Markedsfører du et gødningsprodukt, jordforbedringsmiddel m.v. i Danmark, skal du anmelde produktet til Landbrugsstyrelsen.

Gødningsproduktforordningen er relevant for dig, hvis du ønsker at CE mærke dit produkt eller markedsføre produktet i flere EU-medlemslande. Hvis dit produkt f.eks. består af genanvendt affald, kan du CE mærke produktet og frit markedsføre det i alle EU-medlemslande, ved at leve op kravene i gødningsproduktforordningen.

Du kan også lovligt markedsføre dit produkt i Danmark, hvis du lever op til kravene i de danske gødningsproduktregler.

Hvis dit produkt lovligt bliver markedsført efter de danske gødningsproduktregler eller de nationale gødningsproduktregler i et andet EU-medlemsland, kan du markedsføre produktet i alle EU-medlemslande efter forordningen om gensidig anerkendelse.

Hvis dit produkt indeholder mere end 16 pct. ammoniumnitrat, skal du være opmærksom på, at der gælder særlige regler for disse produkter.

Hvis du markedsfører produktet i Danmark, skal du anmelde produktet til salg hos Landbrugsstyrelsen og betale et årligt gebyr, uanset hvilken regulering produktet lever op til.

Anmeldelsespligtige produkter

Her kan du se hvilke produkter, der skal anmeldes til salg hos Landbrugsstyrelsen.

  • Uorganiske gødninger (kunstgødning)
  • Organiske gødninger (gødninger med vegetabilsk eller animalsk indhold)
  • Komposteringspræparater
  • Kalkningsmidler
  • Tørveprodukter
  • Kompost
  • Andre jordforbedringsmidler
  • Voksemedier/vækstmedier
  • Podekulturer/mikrobielle biostimulanter

Der gælder særlige regler for import og salg af gødning med ammoniumnitrat. 

Læs mere om gødning med 16 pct. ammoniumnitrat eller mere. 

Hvis du sælger dit produkt i overensstemmelse med EU-Forordningen om gensidig anerkendelse, skal du også anmelde dit produkt til salg hos Landbrugsstyrelsen.

Klik her for at læse mere om gensidig anerkendelse af gødningsprodukter i Danmark.

Hvis dit produkt indeholder fosfonat, bør du orienterer dig om, hvilke regler der gælder for dit produkt.

Klik her for at læse Landbrugsstyrelsens notat om regler for markedsføring og anvendelse af produkter med fosfonat

Produkter, der ikke skal anmeldes til salg

Visse organiske gødninger som spildevandsslam og husdyrgødning er undtaget fra anmeldelsespligten og skal derfor ikke anmeldes til salg.

Her er nogle eksempler på gødninger, som ikke skal anmeldes til salg:

  • Husdyrgødning
  • Afgasset biomasse
  • Spildevandsslam
  • Kartoffelfrugtsaft
  • Kød- og benmel, der ikke emballeres og sælges i detail.

Du skal dog stadig huske at indberette leverancer af produkter, der er undtaget, i Leverandørregister for gødningsleverancer.

Læs mere om Leverandørregister for gødningsleverancer

Hvem skal anmelde et produkt til salg

Alle, som importerer, producerer, emballerer eller forhandler produkter, skal anmelde deres produkter til salg. Det vil sige, at det samme produkt kan være anmeldt til salg af flere forhandlere, hvis produktets mærkning ændres. Det sikrer produkternes sporbarhed.

Du skal ikke anmelde produktet hvis:

  1. Du kun importerer produktet til eget forbrug
  2. Du videresælger et produkt i emballeret tilstand fra en anden virksomhed, der allerede har produktet anmeldt til salg. Hvis du bryder forseglingen eller ændrer emballagen på produktet, skal produktet også anmeldes til salg hos din egen virksomhed.

Liste over anmeldte produkter

I hvert kvartal danner Landbrugsstyrelsen en oversigt over alle anmeldte gødningsprodukter m.m. kaldet Gødningsfortegnelsen.

Hvis et produkt er anmeldt til salg midt i et kvartal, er det ikke sikkert, at du kan se produktet i Gødningsfortegnelsen før starten af næste kvartal. I øverste venstre hjørne af PDF’en kan du se hvornår Gødningsfortegnelsen senest er opdateret.

Her kan du gå til Gødningsfortegnelsen

Du skal betale gebyr af dine anmeldte produkter

Landbrugsstyrelsen opkræver et anmeldelsesgebyr på 1.147 kr. pr. produkt.

Derudover koster det 1.400 kr. for hvert efterfølgende år, virksomheden har gødningen anmeldt, samt en årlig afgift afhængig af hvilken produkttype og mængde, der er solgt.

Sådan anmelder du dit produkt til salg

Når du skal anmelde et nyt produkt til salg hos Landbrugsstyrelsen, skal du udarbejde to dokumenter:

  • Et udkast til den mærkning, som du agter at anvende med produktet. Mærkningen skal være i overensstemmelse med gødningsbekendtgørelsen.
  • Udfylde Landbrugsstyrelsens anmeldelsesblanket til gødninger og jordforbedringsmidler m.v. 

Her kan du finde anmeldelsesblanketten.

Bemærk, at du ikke behøver printe blanketten, da der er indsat tastefelter, som du kan skrive i. 

Når de to dokumenter er klar, skal du vedhæfte dem i en mail og sende dem til jordbrugskontrol@lbst.dk.

Herefter modtager du en autogenereret kvittering om at din mail er modtaget i Jordbrugskontrol.

Du vil efterfølgende produktets unikke produktnummer, der tildeles alle produkter, fra Jordbrugskontrol. 

Sagsbehandlingstiden for anmeldelse af gødning, voksemedier m.v. er forventeligt to til seks uger. Anmeldelse af biostimulanter kan tage betydeligt længere, afhængig af indholdet.


Du kan læse mere om hvordan du skal mærke dit produkt i vejledningen om anmeldelse af gødning og jordforbedringsmidler m.v.

Læs Vejledningen om anmeldelse af gødning og jordforbedringsmidler m.v.

Se hvordan vi behandler dine personoplysninger her