Vi genberegner betalingsrettighedernes værdi for 2015-2019. Hvad betyder det for dig?

EU-Kommissionens revision af Landbrugsstyrelsen har vist, at nogle betalingsrettigheder i årene 2015-2019 har haft en for lav værdi. Det betyder, at betalingsrettighederne bliver genberegnet og får nye værdier. En række landbrugere skal derfor have efterbetaling af grundbetaling og grøn støtte, mens andre landbrugere har fået udbetalt for meget i støtte. 

Landbrugsstyrelsen kræver ikke de penge tilbage, vi har udbetalt for meget. Du kan her læse mere om, hvad genberegningen betyder for dig, hvem der får efterbetaling af støtte og meget mere.

Hvis du ikke har fået svar på dit spørgsmål, er du altid velkommen til at kontakte vores Kontaktcenter, der sidder klar til at hjælpe.
 

Hvorfor skal I justere betalingsrettighedernes værdi?

EU-Kommissionen har gjort Danmark opmærksom på, at beregning af de forskellige betalingsrettigheders værdi ikke er sket korrekt.

Over årene har Danmark nedskrevet værdien på samtlige betalingsrettigheder i takt med det faldende støttebudget.

Det skulle imidlertid udelukkende have været betalingsrettigheder med værdi over gennemsnittet, som skulle have nedskrevet deres værdi.

Landbrugsstyrelsen har pligt til at følge anvisninger fra EU-Kommissionen. I modsat fald kan Danmark risikere at modtage en underkendelse med krav om at tilbagebetale støttemidler til EU.

Bliver mine rettigheder justeret for perioden 2015-19?

Ja, rettighedernes værdi vil også blive justeret for støtteperioden 2015-19. Vi forventer, at de korrekte værdier for støtteperioden 2015-18 bliver synlige i Tast selv i løbet af 2021, mens de korrigerede værdier for støtteåret 2019 tidligst bliver tilgængelige i 2022.

I nedenstående tabel kan du se forskellen mellem de udbetalte beløb og genberegnede beløb pr. basisrettighed på 1 ha for støtteårene 2015-2019.

 

Værdi for basisrettighed før justering

(kr. inkl. grøn støtte)

Værdi for basisrettighed efter justering

(kr. inkl. grøn støtte)

Forskel i værdi

(kr. inkl. grøn støtte)

2015

1.905,35

1.909,60

4,25

2016

1.894,98

1.939,02

44,03

2017

1.867,42

1.947,23

79,81

2018

1.855,31

1.960,83

105,52

2019

1.939,25

1.937,83

-1,43

Har du modtaget for lidt støtte i perioden 2015-19 på baggrund af de nye, korrekte beregninger, vil du modtage en efterbetaling af den resterende støtteudbetaling. 

Har du derimod modtaget for meget støtte i perioden 2015-19 kan vi ikke kræve støtten tilbagebetalt.

Du kan læse mere herom i vores tidligere udsendte nyheder:

Nu begynder efterbetalingen for 2016

Nyhed om planen for efterbetaling af støtte for 2015-18 og

nyhed om efterbetaling af støtte for 2019.

Hvordan kan jeg selv vurdere, om jeg har penge til gode?

Vi kan desværre ikke give et præcist svar lige nu på, om og hvor meget du evt. har til gode.

Foreløbig kan vi fortælle, at gennemsnitsværdien på en betalingsrettighed er ca. 1.500 kr. Generelt vil betalingsrettigheder med en værdi under gennemsnittet stige lidt i værdi, mens rettigheder over gennemsnitsværdien vil falde. De betalingsrettigheder, der har haft den højeste forventede værdi, vil blive reduceret mest.

Vurderingen af, om du har et tilgodehavende, sker på baggrund af en genberegning af din støtte for hvert enkelt støtteår.

Vi vil af egen drift identificere de berørte landbrugere og udbetale støtten. Du behøver ikke foretage dig noget for at få udbetalt støtten.

Hvad sker der, når jeg i løbet af årene har overdraget/fået nye betalingsrettigheder?

Vi genberegner støtten for hvert enkelt støtteår.

Støtten for det enkelte år bliver altså beregnet på baggrund af de betalingsrettigheder, som du rådede over og aktiverede i det pågældende støtteår.

På den måde stilles du, som hvis der ikke havde været fejl i betalingsrettighedernes værdi.

Jeg har både betalingsrettigheder med værdi over og under gennemsnittet. Hvilken betydning har det?

Vi genberegner støtten for hvert enkelt støtteår.

Hvis du har haft betalingsrettigheder med både for høj og for lav værdi i forhold til de justerede værdier, så får du kun efterbetaling, hvis du samlet set, har modtaget for lidt i støtte det pågældende støtteår.

På den måde stilles alle, som hvis der ikke havde været fejl i betalingsrettighedernes værdi.

Hvornår vil jeg modtage efterbetaling af for lidt udbetalt støtte for 2015-19?

Efterbetalingerne for 2015-19 vil blive udbetalt for ét år af gangen. Vi har udbetalt støtten for støtteperioden 2015-2018, på nær for enkelte sager med ophørte landbrug og virksomheder, hvor sagsbehandlingen fortsat er i gang. Vi informerer dig via en nyhed, når vi er klar til at begynde efterbetalingerne for støtteperioden 2019.

Du kan læse mere herom i vores tidligere udsendte nyheder:

Nu begynder efterbetalingen for 2016

Nyhed om planen for efterbetaling af støtte for 2015-18 og

nyhed om efterbetaling af støtte for 2019.

Hvorfor er der forskel på beløbene i udbetalingsspecifikationen og rettighedsoversigten?

Der er en række årsager til, at den værdi, du finder i Tast selv i oversigten ”Værdi af betalingsrettigheder 2015-2018 - før og efter genberegning”, ikke stemmer 100% overens med det beløb, du skal have efterbetalt.

En af årsagerne er, at udbetaling sker på baggrund af gennemsnitsværdien af dine udnyttede betalingsrettigheder. Hvis du har et overskud af betalingsrettigheder, indgår de derfor ikke i beregningen af gennemsnitsværdien. En anden årsag bag forskellen kan også være, at der er sket fradrag i udbetalingen som følge af finansiel disciplin eller på grund af en sanktion.
 

Hvis du, eller en afdød slægtning, var aktiv landbruger i løbet af årene 2015-2019 og eventuelt skal have efterbetaling

For at udbetale støtten til rette modtager vil vi af egen drift identificere de landbrugere og virksomheder, der søgte i 2015-19, men som nu er ophørte. Det vil vi gøre i takt med, at efterbetalingen for de aktive landbrugere kører fra sommeren 2021.

Hvis vi har brug for flere informationer, før vi kan udbetale støtten, vil vi kontakte til relevante parter omkring de ophørte landbrugere eller virksomheder.

I en række sager med ophørte landbrug og virksomheder vil efterbetalingen først finde sted fra 2022, da sagerne kræver yderligere sagsbehandling. 

Er du aktiv ansøger, behøver du ikke foretage dig noget for at få udbetalt støtten. Du vil derfor høre fra os, når vi påbegynder efterbetalingerne.
 

Er værdien af mine betalingsrettigheder korrekt for støtteåret 2020 og frem?

Ja, betalingsrettighedernes værdi for støtteåret 2020 og frem er beregnet efter EU-Kommissionens anvisninger. Du kan i Tast selv se værdien af dine betalingsrettigheder.