Æbleflue
Æbleflue (Rhagoletis pomonella) er en alvorlig skadegører på æbler i Nordamerika. Dens larver lever inde i frugtkødet, hvor de laver lange gange, så frugten bliver uspiselig. Angrebne æbler falder af træet, før de er modne. Fluen spredes med angrebne æbler.
Udseende
Den voksne flue er 4,4 – 5 mm lang og har en skinnende sort krop med hvide tværstriber på bagkroppen og en stor hvid plet bagest på forkroppen. Vingerne er klare med tydelige sorte zig-zagbånd. Larverne har ingen ben, et utydeligt hoved og er cremehvide.
Værtplanter
Æbleflue angriber, som navnet siger, æble, som er langt den vigtigste værtplante. Den kan også angribe blomme, abrikos og kirsebær og flere planter i rosenfamilien, bl.a. rose, bærmispel og surbær (Aronia).
Symptomer på angreb
Uden på æblerne ses angreb som små mørke prikker og fordybninger, og æblet ser generelt knortet ud. Inde i frugten ses larvernes brune gange, og ved kraftige angreb er frugtkødet omdannet til en brunlig, gennemtygget, rådden masse. Larverne gnaver ikke ind i kernehuset.
Forvekslingsmuligheder
De voksne fluer kan let forveksles med andre fluer med mørke, båndformede vingetegninger (båndfluer). Æblefluens vingeaftegning er dog kendelig på, at den ligner et skævt F. Æblets prikkede overflade kan også opstå ved angreb af andre skadegørere, men hvis der samtidig er tynde, brune larvegange i frugtkødet og intet gnav i kernehuset, er der ikke mulighed for forveksling.
Udbredelse
Æblefluen er udbredt i Nordamerika. Den er endnu ikke fundet i Europa, men kan blive indslæbt med angrebne æbler.
Hvis du vil vide mere:
Eppo: https://gd.eppo.int/taxon/RHAGPO
Faktaark: Æbleflue
Kildehenvisninger:
Foto 1: Joseph Berger, Bugwood.org
Foto 2: New York State Agricultural Experimental Station; EPPO
Foto 3 og 4: Whitney Cranshaw; Bugwood.org
Foto 5: E.H. Glass; EPPO
Foto 6: H.J.Larsen; EPPO