Husdyrgødning og anden organisk gødning
Husdyrgødning og anden organisk gødning er typer af gødning af animalsk eller vegetabilsk oprindelse, der indeholder hovednæringsstofferne kvælstof eller fosfor, og som ikke er kunstgødning eller bioaske.
I organisk gødning frigives kvælstofindholdet over en årrække, og det er derfor ikke den fulde mængde kvælstof i gødningen fra disse gødningstyper, der tæller med i forbruget af kvælstof i gødningsregnskabet.
Derfor er der for kvælstofindholdet fastsat såkaldte udnyttelseskrav for de forskellige typer. Det er disse andele der bestemmer, hvor meget kvælstof der skal tælle med i gødningsregnskabet.
Husdyrgødning
I gødskningsreglerne er husdyrgødning de typer, der er fastsat normer for. Dette udgøres af typerne:
a) Fast husdyrgødning.
b) Flydende husdyrgødning.
c) Mave- og tarmindholdet fra slagtede husdyr.
d) Bundfald, der er sedimenteret husdyrgødning i beholdere med flydende husdyrgødning, som ikke længere kan omrøres i beholderen.
I nedenstående tabel kan du se de udnyttelseskrav, der gælder for de forskellige typer.
1) | Svinegylle | 80 pct. |
2) | Kvæggylle | 75 pct. |
3) | Fjerkrægylle | 80 pct. |
4) | Gylle fra kødædende pelsdyr | 75 pct. |
5) | Dybstrøelse (kvæg og svin) | 50 pct. |
6) | Dybstrøelse (fjerkræ) og anden husdyrgødning (fjerkræ) | 70 pct. |
7) | Fiberfraktion efter forarbejdning, dybstrøelse og husdyrgødning, der ikke er omfattet af nr. 1-6 eller 8 | 55 pct. |
8) | Ajle og væskefraktion efter forarbejdning | 85 pct. |
Anden organisk gødning
Anden organisk gødning spænder vidt fra restprodukter f.eks. spildevandsslam og rester fra industri til højt forædlede organiske gødninger. Rester af alt materiale af organisk oprindelse indeholdende næringsstofferne kvælstof eller fosfor betegnes anden organisk gødning, når de udbringes på landbrugsjord.
I nedenstående tabel kan du se udnyttelseskravene, der gælder for de forskellige typer.
1) | Spildevandsslam | 50 pct. |
2) | Komposteret husholdningsaffald | 20 pct. |
3) | Kartoffelfrugtsaft | 50 pct. |
4) | Grønsaft | 40 pct. |
5) | Have- og parkaffald | 0 pct. |
6) | Kød- og benmel, børstemel, blodmel og fiskemel/fiskeaffald | 80 pct. |
7) | Forædlede organiske gødninger | 90 pct. |
8) | Andre typer af anden organisk gødning, der ikke er omfattet af nr. 1-7 | 40 pct. |