Interview med Anders
Anders Brundt Thomsen er kandidat i matematik og arbejdede som gymnasielærer, da han blev ansat i Landbrugsstyrelsens it-enhed. Nu bruger han sine kompetencer fra matematikken i it. En god kombination, mener han selv.
Anders Brundt Thomsen startede i oktober 2016 i sit nye job som it-medarbejder i Landbrugsstyrelsen i København.
Da han i 2014 blev kandidat i matematik fra Aarhus Universitet, lå det ellers ikke i kortene, at han skulle blive it-medarbejder i en styrelse i København, og de første par år arbejdede han som gymnasielærer i Aarhus.
- Jeg valgte at læse matematik ud fra min store interesse for faget, men jeg supplerede med nogle it-relaterede fag, og det blev efterhånden klart for mig, at jeg godt kunne tænke mig at gå i den retning, fortæller Anders.
Det var både en drøm om en karriere inden for it og et ønske om at flytte til hovedstaden, der sidste år fik Anders til at søge jobbet i Landbrugsstyrelsen, men faktisk var området ikke helt nyt for ham:
- Jeg er vokset op på en slægtsgård i Sønderjylland og kender derfor godt til landbruget. Men jeg har aldrig kendt til landbruget i det store perspektiv, forklarer Anders.
Fra gæv gymnasielærer til dreven datahaj
I jobbet som it-medarbejder hos Landbrugsstyrelsen får Anders lov til at bruge sine matematiske evner i praksis:
- Matematikken har stort potentiale i it-verdenen. Jeg går bl.a. til mine opgaver med den samme systematik, som man bruger i matematikken. Men det er klart, at det er på et mere indirekte plan, jeg bruger mit fag, sammenlignet med, da jeg stod og underviste i trigonometri eller differentialregning på et gymnasium, siger Anders.
Det er bl.a. i forbindelse med dataanalyse, at Anders trækker på sin faglige baggrund. En af hans vigtigste opgaver er at systematisere al den data, der kommer ind, når landmændene bruger styrelsens systemer til at søge om støtte til deres bedrifter. Data, som bliver brugt, når Landbrugsstyrelsen kontrollerer, regulerer og udbetaler støtte.
- Når jeg sidder med databehandlingen af de ansøgninger, vores ansøgere sender ind via vores it-system, får jeg virkelig et indblik i, hvorfor landbruget er et af Danmarks største eksporterhverv. Det er spændende at se, hvordan vores ordninger støtter omkring 40.000 landmænd, fortæller Anders.
Et uddannelsesmæssigt kludetæppe
Landbrugsstyrelsen er med sine mere end 100 it-faglige medarbejdere, inddelt i en række mindre teams, en stor statslig it-arbejdsplads. Opgaverne er mange og forskelligartede, og derfor er der også god mulighed for at prøve sine kompetencer af i nye sammenhænge, fortæller Anders:
- Jeg er selv matematiker, men mange af mine kolleger har helt andre fagligheder. Det er en spændende sammensætning, fordi vores udgangspunkter og forudsætninger er helt forskellige.
Efteruddannelser og kurser er der også gode muligheder for, men for Anders, er det videndeling blandt kollegaerne, der virkelig gavner ham:
- Vi bidrager alle sammen med noget forskelligt. Af mine kolleger har jeg allerede lært meget mere om det tekniske element bag it. Og det er spændende at sætte i forhold til min matematiske tilgang til it. Så det er et rigtig sjovt match, slutter han.
Blå bog:
Navn: Anders Brundt Thomsen
Alder: 36
Uddannelse: cand. scient i matematik og religionsvidenskab fra Aarhus Universitet i 2014
2014-2015: Adjunkt i matematik på Århus Akademi
2015-2016: Adjunkt i matematik ved Aarhus Tech
2016: It-medarbejder i Landbrugsstyrelsen