Eksport til USA
EU har indgået en økologi-handelsaftale med USA, som letter eksporten af økologiske produkter.
Hvad indebærer aftalen, som EU har indgået med USA?
Den 1. juni 2012 trådte en økologiaftale mellem EU og USA i kraft.
Aftalen indebærer, at USA anerkender EU’s økologiregler på det vegetabilske og animalske område som ligeværdige med de amerikanske økologiregler (National Organic Program, NOP). Det betyder, at danske økologiske produkter nu frit kan eksporteres til USA. Samtidig giver aftalen danske producenter mulighed for at bruge det amerikanske økologilogo og dermed den tillid, det giver hos de amerikanske forbrugere.
Økologiske animalske produkter vil kun kunne sælges til USA, hvis det kan dokumenteres, at produktionen er sket uden brug af antibiotika.
Aftalen afskaffer den supplerende NOP-kontrol i Danmark
Som konsekvens af aftalen skal der ikke længere udføres supplerende NOP-kontrol i Danmark hos de virksomheder og bedrifter, der vil eksportere økologiske vegetabilske eller animalske produkter til USA.
Eksport til USA kræver et NOP-certifikat
Ved eksport til USA skal de eksporterede produkter ved afsendelsen ledsages af et amerikansk NOP-certifikat.
Genvej til det amerikanske NOP-certifikat (på engelsk)
Guide til udfyldelse af det amerikanske NOP-certifikat (på engelsk)
Link til den amerikanske hjemmeside om international handel
Hvem skal udfylde certifikatet?
Certifikatet udfyldes og attesteres af virksomheden, og filen mailes til jordbrugskontrol@lbst.dk. Herefter underskriver og stempler Landbrugsstyrelsen certifikatet og returnerer det originale dokument til virksomheden med posten. Det er virksomhedens ansvar, at certifikatet er udfyldt korrekt.
Hvad fremgår af certifikatet?
Certifikatet attesterer, at betingelserne for økologiaftalen mellem EU og USA er opfyldt, og indeholder oplysninger der gør det muligt at spore de eksporterede produkter.
Følgende skal blandt andet fremgå af eksportcertifikatet:
- hvor produktet er fremstillet
- hvilken kontrolmyndighed/kontrolorgan der har certificeret produktet som økologisk
- en garanti for, at der ikke har været anvendt forbudte stoffer eller metoder ved produktionen.