Økologisk arealstøtte

Økologisk arealstøtte er en etårig bio-ordning, der skal bidrage til at opretholde og øge det økologiske areal mhp. fordele for klima, miljø og biodiversitet.

Økologisk arealstøtte afløser den flerårige ordning økologisk arealtilskud. Du kan fortsætte med dine eksisterende tilsagn under økologisk arealtilskud (ØA LDP), men det vil ikke være muligt at tegne nye tilsagn – læs mere under økologisk arealtilskud (ØA LDP).

Økologisk arealstøtte medvirker til at øge det økologiske areal for derved at opnå en række fordele for blandt andet klima, miljø, biodiversitet og dyrevelfærd gennem omlægning til og opretholdelse af økologisk jordbrugsproduktion.

Ordningen skal bidrage til at opretholde den økologiske drift af det eksisterende økologiske areal og understøtte en stigning i det økologiske areal.

I videoen kan du se en kort introduktion til de fem bio-ordninger, og hvordan du som landbruger kan få ekstra tilskud til et areal, hvis du gennemfører et grønt tiltag:

Denne video er ikke tilgængelig, da den indeholder statistik-cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

Ændring af dit samtykke.

Hvem kan søge?

Du kan søge økologisk arealstøtte, hvis din bedrift ved fællesskemafristen er certificeret til økologisk jordbrugsproduktion, eller du senest ved fællesskemafristen har ansøgt om certificering til økologisk jordbrugsproduktion.

Hvad giver vi tilskud til?

Du kan kun søge til arealer, der har været økologiske eller under omlægning siden 1. januar. Derudover skal din bedrift leve op til kravene for grundbetaling, herunder krav om aktiv landbruger.

Du kan læse mere i Vejledning om grundbetaling og tilskudsberettigede arealer

Du skal have rådighed over det ansøgte areal ved ansøgningsfristen, når du indsender fællesskemaet. Hvis dine arealer allerede er omfattet af et flerårigt tilsagn til økologisk arealtilskud, kan du ikke samtidig søge økologisk arealstøtte – læs mere om dette i vejledningerne for ordningerne.

Hvor meget kan du få i tilskud?

Du kan søge basisstøtte under økologisk arealstøtte samt eventuelt et eller flere tillæg. Det er et krav for at få tillæg, at du også søger basisstøtte.

Tilskud til basisstøtte er i udgangspunktet:                                           1.200 kr. (161,07 euro)/ha.

Tillæggene er i udgangspunktet:

Omlægningstillæg (udbetales i op til 2 år)                                          1.600 kr. (214,77 euro)/ha

Tillæg for reduceret kvælstoftilførsel                                                     650 kr. (87,25 euro)/ha

Frugt/bær-tillæg:                                                                                     4.000 kr. (536,91 euro)/ha

Alle godkendte ansøgninger får udbetalt økologisk arealstøtte, dvs. vi prioriterer ikke mellem de godkendte ansøgninger. Støttesatsen for basis kan forhøjes med maksimalt 25 procent, mens støttesatsen for tillæggene kan variere med +/- 10 procent afhængig af hvor stor søgningen er. 

Hvilke forpligtelser og kriterier er der for basistilskuddet?

Du kan kun søge tilskud, hvis du bl.a. overholder disse forpligtelser og kriterier:

  • Det er en betingelse for at søge og få udbetalt økologisk arealstøtte, at du på samme areal retmæssigt søger og får udbetalt grundbetaling for samme ansøgningsår.
  • Arealet skal i hele ansøgningsåret være omlagt til økologisk jordbrugsproduktion eller være under omlægning til økologisk jordbrugsproduktion.
  • Du kan søge økologisk arealstøtte til arealer, der udgør mindst 0,01 ha og er en del af mark, der er berettiget til grundbetaling.
  • Du skal samlet økologisk arealstøtte til et areal på i alt 0,30 ha.
  • Pesticider og gødning skal være godkendt til økologisk jordbrug.
  • Hvis din bedrift er tilmeldt Register for Gødningsregnskab, må du bruge maksimalt 107 kg udnyttet N/ha i gennemsnit for alle harmoniarealer på din bedrift herunder også alle eventuelle ikke-økologiske arealer.

Herudover er der bl.a. en række arealafhængige forpligtelser, som du kan læse mere om i vejledningen.

Hvilke krav gælder for omlægningstillægget?

Du kan kun søge omlægningstillæg til arealer, der er under omlægning til økologisk jordbrug.

Arealet ikke må være økologisk (eller søgt omlagt) i mindst 5 år forud for den nuværende omlægningsdato.

Der kan højest udbetales omlægningstillæg i 2 år.

Det gælder særskilt for omlægningstillægget, at der er krav om økologisk drift i 3 år efter hvert år, der er søgt omlægningstillæg. Hvis dette krav ikke overholdes, skal omlægningstillægget betales tilbage. Kravet følger med, selvom arealet overdrages til en anden økologisk landmand.

