Indførsel fra et EU-/EØS-land
Hvis du køber økologiske produkter fra et EU-/EØS-land betragtes det, ifølge økologireglerne, ikke som import, men som ”indførsel”. Det betyder, at økologiske produkter fra disse lande frit kan omsættes inden for fællesmarkedet, når de almindelige økologiregler om blandt andet kontrol og dokumentation overholdes.
Økologicertifikat på sælger
Hvis du køber et økologisk produkt fra et EU-/EØS-land, skal der foreligge et certifikat for, at sælger er omfattet af en økologikontrol.
Dokumentation for produkternes økologiske status
Du skal sørge for at få dokumentation for produkternes økologiske status fra sælgeren.
På dokumentationen skal der stå produktets navn, økologisk status og mængde. Af mærkningen eller ledsagedokumenterne skal fremgå den økologiske sælgers navn og adresse. Der skal også stå navn og/eller kodenummer på det kontrolorgan eller –myndighed, som sælgeren hører under. Dokumentationen kan fx være en faktura forsynet med påskriften ”økologisk”.
Emballagen, containere eller køretøjer skal være lukkede.
EØS-lande
EØS-landene består af alle EU-lande, Norge, Island og Liechtenstein.
Norge, Island og Liechtenstein har indgået en samarbejdsaftale med EU, den såkaldte EØS-aftale (Det Europæiske Økonomiske Samarbejdsområde). EØS-aftalen betyder at EU’s bestemmelser om det indre marked også gælder i disse lande.