Læs om kontrollen på de økologicertificeret forsyningsvirksomheder.

Generelt om økologikontrol

Der er kontrol med alle led af den økologiske produktion og fremstilling. Betegnelsen økologisk og det røde Ø-mærke må kun anvendes på mælk, kød, æg, korn, grøntsager osv. fra jordbrug, der er certificeret til økologisk produktion. Alle certificerede jordbrug og forsyningsvirksomheder, der sælger økologiske produkter, får besøg af økologikontrollen mindst én gang om året.

Hvem udfører kontrollen?

I Danmark er det Landbrugsstyrelsen og Fødevarestyrelsen, der udsteder godkendelse til økologisk produktion og kontrollerer, at økologireglerne overholdes. Primærproducenterne og dens forsyningsvirksomheder kontrolleres af Landbrugsstyrelsen.

Fødevarevirksomhederne bliver kontrolleret af Fødevarestyrelsens fødevareregioner.

Kontrol af økologiautoriserede forsyningsvirksomheder

Det er Landbrugsstyrelsen, der godkender og kontrollerer de økologicertificerede forsyningsvirksomheder. Der gennemføres mindst ét og tit to kontrolbesøg pr. år. Ved det ene besøg gennemgås forsyningsvirksomhedens bogføring af økologiske rå- og færdigvarer. Ved det andet besøg gennemgås produktionsanlægget og produktionen af økologiske produkter.

Kontrollen foretages fra Landbrugsstyrelsens afdelingskontorer, mens sagsbehandlingen af eventuelle overtrædelser sker i Jordbrugskontrol, Team Økologiadministration.

Hvis reglerne ikke overholdes

Landbrugsstyrelsen sanktionerer overtrædelser af økologiforordningen og økologibekendtgørelsen med indskærpelser og bøder. Der kan også gives påbud. Ved meget grove overtrædelser kan certificeringen tilbagekaldes.

Landbrugsstyrelsen kan derudover forbyde salg af produkter med henvisning til den økologiske produktionsmetode.

Prøvetagning

Hos forsyningsvirksomheder der håndterer afgrøder, som også findes genmodificerede, udtager vi prøver af rå- og færdigvarer. Prøverne analyseres for eventuelt indhold af genmodificerede organismer, da GMO'er ikke må anvendes i den økologiske jordbrugsproduktion.