 

Tillæg for reduceret kvælstoftilførsel

Bedriften skal ved ansøgningsfristen være tilmeldt Register for Gødningsregnskab i den planperiode, der udløber 31. juli i ansøgningsåret.

Du må bruge maksimalt 65 kg udnyttet N/ha i gennemsnit for alle harmoniarealer på din bedrift. 

Du skal indsende skemaet Gødningskvote og Efterafgrøder samt gødningsregnskabet.

Frugt/bær-tillæg

Arealet skal senest ved ændringsfristen være tilplantet med en af de godkendte hovedafgrøder.

Hovedafgrøden skal opfylde et minimumsplantetal og være på arealet frem til 25. juli.

Hovedformålet med arealet skal være produktion af frugt, bær eller nødder, og afgrøden skal være jævnt fordelt over hele arealet.

Der gælder en række specifikke krav til afstand mellem rækker og arbejdsarealer.

Herudover er der bl.a. en række arealafhængige forpligtelser, som du kan læse mere om i vejledningen.

Hvad er formålet med ordningen?

At øge det økologiske areal for derved at opnå en række fordele for blandt andet klima, miljø, biodiversitet og dyrevelfærd gennem omlægning til og opretholdelse af økologisk jordbrugsproduktion.

Ordningen skal bidrage til at opretholde den økologiske drift af det eksisterende økologiske areal og understøtte en stigning i det økologiske areal.

Hvad siger loven?

EU-regler

  • Europaparlamentets og rådets forordning (EU) 2021/2115 af 2. december 2021 om regler for støtte til strategiske planer, der udarbejdes af medlemsstaterne under den fælles landbrugspolitik og finansieres gennem Den Europæiske Garantifond for Landbruget (EGFL) og Den Europæiske Landbrugsfond for Udvikling af Landdistrikterne (ELFUL), og om ophævelse af forordning (EU) nr. 1305/2013 og (EU) nr. 1307/2013
  • Europaparlamentets og rådets forordning (EU) 2021/2116 af 2. december 2021 om om finansiering, forvaltning og overvågning af den fælles landbrugspolitik og om ophævelse af forordning (EU) nr. 1306/2013
  • Kommissionens delegerede forordning (EU) 2022/1172 af 4. maj 2022 om supplerende regler til Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2021/2116 for så vidt angår det integrerede forvaltnings- og kontrolsystem i den fælles landbrugspolitik og anvendelse og beregning af administrative sanktioner i forbindelse med konditionalitet.
  • Kommissionens gennemførelsesforordning (EU) 2022/1173 af 31. maj 2022 om regler for anvendelsen af Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2021/2116 for så vidt angår det integrerede system for forvaltning og kontrol under den fælles landbrugspolitik
  • Databeskyttelsesforordningen - Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2016/679 af 27. april 2016 om beskyttelse af fysiske personer i forbindelse med behandling af personoplysninger og om fri udveksling af sådanne oplysninger mv.

Danske regler

  • Lov nr. 1590 af 28. december 2022 om administration af den fælles landbrugspolitik m.v.
  • Lov nr. 338 af 2. april 2019 om jordbrugets anvendelse af gødning og om næringsstofreducerende tiltag
  • Bekendtgørelse nr. 81 af 23. januar 2023 om økologisk arealstøtte for 2023
  • Bekendtgørelse nr. 989 af 28. juni 2023 om konditionalitet for 2023
  • Bekendtgørelse nr. 74 af 26. januar 2023 om ansøgninger m.v. til visse ordninger for landbrugere i Tast selv i 2023
  • Bekendtgørelse nr. 75 af 26. januar 2023 om kontrol og administrative sanktioner for visse tilskudsordninger under den Europæiske Unions fælles landbrugspolitik.
  • Bekendtgørelse nr. 76 af 26. januar 2023 om grundbetaling m.v. til landbrugere for 2023.
  • Databeskyttelsesloven - Lov nr. 502 af 23. maj 2018 om supplerende bestemmelser til forordning om beskyttelse af fysiske personer i forbindelse med behandling af personoplysninger og om fri udveksling af sådanne oplysninger (databeskyttelsesloven) 

Vejledning

Du kan læse mere om bio-ordningen økologisk arealstøtte i vejledningen. Bemærk, at der er kommet en ny version pr. 9. april 2024:

Vejledning for bio-ordningen økologisk arealstøtte 2024, april

Du kan også læse faktaarket for ordningen:

Faktaark for bio-ordningen økologisk arealstøtte 2024

Vær opmærksom på, om du får tilskud under Landdistriktsprogrammet eller Landbrugsreformen 2023.

Se faktaark om overgangen til CAP2023

Historiske vejledninger

Her kan du se vejledninger for tidligere år:

Vejledningen for bio-ordningen økologisk arealstøtte 2023

Ordningen er en delvis videreførelse af økologisk arealtilskud. Se tilskudsguide for økologisk arealtilskud for at se de historiske vejledninger for denne ordning.

Økologisk Arealtilskud