Det skal du vide om landbrugsstøtten fra 2023
Du kan her læse, hvad reformen betyder for dig som landbruger, og om regler og den danske CAP-plan.
Flere tilskud på de samme arealer
Med landbrugsreformen 2023-27 vil en større del af landbrugsstøtten være øremærket til bio-ordninger, som er grønne etårige ordninger, der gavner klima, miljø og biodiversitet. Det betyder blandt andet, at tilskudssatsen for grundbetaling bliver lavere, men til gengæld får du mulighed for at supplere grundbetalingen med tilskud gennem bio-ordningerne. Du kan altså søge flere tilskudsordninger til det samme areal.
Du kan få grundbetaling til områder på din mark uden landbrugsaktivitet
I landbrugsreformen 2023-2027 får du mulighed for at udlægge op til 20 procent af en mark uden landbrugsaktivitet. Du kan således få grundbetaling til områder på din mark, som du kan lade ligge eller gro til med f.eks. træer eller buske – såkaldte småbiotoper. Småbiotoperne har til formål at beskytte og forbedre levevilkår for biodiversiteten inden for landbrugsmarken og kan være med til at skabe en naturlig sammenhæng til naturarealer uden for marken.
Enklere definitioner af landbrugsaktivitet
Du skal fortsat udføre landbrugsaktiviteter på dine arealer for at kunne modtage grundbetaling. Dog lempes reglerne, så du kan have småbiotoper på dele af arealet uden landbrugsaktivitet.
Læs om småbiotoper i Vejledning om grundbetaling
Vi lemper reglerne for, hvornår arealerne skal leve op til kravene om støtteberettigede hektar. Fra at gælde hele året vil de fremover gælde i dyrkningsperioden fra 15. marts til 25. oktober. Det giver mulighed for at plante f.eks. skov efter 25. oktober, uden at det påvirker din grundbetaling for det indeværende år, så længe arealet har levet op til kravene i dyrkningsperioden.
Vi lemper reglerne for skovlandbrug, så de forskellige afgrødetyper ikke længere skal registreres hver for sig, og fremover kan et helt areal defineres som skovlandbrug, hvis det består af arealer med frugttræer, buske og nøddetræer i kombination med en anden afgrøde.
Definition på aktiv landbruger
I landbrugsreformen 2023-2027 skal du være ”aktiv landbruger” for at kunne søge tilskud under grundbetaling, bioordning, ko- og slagtepræmie, præmie for stivelseskartofler og ø-støtte. Det er et nyt krav for EU.
Du skal blot leve op til mindst ét af følgende kriterier for at være aktiv landbruger i ansøgningsåret:
1. Du søger og modtager grundbetaling til mindst 40 ha i tilskudsåret.
• Det er særligt dig med en større bedrift.
2. Du modtog udbetaling fra direkte betalinger sidste år på mindre end 5.000 euro.
• Det er særligt dig med en mindre bedrift.
3. Du er tilmeldt til Register for Gødningsregnskab eller Register over økologiautoriserede bedrifter, når du sender din ansøgning.
• Mange landbrugere er allerede tilmeldt et af de to registre i dag. Du kan også tilmelde dig i forbindelse med, at du søger landbrugsstøtte.
4. Hvis du har tilskudsberettigede hektarer omfattet af den nærværende ’artikel 32’, skal du have et sammenhængende areal på minimum 0,3 ha, hvor du udfører en landbrugsaktivitet. Det vil fremover hedde ’grundbetaling til projektarealer’ og være tilknyttet artikel 4, stk. 4, litra c) i forordning (EU) 2021/2115’.
• Det er dig, der primært har vand-, natur-, klima- og skovarealer, der får grundbetaling. Du er også dækket heraf, hvis du har tilsagn til pleje af græs- og naturarealer.
5. Hvis du er ny ansøger og ikke er dækket af kriterium 1, 2, 3 eller 4, kan du opnå status som aktiv landbruger, hvis du erklærer, at du ikke har modtaget direkte støtte de seneste tre år – hverken personligt eller igennem en juridisk enhed. Du afgiver din erklæring med en markering i fælleskemaet
Du skal være aktiv landbruger i ansøgningsåret for at modtage landbrugsstøtte. Du skal oplyse dette, når du sender din ansøgning om landbrugsstøtte i fællesskemaet til grundbetaling, bioordning, ko- og slagtepræmie, præmie for stivelseskartofler og ø-støtte.
Bemærk, at du ikke er forpligtet til at udnytte den kvælstof- eller fosfornorm, der er fastsat for de enkelte afgrøder.
