bliver oversvømmet. Du kan overveje, om det er bedre kun at have tilsagn til pleje af græs- og naturarealer. Med dette tilsagn er det ok med vand på arealerne. Der skal dog være et plantedække, og du skal have nået at pleje det, inden det blev oversvømmet. Når du ansøger om nyt tilsagn, kan det derfor være en idé at søge om den høje tilskudssats til arealer uden grundbetaling.
Permanent oversvømmede arealer
Hvis hele eller dele af dit areal med tilskud til plejegræs oversvømmes permanent, kan plejekravet ikke forenes med arealets karakter. I tilfælde heraf skal du ændre din indtegning, således at det permanent oversvømmede areal tages ud af tilsagnet.
Hvis plantedækket forsvinder
Der skal altid være et plantedække overalt på arealet med tilsagn. Det skyldes, at tilskuddet vedrører selve plejen af arealet. Denne pleje kan ikke ske, hvis der ikke er et plantedække, der kan plejes.
Plantedækket på dit areal kan forsvinde af flere forskellige årsager. Det kan være et problem, hvis dyrene træder dele af areal op, så plantedækket forsvinder på et større areal. Der må dog være områder på under 500 m2, hvor der ikke er et plantedække, hvis de tilsammen med områder under 500 m2, der ikke plejes, ikke udgør mere end 10 %. Der kan i nogle tilfælde være brug for at hegne dyrene fra i en periode. I andre tilfælde kan der være brug for at søge en dispensation.
Desuden kan plantedækket forsvinde, hvis der fx skal nedgraves en ledning eller et nyt dræn. I disse tilfælde skal du søge en dispensation.
Dispensation til et manglende plantedække
Du kan søge dispensation, hvis plantedækket skal ødelægges midlertidigt. Det kan fx. være på grund af:
- Dyrene træder arealet op
- Ledninger der skal graves ned
- Oplagring af træ hvor der ikke er andre muligheder for opbevaring end på arealet med tilsagn
- Afbrænding af lyng og lignende midlertidige brud af plantedækket
Hvis buske breder sig
Tæt krat, brombær, høje tagrør og lignende kan brede sig på dine arealer. Der må gerne være større områder på op til 1 ha, der ikke kan afgræsses. Områderne må dog tilsammen med andre områder på op til 1 ha, der ikke plejes, ikke overstige 20 % af tilsagnsmarken.
Arealet må ikke være et skovareal. Det er ok med spredte træer, hvor der mellem eller under træerne er et plantedække, der er egnet til afgræsning. Det betyder, at der ikke må være så mange træer, at det forhindrer et plantedække egnet til afgræsning, lige som du ikke samtidig må modtage tilskud til skov på arealet.