Statens forkøbsret til frijordsarealer og landbrugsejendomme
Forkøbsret for staten betyder, at staten kan indtræde som køber i en indgået handel på de vilkår, som sælger og køber har aftalt i en købsaftale eller skøde.
Hvilke arealer har staten forkøbsret til?
Alle landbrugsejendomme, landbrugsarealer og udyrkede arealer kan være pålagt forkøbsret. Statens forkøbsret i relation til landbrugsejendomme kan være pålagt af forskellige årsager gennem tiden. Typisk er det sket ved oprettelse af statshusmandsbrug, optagelse af statshusmandslån eller ved den generelle ordning fra 1978, hvorefter alle landbrugsjorde uden landbrugspligt (frijord) blev pålagt forkøbsret for staten. I langt de fleste tilfælde drejer det sig fortrinsvis om frijordsarealer.
Hvornår gør staten brug af forkøbsretten?
Landbrugsstyrelsen vurderer i hvert enkelt tilfælde, om forkøbsretten skal gøres gældende. Hvis det er tilfældet, indtræder staten i handelen og overtager alle købers rettigheder og forpligtelser - herunder betaling af købesummen. Staten kan ikke forhandle om prisen.
Forkøbsretten gælder ikke altid
Staten kan ikke anvende forkøbsretten i handler, hvor ejendommen bliver solgt til:
- andre statsmyndigheder eller kommuner
- en person ved arv, ved overtagelse til hensidden i uskiftet bo eller ved deling af fællesbo
- sælgers børn, børnebørn, forældre, søskende og deres ægtefælle samt nevøer og niecer og deres ægtefæller
Du kan i dette diagram se hvor forkøbsretten kan blive gjort gældende ved familieoverdragelser.
Overdragelsessituationer i forhold til Statens forkøbsret
Forkøbsretten gælder normalt ikke, hvis køber er ejer af en landbrugsejendom og i henhold til landbrugsloven kan købe arealet ved arealoverførsel, så det bliver inddraget under en landbrugsejendom eller som ejendom nummer to, hvor der tinglyses en deklaration om samdrift.
Hvor længe gælder forkøbsretten?
Forkøbsretten gælder lige så længe den er tinglyst på ejendommen. Landbrugsstyrelsen skal aktivt fjerne den.
Forkøbsretten forbliver tinglyst på ejendommen, også selvom staten ikke benytter den.
Hvis ejendommen pålægges landbrugspligt, bliver forkøbsretten aflyst.
Hvad bliver arealerne brugt til?
I henhold til jordfordelingsloven kan staten erhverve ejendomme og arealer til en lang række formål, blandt andet natur-, miljø- og klimaformål, skovrejsning, drikkevandsbeskyttelse, arrondering af landbrugsejendomme og erstatningsjord.