Forskning om landbrug og klima
Klimarapporter fra myndighedsbetjeningen
Aarhus Universitet laver under rammeaftalerne myndighedsbetjening af Miljø- og Fødevareministeriet – herunder også om klima.
Deres klimarapporter kan ses her
Igangværende forskningsprojekter
I 2019 afsatte fødevareministeren 90 mio. kr. til 10 projekter, som blandt andet skal finde løsninger til at nedbringe drivhusgasser fra landbruget.
Formålet med alle projekterne er at udbygge og styrke vores viden og finde fremtidens løsninger, så drivhusgasudledningen fra landbruget kan nedbringes. Hvert af de ti projekter er enten med til at sikre mere nøjagtige metoder til at opgøre landbrugets udledninger eller viser veje til nye løsninger, som kan nedbringe landbrugets drivhusgasudledning.
De ti projekter dækker emner som jordsystem og arealanvendelse, den klimavenlige gård og produktion af fremtidens fødevarer og bidrag til bioenergiløsninger og biomaterialer.
1. Kvægsædskiftet som klimavirkemiddel (AU, KU og Seges)
Projektet er rettet mod at udvikle kvægsædskifter som et omkostningseffektivt virkemiddel til reduktion af drivhusgasemission. Projektet leverer implementeringsparat videnskabeligt grundlag for opgørelse af kulstoflagring i jord og emissioner af drivhusgasser, herunder klimaeffekter for henholdsvis græs i omdrift og nitrifikationshæmmere.
Projektleder: Jørgen Eriksen (AU).
Email: jorgen.eriksen@agro.au.dk
2. Efterafgrøder og grøngødninger for kulstoflagring og reduktion af lattergasemission (KU, AU og Seges)
Projektet vil kvantificere potentialet for at anvende efterafgrøder som et virkemiddel at lagre kulstof og reducere lattergasudledning fra dansk landbrug.
Projektleder: Lars Stoumann Jensen (KU).
Email: lsj@plen.ku.dk
3. Muligheder for at nedbringe landbrugets drivhusgasudledning ved ekstensiveret drift og udtagning af lavbundsjorde (KU og AU)
Projektet skal forbedre datagrundlaget vedr. klimaeffekter koblet til drift og forvaltning af udtagne lavbundsjorde, for eksempel ved skånsom biomasseproduktion eller ved at regulere vandstanden for at optimere klimagevinsten.
Projektleder: Jesper Riis Christiansen (KU).
Email: jrc@ign.ku.dk
4. Nationale emissionsfaktorer for lattergas fra kvælstofgødning og sædskifter (AU, KU og Seges)
Projektet har til formål at bestemme nationale emissionsfaktorer for lattergas for relevante gødningsmaterialer og sædskifter. Projektet skal føre til en forbedret national opgørelse, men vil også levere et grundlag for at opgøre effekten af reduktionsstrategier.
Projektleder: Søren O. Petersen (AU).
Email: sop@agro.au.dk
5. Klima- og miljøeffekter af nitrifikationshæmmere (AU, KU og Seges)
Projektets mål er at kvantificere potentialet for lattergas-reduktion under danske forhold, herunder at studere nitrifikationshæmmeres skæbne i jorden, udføre økotoksikologisk tests og beskrive effekter på jordbundsorganismer efter tilførsel af markedsførte nitrifikationshæmmere under relevante markforhold med hensyn til klima, jordtype og landbrugspraksis.
Projektleder: Anne Winding (AU).
Email: aw@envs.au.dk
6. INTEgreret Reduktion af METhan-emission fra husdyrgødning (AU, DTU og Seges)
Projektet vil udvikle og dokumentere integrerede strategier til reduktion af metan-emissioner fra husdyrgødning i hele kæden fra dyr til lagring, særligt med fokus på hyppig udslusning.
Projektleder: Anders Feilberg (AU).
Email: af@bce.au.dk
7. Fodring og Fænotype af den klimaeffektive malkeko (AU, KU og Seges)
Projektet undersøger potentialet for at mindske metanudledningen forbundet med husdyrenes fordøjelse ved brug af kendte fodertilsætningsstoffer, udvikling af nye fodertilsætningsstoffer og fastsættelse af fænotypen for den klimaeffektive malkeko. Projektet vil derudover levere redskaber til dokumentation af denne metanudledning på bedriftsniveau.
Projektleder: Peter Lund (AU).
Email: peter.lund@anis.au.dk
8. A Novel Greenhouse Gas Mitigation Technology for Livestock Manure Slurry (SDU, AU og Seges)
Formålet med NoGas-projektet er at udvikle og optimere en helt ny teknologi til reduktion af drivhusgasser fra gylle. Teknologien vil blive testet for at demonstrere potentialet, og der vil være fokus på at gøre teknologien så effektiv, billig og miljøvenlig som muligt.
Projektleder: Henrik Karring (SDU).
Email: hka@igt.sdu.dk
9. CleanMeat and CleanMilk – future sustainable food production (AU)
Projektet er rettet mod at udvikle metoder og know-how inden for produktion af kunstigt kød.
Projektleder: Margrethe Therkildsen (AU).
Email: margrethe.therkildsen@food.au.dk
10. Det cirkulære jordbrug: Systemanalyse af grøn biomasse til fødevarer, foder og energi (AU og KU)
Formålet med projektet er at opbygge ekspertise inden for systemanalyse, udvikle og programmere en model og gennemføre en helhedsorienteret analyse af udvalgte cirkulære biomasse systemer. Modellen kan anvendes til at vurdere potentialet for nye teknologier, produktionssystemer og virkemidler generelt.
Projektleder: Troels Kristensen (AU).
Email: troels.kristensen@agro.au.dk