Ved du, hvad du skal gøre, hvis nu du ikke kan opretholde plejebetingelserne på dit areal med pleje af græs- og naturarealer? Har sommeren f.eks. været våd, eller har du kæmpebjørneklo på dine arealer? Så tvivl ikke. Her på siden kan du søge dispensation og læse om, hvad du typisk kan søge dispensation til.

Om dispensation

Overtrædelse af plejebetingelser kan i en del tilfælde undgås ved, at der søges en dispensation.

Ønsker du at søge dispensation, skal du klikke på linket ' Søg dispensation' herunder og udfylde skabelonen. Det tager cirka 5 min. Alternativt kan du sende en mail til arealtilskud@lbst.dk

Søg dispensation

Vær opmærksom på, at din dispensation ofte kun gælder i en begrænset periode.

Selv om du har fået dispensation til et areal, skal du huske at anmode om udbetaling hvert år. Dette gælder også selv om dispensationen gør, at du ikke får udbetalt støtte til arealet. 

Har du spørgsmål, er du altid velkommen til at ringe på telefon 3395 8000.

Videoen nedenfor giver dig gode råd om dispensation. Vær opmærksom på, at reglerne er ændret efter videoen er lavet. Fra 1. januar 2022 er minimumsgræsningstrykket 0,3 storkreaturer/ha for alle, der vælger kontrolformen fast græsningstryk.

Se videoen med gode råd om dispensation.

Særligt om nedsat græsningstryk

Bemærk, at en ansøgning om nedsættelse af græsningstrykket er lidt anderledes end en dispensationsansøgning.

Hvis græsningstrykket på 0,3 storkreaturer pr. hektar er for højt for den type natur, du har, kan du få det nedsat. I din ansøgning skal du vedlægge en faglig udtalelse om det nedsatte græsningstryk. Denne udtalelse kan f.eks. komme fra din kommune eller i visse tilfælde Naturstyrelsen, der kan vurdere, hvad et passende græsningstryk er. Landbrugsstyrelsen skal bruge denne faglige vurdering, for at kunne give dig et permanent nedsat græsningstryk.

Eksempler på dispensation

Her er nogle typiske eksempler på, hvad du kan søge om dispensation til. Husk, at dispensation kun gives efter en konkret vurdering af din situation.

Plejekravet

Du kan søge om dispensation, hvis du pga. en våd sommer eller midlertidigt oversvømmede arealer ikke kan overholde forpligtelsen til afgræsning eller slæt. Du vil blive trukket årets støtte for de arealer, du søger dispensation til - medmindre vi vurderer, at det får en ubetydelig virkning. Det er dog stadig en fordel for dig at søge dispensation. Hvis du ikke søger dispensation, risikerer du at blive underkendt af kontrollen og i værste fald miste flere års udbetaling til arealet. Denne praksis skyldes, at tilskuddet udbetales som kompensation for at pleje arealet.

Midlertidigt manglende plantedække

Du kan søge dispensation, hvis plantedækket ødelægges midlertidigt. Det kan fx. være på grund af:

  • Dyrene træder arealet op
  • Ledninger der skal graves ned
  • Oplagring af træ hvor der ikke er andre muligheder for opbevaring end på arealet med tilsagn
  • Afbrænding af lyng og lignende midlertidige brud af plantedækket

Tilskudsfodring

Du kan søge om dispensation til at tilskudsfodre, hvis det går ud over dyrevelfærden, at der ikke tilskudsfodres. Det kunne fx være ved:

  • Meget sne
  • Kraftig tørke
  • Helårsgræsning

Husk, at hvis arealet er et §3 areal, skal du først søge dispensation hos kommunen og derefter Landbrugsstyrelsen. Du får stadig årets støtte, og undgår en fejl i kontrollen.

Bekæmpelse af giftige planter

Du kan søge om dispensation til sprøjtning, hvis du har kæmpebjørneklo, engbrandbæger eller lignende på arealet. Husk, at hvis arealet er et §3 areal, skal du først søge dispensation hos kommunen.

Slåningsforbud

Hvis du skal bekæmpe invasive arter såsom kæmpebjørneklo, kan du i særlige tilfælde få dispensation fra forbuddet mod at slå plantedækket i en bestemt periode i maj og juni. Se den relevante vejledning for hvornår en slåning kræver dispensation for dig.

Tag dyr hjem ved fast græsningstryk

Du kan søge om dispensation, hvis et dyr bliver sygt eller dør, og du derfor ikke lever op til græsningstrykket.

Samhegning af arealer med grundbetaling og fast græsningstryk

Du kan søge om dispensation til at have arealer med grundbetaling med i indhegningen med fast græsningstryk. Dette kunne fx være nødvendigt for at dyrene har adgang til tørre arealer.