Tilskud til modernisering af slagtesvinestalde - 2020

Under denne ordning kan der søges om tilskud til modernisering af stalde til slagtesvin.

Hvis du har spørgsmål til ordningen, som du ikke kan finde svar på her på siderne, kan du sende en mail til euogprojekt@lbst.dk.

Denne ordning er en del af det danske landdistriktsprogram og er finansieret af EU.

Du kan se en kort film om ordningen her:

Denne video er ikke tilgængelig, da den indeholder statistik-cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

Ændring af dit samtykke.

Hvem kan søge?

Tilsagn om tilskud kan gives til jordbrugere, der ejer eller forpagter en primær jordbrugsbedrift.

Projektet skal gennemføres på din egen eller den forpagtede bedrift, og det er dig som tilsagnshaver, der skal eje investeringen og er ansvarlig for at gennemføre projektet.

Der skal være et årligt arbejdskraftbehov på mindst 830 timer på den jordbrugsbedrift, hvor investeringen foretages. Arbejdskraftbehovet opgøres efter normtimesatser, som fremgår af bilag 3 i bekendtgørelsen (se fanen: Hvad siger loven).

Ved en primær jordbrugsbedrift forstås en bedrift med produktion af primære jordbrugsprodukter, der fremgår af bilag I til Traktaten om Den Europæiske Unions Funktionsmåde, der ikke har været genstand for forarbejdning eller forædling. Aktiviteter på bedriften vedrørende forberedelse til første salg er omfattet af definitionen.

Hvad giver vi tilskud til?

Vi kan give tilsagn om tilskud inden for et af disse to indsatsområder:
1.    Nybygning af stald til slagtesvin
2.    Tilbygning af stald til slagtesvin til eksisterende staldanlæg til svin

Der er afsat 51 mio. kr. til indsatsområde 1 og 34 mio. kr. til indsatsområde 2.
Der er i oktober 2020 afsat yderligere midler til ordningen således, at der nu er afsat 150 mio. kr. til indsatsområde 1 og 100 mio. kr. til indsatsområde 2.

Projekter vedrørende ombygning eller totalrenovering af eksisterende staldanlæg kan ikke få tilskud i denne ordning.

Du kan kun indsende en ansøgning om tilsagn om tilskud pr. CVR-nummer. 

Du skal vælge, hvilken af to typer stalde, du vil bygge – enten en traditionel stald med ydervægge af beton eller mursten eller en lettere stald som f.x en rundbuestald. Der er fastsat standardomkostninger for begge typer af stalde. I bekendtgørelsens bilag 1 kan du se, hvilke obligatoriske elementer stalden skal indeholde samt standardomkostningerne for hhv. råhus, inventar og optioner (valgfrie elementer). 
Projektets størrelse angiver du i m2 netto produktionsareal. Se vejledningen for opmåling af m2 netto produktionsareal, og hvad der indgår i dette areal.  

Ordningens formål er at reducere ammoniak- og metanudledningen fra stalden. Derfor skal dit projekt også indeholde ammoniak- og metanreducerende miljøteknologi, og det er obligatorisk at vælge mindst en af de nummererede teknologiløsninger i teknologilisten i bilag 2 til bekendtgørelsen. Miljøteknologierne er opdelt efter, hvilken gulvtype du vælger. Miljøteknologiernes minimumskrav og standardomkostninger samt teknologiløsningernes standardmiljøeffekter finder du også i teknologilisten. 

Hvor meget kan du få i tilskud?

Det samlede, offentlige tilskud under denne ordning kan udgøre 25 % af de samlede, tilskudsberettigede udgifter til projektet.

Landbrugsstyrelsens tilskud til projekterne under denne ordning finansieres af EU (100 pct.) via Den Europæiske Landbrugsfond for Udvikling af Landdistrikterne (ELFUL).

Hvilke forpligtigelser og kriterier er der for tilskuddet?

For at kunne opnå tilsagn om tilskud må det ansøgte projekts tilskudsgrundlag i alt højst udgøre 35 mio. kr. for den CVR-registrerede primære jordbrugsbedrift. Det er ikke muligt at indsende ansøgningen, hvis tilskudsgrundlaget overstiger dette beløb. Du vil i så fald blive bedt om at nedsætte beløbet, så det maksimalt udgør 35 mio. kr. i ansøgningen. 

Læs mere i vejledningen om de betingelser, der gælder for at få tilskud.

Hvad er formålet med ordningen?

Formålet med tilskud til nybygning eller tilbygning af en stald til slagtesvin, under ordningen om modernisering af slagtesvinestalde 2020, er at reducere ammoniak- og metanudledningen fra stalden. 

Hver teknologiløsning i teknologilisten i bilag 2 til bekendtgørelsen består af miljøteknologi, som reducerer udledningen af ammoniak og har en forventet metanreduktion fra stalden. 
Da dit projekt indeholder mindst en af teknologiløsningerne fra teknologilisten i bilag 2 til bekendtgørelsen vil projektet understøtte formålet med ordningen.

Prioritering af ansøgningerne

Efter sagsbehandling af de modtagne ansøgninger

Tilsagn om tilskud er givet til projekter som opfylder betingelserne for tilsagn og som har minimum følgende prioriteringsscore og totale ammoniakreduktion:

 

Minimum prioriteringsscore

Minimum effekt, kg NH3-N

Indsatsområde 1: Nybyg

3,6547

127.901,85

Indsatsområde 2: Tilbyg

3,6348

19.453,5

Information om prioriteringsscoren

Landbrugsstyrelsen skal udvælge de projekter, der giver størst effekt i forhold til ordningens formål. Fordeling af midlerne mellem de to indsatsområder betyder, at ansøgninger inden for indsatsområderne bliver håndteret og prioriteret særskilt.

Vi har fastsat en model for prioritering af ansøgningerne, hvor ansøgningens prioriteringsscore (PS) ligger til grund for prioriteringen. Vi prioriterer projekter med højest prioriteringsscore først.

Vi beregner din prioriteringsscore ud fra teknologiernes standardmiljøeffekt, kapacitet for de teknologier, du søger om støtte til, samt tilskudsgrundlaget. I bekendtgørelsens bilag 2 (teknologiliste) kan du se standardmiljøeffekten i teknologiens levetid og kapacitet for de enkelte teknologier, samt hvilke standardomkostninger vi anvender ved beregning af prioriteringsscoren for hver teknologi.

Ved lighed i projekters prioriteringsscore efter trin 1, bliver disse projekter i 2. trin prioriteret efter størst total ammoniakreduktion.

Hvad siger loven?

Lovgrundlag

Lovgrundlaget for tilskudsordningen modernisering af slagtesvinestalde finder du på retsinformation.dk og på EUR-lex (som er en hjemmeside med EU-regler):

Danske regler (bekendtgørelser)

Vær opmærksom på, at vi med ændringsbekendtgørelse, Bekendtgørelse nr. 297 af 20. marts 2024 om ændring af bekendtgørelse om tilskud til modernisering af slagtesvinestalde, har præciseret reglerne for overdragelse og obligatorisk digital kommunikation.

EU-regler (forordning)

Skærmfilm: Sådan søger du om tilskud til modernisering af din slagtesvinestald

Her kan du se en skærmfilm, der klik for klik følger dig gennem ansøgningsskemaet.

Kontakt

Landbrugsstyrelsen
Tilskud & Sagsbehandling
Projekttilskud
Tlf.: 33 95 80 00
E-mail: projekttilskud@lbst.dk
Læs mere om enheden Projekttilskud