Fosforregulering
Reguleringen af fosfor fastsætter et loft for, hvor meget fosfor du må udbringe pr. harmoniareal.
Fosforreguleringen omfatter både organisk gødning og kunstgødning og betyder, at der også skal udarbejdes et gødningsregnskab for fosfor.
Læs mere om fosforreglerne her på siden eller i følgende faktaark om ændrede harmoniregler og fosforregulering eller i Vejledning om gødsknings- og harmoniregler.
Hvorfor fosforregulering og fosforregnskab?
Med Fødevare- og landbrugspakken indførtes ny husdyrregulering. Det betyder blandt andet, at arealkravene er udgået af de kommunale miljøgodkendelser, og at anvendelsen af husdyrgødning på arealerne nu reguleres ved generelle regler. Dette giver landmænd større frihed til at kunne foretage arealændringer, uden at det kræver tilladelse fra kommunen.
Fosforreguleringen fastsætter et loft for, hvor meget fosfor du må udbringe på dine harmoniarealer. Dette har medført, at gødningsregnskabet fra planperioden 2017/2018 er blevet udvidet til også at omfatte et regnskab for fosfor.
Fosforreguleringen skal både håndtere miljøhensynet fra de hidtidige skærpede harmonikrav (der også var en indirekte regulering af udbringningen af fosfor), og miljøkravene til fosforoverskuddet i de hidtidige miljøgodkendelser.
Fosforarealkrav
I nedenstående tabel kan du se, hvad fosforloftet er for de forskellige typer af gødning i planperioden 2021/2022. Bemærk at der er områder, hvor der gælder skærpede fosforlofter. Se nærmere herom i afsnittet om oplande med skærpede fosforlofter.
Fosforlofter i planperioden 2021/2022
Type af gødning | Fosforlofter |
---|---|
Fjerkræ og kødædende pelsdyr | 35 kg P/ha |
Slagtesvin | 35 kg P/ha |
Søer og smågrise | 35 kg P/ha |
Kvægbrug og andre organiske gødningstyper | 30 kg P/ha |
Kvægbrug omfattet af kvægundtagelsen (230 kg N/ha) | 30 kg P/ha |
Andre organiske gødningstyper | 30 kg P/ha |
Vegetabilsk biomasse og bioaske | 30 kg P/ha |
Kunstgødning | 30 kg P/ha |
Du kan læse mere om fosforreguleringen her i Vejledning om gødsknings- og harmoniregler og Vejledning om betingelserne for anvendelse af kvægundtagelsen.
Fosforregnskab
Alle virksomheder, der er registreret i Register for Gødningsregnskab, skal lave fosforregnskab. Dette gælder også selvom du frivilligt har tilmeldt dig registret.
Det betyder, at når planperioden slutter, skal du i gødningsregnskabet indberette, hvor meget fosfor du har produceret, modtaget, lagt på lager, udbragt mv. Samtidig bliver din virksomheds fosforarealkrav og gennemsnitsloft opgjort.
I gødningsregnskabet vil der automatisk blive beregnet en fosforproduktion for din virksomhed på basis af antal årsdyr, dyretyper og staldsystemer. Produktionen af fosfor i husdyrgødning kan korrigeres for afvigelser i ydelses- og produktionsniveau.
Du kan læse mere om gødningsregnskabet og frister og regler for indberetninger her: Gødningsregnskab.
Ved overførsler af gødning
Når du overfører gødning til en anden virksomhed, skal gennemsnitsloftet for din virksomhed og den totale mængde fosfor i den overførte gødning fremgå af gødningskvittering (overførselsaftalen). Din virksomheds gennemsnitsloft vil dermed indgå i beregningen af gennemsnitsloftet for den virksomhed, som modtager din gødning.
Det er gennemsnitsloftet inden det evt. er korrigeret for lave P-tal og oplande med skærpede fosforlofter, som følger den gødning, du overfører til en anden virksomhed.
Den mængde fosfor, du har overført til en anden virksomhed, kan du trække fra i dit fosforregnskab.
For fælles biogasanlæg og afsætning her til gælder der særlige regler.
Læs mere herom i Vejledning om gødsknings og harmoniregler og Vejledning om betingelserne for anvendelse af kvægundtagelsen.
Oplande med skærpede fosforlofter
Ud over fosforlofterne for de enkelte gødningstyper gælder der skærpede fosforlofter i oplande til søer i vandområdeplanerne, hvor der er behov for yderligere beskyttelse. De skærpede fosforlofter vil supplere de generelle fosforlofter.
Kortet er tilgængeligt i IMK (Internet Markkort) og i Landbrugsstyrelsens profil på MiljøGIS.
Du kan finde mere information om loven og bekendtgørelsen i nedenstående lovgivning og vejledning:
Bekendtgørelse om jordbrugsvirksomheders anvendelse af gødning