"Det er en spændende faglig udfordring at knække den vanskelige kode at målrette miljøreguleringen. Det kræver ny viden, og mange fagligheder er i spil. Samtidig er det en enormt vigtig opgave at løse udfordringerne med at forbedre vores vandmiljø og give landbruget plads til at udvikle sig. 

Det er lettere at regulere en virksomhed, som har en skorsten og et spildevandsafløb, hvor man kan måle, hvad den udleder. Naturen og vandmiljøet er mere diffust, men vi bliver hele tiden klogere på at beskrive og beregne påvirkningerne fra landbruget, bl.a. på baggrund af de målinger vi får fra miljøovervågningsprogrammet og forskningen på universiteterne. 

Det er vigtigt at få bragt den nye viden, vi løbende får, ind i udviklingen af den målrettede regulering. Og det er klart målet om at få løst denne vigtige samfundsopgave, der driver mig. Desuden er det spændende at arbejde sammen med de mange fagligt dygtige medarbejdere på tværs af departementet, Miljøministeriet, universiteterne og Landbrugsstyrelsen. 

Den målrettede regulering har nu fungeret i en årrække, men vi skal arbejde videre med at udvikle reguleringen til både at kunne håndtere de store klima- og miljøudfordringer vi står overfor de kommende år. I den forbindelse har vi en stor opgave med at sammentænke miljøreguleringen på en ny og smartere måde, så vi kan høste synergieffekterne på tværs af klima og miljø, uden at reguleringen bliver for kompleks."