Sådan får I samtykke til en multifunktionel jordfordeling

Hvis I har en idé til et multifunktionelt projekt, kan I få samtykke til at gennemføre en multifunktionel jordfordeling (MUFJO), hvis projektet:

  • understøtter mindst 3 nationale interesser, hvoraf mindst en har karakter af direktivforpligtigelse
  • har effekt i forhold til de omfattede nationale interesser (indledende undersøgelse)
  • vurderes at være jordfordelingsrealiserbart
  • omfatter jordfordeling på mellem 100 til 1.000 ha
  • vurderes at være projektrealiserbart
  • er finansieret/kan finansieres (dog ikke udgifterne til jordfordeling)
  • er lokalt forankret
  • bidrager til væsentlig permanent ændring i arealudnyttelsen

Nationale interesser

Jeres projekt skal understøtte mindst 3 af følgende interesser, hvoraf mindst én skal have karakter af direktivforpligtelse.

Nationale interesser, der har karakter af direktivforpligtelser:

  • Rent vandmiljø
  • Rent drikkevand
  • Natura 2000 og bilag IV-arter
  • Drivhusgasreduktion

Nationale interesser med høj prioritet:

  • Klimatilpasning
  • Natur og biodiversitet
  • Skovrejsning
  • Økologisk landbrug

Øvrige nationale interesser:

  • Friluftsliv (herunder forbedret adgang til natur m.v.)
  • Landdistriktsudvikling
  • Arrondering af landbrugsjord

I skal i jeres ansøgning redegøre for en planlagt eller gennemført indledende undersøgelse af arealernes fysiske beskaffenhed, som viser, at projektet har effekt i forhold til de omfattede nationale interesser.

Projektets størrelse

Projektet skal omfatte jordfordeling af 100-1.000 ha. Det samlede forventede behov for jordfordeling i hektar udgøres af jordfordeling til de forskellige projektelementer, erstatningsjord og arronderingsjordfordeling.

Hvis der er søgt tilsagn om tilskud fra ordninger, hvor der er penge til jordfordeling, kan disse hektar ikke tælle med i det samlede forventede antal hektar jordfordeling. Årsagen hertil er, at der ikke kan gives samtykke til multifunktionel jordfordeling til de hektar, som er betalt gennem andre ordninger.

Finansiering

Ordningen om multifunktionel jordfordeling indebærer en fri (gratis) jordfordeling. Det betyder, at Landbrugsstyrelsen gennemfører en jordfordeling og afholder alle omkostningerne i forbindelse med jordfordelingsprocessen. I skal lave en plan for finansiering af øvrige udgifter i forbindelse med det multifunktionelle projekt og vedlægge planen i ansøgningen. Typiske udgifter kan være facilitering af projektet, udgifter til den indledende undersøgelser, anlægsudgifter, lodsejerkompensation eller opkøb af areal.

Finansieringsplanen skal bl.a. indeholde budget for de samlede udgifter til gennemførelsen af projektet, oplysning om hvordan udgifterne finansieres (finansieringskilder), og om finansieringen er i hus, eller hvornår den forventes at blive søgt. Mulige finansieringskilder er bl.a. nationale og EU-tilskudsstøtteordninger, private fonde eller kommunale midler.

Lokal forankring

Det er et krav for at komme i betragtning til multifunktionel jordfordeling, at projektet er lokalt forankret. Det vil sige, at der er overvejende tilslutning til projektet fra lodsejere og andre lokale interessenter, som har været inddraget i forbindelse med udviklingen af projektet. 

Det er projektejer, der vurderer det nødvendige omfang af og indhold i inddragelsen i projektudviklingen, men I skal med ansøgningen vedlægge skriftlig dokumentation for den lokale forankring. Dokumentationen skal som minimum indeholde en udtalelse fra en lokal landboforening eller anden repræsentant for de lokale lodsejere, samt dokumentation for, at I har inddraget øvrige lokale interessenter (fx resumé af afholdte borgermøder).

Hvordan dialogen med de lokale interessenter bedst gribes an, er altid en vurdering af den konkrete situation. Det er dog tanken i de multifunktionelle projekter, at kommunale og statslige visioner sammentænkes med lokale ønsker og ideer. Det er derfor væsentligt, at der lyttes til lokale ønsker og ideer.

I nogle tilfælde har det vist sig at være en fordel at besøge relevante lodsejere individuelt og derefter indkalde til fællesmøde. I andre tilfælde kan det være en fordel at gøre det omvendt.

Erfaringer fra andre projekter har vist, at det er en fordel at have en person med på lodsejermøder, som har forståelse for lodsejernes verden fx en landbrugskonsulent eller en jordfordelingsplanlægger.

Derudover er det vigtigt i dialogen med lodsejerne at understrege, at den multifunktionelle jordfordeling er frivillig og at der ikke kommer til at ske noget på hans/hendes arealer uden, at de er gået med til det.

Realiserbarhed

Det multifunktionelle projekt vil blive vurderet på, hvor realiserbart projektet er med hensyn til jordfordeling og om projektet vil blive etableret, når jorden er fordelt. Jordfordelingspotentialet vil også blive undersøgt i en forundersøgelse, som forestås af Landbrugsstyrelsen.

Væsentlig permanent ændring af arealudnyttelsen

Det multifunktionelle projekt skal føre til en væsentlig permanent ændring af arealudnyttelsen. Det betyder, at de projektelementer, som bidrager til opfyldelsen af direktivforpligtende nationale interesser, skal være permanente. Ændringer i arealudnyttelsen som knytter sig til de nationale interesser, som ikke er direktivforpligtende, skal i videst muligt omfang sikres at være permanente eller længerevarende. Nogle interesser kan ikke sikres en permanent ændring, fx arrondering og økologisk landbrug.

En permanent ændring af arealudnyttelsen kan sikres ved tinglysning af de nye forhold på arealet.