Hvis du har ekstensive arealer med en kvælstof- eller fosfornorm på 0 kg/ha, har du også mulighed for at tilmelde dig Register for Gødningsregnskab og opnå godkendelse som aktiv landbruger på den måde. Du kan f.eks. anvende afgrødekode ”Permanent græs og kløvergræs uden norm, under 50 pct. kløver” (276) eller ”Permanent græs og kløvergræs uden norm, over 50 pct. kløver” (286), der begge har en fosfornorm, men ikke en kvælstofnorm.
Krav om konditionalitet
Når du søger tilskud fra en ny ordning, skal du overholde krav om konditionalitet. Konditionalitet omfatter i hovedtræk de nuværende krav om krydsoverensstemmelse samt en række nye krav om klima, miljø, folkesundhed, plantesundhed og dyrevelfærd.
Vær opmærksom på, om dit tilskud er under Landdistriktsprogrammet eller Landbrugsreformen 2023
I perioden 2023-2025 vil der være en overgangsperiode, hvor det kan forekomme, at din ene mark får tilskud efter den gamle CAP, mens den anden mark får tilskud efter den nye. Her skal du være opmærksom på, at du kan opleve, at du skal efterleve forskellige regler på dine arealer. Du skal altså være ekstra opmærksom på, hvilke regler, der gælder for dit tilskud. Vi sætter ekstra fokus på dette i vores information om ordningerne.
Landbrugsstyrelsens kontrol af arealtilskudsordningerne
Satellitbaseret kontrol
Vi bruger satellitbaseret kontrol til kontrol af tilskudsbetingelser under:
- Grundbetaling
- Ø-støtte
- Stivelseskartofler (koblet støtte)
- Bio-ordninger med målsætninger om miljø, klima og biodiversitet
- Tilskud til pleje af græs- og naturarealer
- Tilskud til kvælstofreducerende virkemidler (målrettet kvælstofregulering)
- Engangskompensation (tilskud til fastholdelse af arealer i vand- og klimaprojekter).
Fordelen ved den satellitbaserede kontrol er færre og kortere kontrolbesøg. Ved satellitbaseret kontrol får du desuden en påmindelse, hvis kontrollen viser, at der er krav, du mangler at overholde. På den måde kan du ofte nå at opfylde kravet eller tilpasse din ansøgning - og dermed undgå en støttenedsættelse eller få en mindre støttenedsættelse.
Kontrol med georefererede billeder
Hvis du under Tilskud til pleje af græs- og naturarealer har valgt en variant af ordningen, hvor kontrollen af, om græsningskravet er opfyldt, skal ske ved at sende georefererede billeder, er du forpligtet til at bruge Landbrugsstyrelsens app til at indsende billeder af dine marker. De nærmere retningslinjer for, hvornår og hvordan billederne skal tages, er beskrevet i:
Vejledning om tilskud til pleje af græs- og naturarealer
Hvis du under Tilskud til ekstensivering med slæt valgt at kombinere slæt med afgræsning, skal du indsende billeder, som er taget med Landbrugsstyrelsens app, for at dokumentere, at der er taget slæt, inden afgræsningen går i gang.
Se Vejledning om tilskud til ekstensivering med slæt
Kontrol på bedriften
Der vil fortsat være kontrolbesøg på en mindre del af bedrifterne, fordi nogle ordninger og tilskudsbetingelser ikke kan kontrolleres ved hjælp af satellitbilleder.
Den danske CAP-plan
Link til den danske strategiske CAP-plan af 2023-2027 godkendt 28. november 2023
Link til den danske strategiske CAP-plan af 2023-2027 godkendt 31. august 2022
Link til annex I Ex ante rapport
Link til annex I Strategisk miljøvurdering
Link til annex II SWOT Rapport 1 - målsætning ABC_20210111
Link til annex II SWOT Rapport 2 - målsætning DEF_20210113
Link til annex II SWOT Rapport 3 - målsætning GHI_20210111
Link til annex III Interessentinvolvering
Link til bilag til kapitel 7.3.1 Beskrivelse af kontrol og sanktionssystemet for IFKS-ordninger
Link til borgerresume af den danske CAP-plan 2023-27
Link til english version of Summary of the Danish Strategic Plan (CAP-plan) 2023-27
Finansiering
Se listen over tilskudsordninger under CAP 2023-2027 samt den økonomiske fordeling her
Se listen over planlagte bio-ordninger (eco-schemes) samt støttesatser og planlagt antal ha her
Det bemærkes, at der for visse ordninger fortsat kan søges støtte under Landdistriktsprogrammet 2014-2022 helt frem til 2024.