Klassificering af slagtekroppe af svin, kvæg og får
Klassificering af slagtekroppe af svin, kvæg og får
Landbrugsstyrelsen fører tilsyn med overholdelse af bekendtgørelse om vejning, klassificering og indberetning af markedspriser for slagtekroppe af svin, kvæg og får og de EU-regler (fortrinsvis Kommissionens forordning nr. 1182/2017 og 1184/2017) som ligger til grund for bekendtgørelsen. I Danmark er der ikke krav om klassificering af slagtekroppe af får.
Kontrollen foretages af Landbrugsstyrelsen på de slagterier, der er omfattet af ordningen. Der foretages også kontrol af afregning og prisrapportering.
Svin
Svineslagterier, der slagter mere end 500 svin om ugen i årsgennemsnit, er underlagt krav om, at slagteriet skal foretage vejning og klassificering (måling af kødprocent) på en entydig måde på de svin, de slagter. Ved et svin forstås her et slagtet svin uanset køn med en slagtevægt på 50 kg – 109,9 kg.
Det forhold, at kravene i særlig grad vedrører fastlæggelsen af vægt og kødindhold, skyldes, at disse parametre er væsentlige som grundlag for afregningen til svineproducenterne. Der er således krav om, at vægten og kødindholdet skal oplyses til svineproducenten for hvert enkelt svin. Det enkelte slagteri kan dog selv bestemme hvilken afregning, der skal ske på basis af vægt og kødprocent. Slagteriet kan også beslutte, at andre kvalitetsegenskaber end vægt og kødprocent skal indgå i afregningen.
Til måling af kødindholdet skal slagterierne anvende en godkendt metode/udstyr, herunder skal kødindholdet beregnes på basis af en godkendt ligning. Metoden/udstyr/ligning skal godkendes af EU, før den kan tages i brug i et medlemsland.
Der er godkendt følgende 5 udstyr/metoder til klassificering af svin i Danmark:
- AutoFom III og AutoFom IV. Automatiske udstyr der måler fedt/kødtykkelser ved hjælp af ultralyd. Målingerne foretages med transducere, der er monteret i en bøjle, som slagtekroppen passserer på ryggen. Via en ligning omsættes målingerne til en kødprocent.
- MK og FOM II. Disse to udstyr er manuelle udstyr (af pistoltypen). De bruges som klassificeringsudstyr på mindre slagterier. Med disse udstyr foretager en operatør to indstik med en sonde i slagtekroppen. Ved lysreflektion måles fedt/kødtykkelser, der via en ligning omformes til kødprocent.
- 2-Punktsmetoden. Simpel manuel metode, der kan bruges på slagterier, der enten ikke vil anvende hel- eller halvautomatiske udstyr, eller ikke er i stand til at vedligeholde udstyr i en grad, så langt hovedparten af slagtekroppene bliver klassificeret. Metoden er baseret på måling af hhv. en fedttykkelse og et kødmål vha. en skydelære.
De 5 udstyr/metoder ovenfor er godkendt til bestemmelse af kødprocent i svin med en slagtevægt mellem 50 og 120 kg.
Medio 2023 var der 12 svineslagterier omfattet af reglerne for vejning og klassificering af svin.
Svineslagterier, der slagter under 500 svin om ugen, kan ansøge Landbrugsstyrelsen om tilladelse til at deltage i klassificeringsordningen. Ansøgning herom kan indgives året rundt.
Henvendelse herom på : eu&projekt@lbst.dk
Kvæg
Kreaturslagterier, der slagter mere end 150 stykker kvæg om ugen i årsgennemsnit, er underlagt krav om, at slagteriet skal foretage vejning og klassificering (bedømmelse af form (muskelfylde), fedme og farve) på en entydig måde på de kreaturer, de slagter. (Det forhold, at kravene i særlig grad vedrører fastlæggelsen af vægt og form og fedme skyldes, at disse parametre er væsentlige som grundlag for afregningen til kreaturproducenterne. Der er således krav om, at vægten og form- og fedmeklassen skal oplyses til kreaturproducenten for hvert enkelt dyr. Det enkelte slagteri kan dog selv bestemme hvilken afregning, der skal ske på basis af disse parametre. Slagteriet kan også beslutte, at andre kvalitetsegenskaber end vægt, form og fedme skal indgå i afregningen.
Form (muskelfylden)og fedme bestemmes på kreaturslagterierne enten maskinelt ved vision-teknik eller ved, at en godkendt klassificør vurderer slagtekroppen. Formklassificeringen foretages efter EU’s handelsklasseskema (EUROP-systemet). Handelsklasseskemaet omfatter 5 klasser, som angiver kropsbygningen /muskelfylden, hvor E er udmærket, U meget god, R god, O tilfredsstillende og P ringe kropsbygning.
I Danmark er hver hovedklasse opdelt i 3 underklasser, hvilket betyder en samlet skala på 15 klasser (E+, E, E-, U+, U, U-, R+, R, R-, O+, O, O-, P+, P, P-).
Fedmeklassificeringen foretages ligeledes efter EU’s handelsklasseskema. Her er det opdelt i 5 klasser, der angiver graden af tykkelsen af slagtekroppens talgdække, hvor 1 er meget ringe, 2 ringe, 3 normal, 4 omfattende og 5 meget omfattende talgdække.
Ultimo 2022 var der 9 kreaturslagterier omfattet af reglerne for vejning og klassificering af kreaturer.
Slagterier, der slagter mellem 25 og 150 stykker kvæg om ugen, kan ansøge Landbrugsstyrelsen om tilladelse til at deltage i klassificeringsordningen).
Henvendelse herom på E-mail til : eu&projekt@lbst.dk
Får
I medfør af EU-reglerne er klassificering af slagtekroppe af får frivillig for medlemslandene. I den danske bekendtgørelse § 5, stk. 2 fremgår, at klassificering af får kun er obligatorisk for slagterier, der har ansøgt om og er blevet godkendt af Landbrugsstyrelsen til at deltage i klassificeringsordningen.
Slagterier der slagter får og som ønsker at deltage i klassificeringsordningen skal rette henvendelse til Landbrugsstyrelsen på E-mail til : eu&projekt@lbst.dk
Retsregler
Vejning, klassificering og indberetning af markedspriser for slagtekroppe af svin, kvæg og får er reguleret af EU-forordninger. De overordnede principper er reguleret i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 1308/2013 om en fælles markedsordning for landbrugsprodukter og om særlige bestemmelser for visse landbrugsprodukter. De mere detaljerede regler fremgår af Kommissionens delegerede forordning 1182/2017 og gennemførelsesforordning 1184/2017 som begge vedrører EU-handelsklasseskemaerne for slagtekroppe af kvæg, svin og får samt indberetning af markedspriser for visse kategorier af slagtekroppe og levende dyr.
Miljø- og Fødevareministeriets bekendtgørelse nr. 1157 af 22. november 2019 om vejning, klassificering og indberetning af markedspriser for slagtekroppe af svin, kvæg og får omfatter bl.a. de bestemmelser, som er nødvendige for gennemførelsen af ovennævnte forordninger.