Præcisionslandbrug som alternativ til efterafgrøder
Du kan anvende præcisionslandbrug som alternativ til pligtige efterafgrøder, husdyrefterafgrøder, frivillige målrettede efterafgrøder og obligatoriske målrettede efterafgrøder, hvis du opfylder visse tiltag. Præcisionslandbrug skal være udført på dine marker i planperioden 2023/2024 for, at du kan lade det indgå i din opfyldelse af kravet i planperioden 2024/2025. Det er en forudsætning, at du som hovedafgrøde har dyrket korn eller raps i renbestand på markerne, og at du har anvendt udstyr med sektionskontrol, kantspredning og positionsbestemt variabel tildeling af kunstgødning.
For at du kan bruge præcisionslandbrug som alternativ til efterafgrøder, skal du have udført følgende tiltag:
Tiltag 1: Fastsættelse af kvælstofbehovet for hver mark
Tiltag 2: Udførelse af positionsbestemt gradueret gødningstildeling med udstyr, der har sektionsstyring og kantspredningsudstyr
Tiltag 3: Bestemmelse af indholdet af kvælstof i husdyrgødning og anden organisk gødning
Omregningsfaktoren for præcisionslandbrug som alternativ til efterafgrøder er 11:1. Det betyder, at du skal have anvendt præcisionslandbrug på 11 ha af dine marker med korn eller raps for at erstatte 1 ha efterafgrøder.
Dokumentation af tiltag 1 kan ske ved brug af MarkOnline, Næsgaard Mark eller et andet markstyringsprogram. Hvis du ikke har adgang til et markstyringsprogram, skal du benytte "Skema til fastsættelse af kvælstofbehov".
Du kan læse mere om præcisionslandbrug i "Vejledning om pligtige og husdyrefterafgrøder og dyrkningsrelaterede tiltag".