Tørke: Force majeure i forbindelse med ordningen for privat skovrejsning

Den igangværende tørke kan have konsekvenser for, om dit skovrejsningsprojekt opfylder alle kriterier og forpligtelser i ordningen privat skovrejsning. Skovejere har, afhængig af deres konkrete situation, mulighed for at påberåbe sig force majeure for manglende opfyldelse af krav og forpligtelser pga. tørken. Du kan her læse om, hvilke muligheder du har.

Publiceret 27. juni 2023

På ordningen tilskud til privat skovrejsning gælder der forskellige kriterier og forpligtelser, som dit skovrejsningsprojekt skal leve op til. Blandt andet stilles der mindstekrav til antallet af levende vedplanter pr. ha, krav til indblanding af forskellige træarter, og krav til bredden af skovbrynet og den samlede størrelse på projektet. 

På grund af den aktuelle tørke er der øget risiko for, at dit skovrejsningsprojekt ikke lever op til alle kriterier og forpligtelser i ordningen.

Du kan påberåbe dig force majeure som følge af den aktuelle tørkesituation

Landbrugsstyrelsen vurderer, at tørken på nuværende tidspunkt har et omfang, der er ekstraordinært, og derfor kan berettige en skovejer til at påberåbe sig force majeure i forhold til sit skovrejsningsprojekt.

For at kunne påberåbe dig force majeure, skal du have gjort, hvad du kunne for at afbøde konsekvenserne af tørken.

Sådan gør du, hvis du vil påberåbe dig force majeure i forbindelse med privat skovrejsning og tørke:

  • Det er dig som skovejer, der skal påberåbe dig force majeure, og det skal ske senest 15 arbejdsdage efter, du er blevet opmærksom på, at der er døde planter som følge af tørke. Du kan påberåbe dig force majeure i forbindelse med et kontrolbesøg fra Landbrugsstyrelsen, eller ved at skrive til Landbrugsstyrelsen på torke@lbst.dk. Skriv venligst: Privat skovrejsning – force majeure samt journalnummeret på dit skovrejsningsprojekt i emnefeltet. 
  • Landbrugsstyrelsen vil tage stilling til din anmodning om force majeure i forbindelse med sagsbehandlingen af det eventuelle kontrolbesøg, som har været hos dig. I vurderingen af force majeure ser vi på, hvornår du har tilplantet sammenholdt med tørkeindekset. 

Du får således ikke en selvstændig afgørelse om force majeure.

Læs mere om, hvordan du skal forholde dig med hensyn til dit skovrejsningsprojekt og force majeure på Landbrugsstyrelsens temaside om tørke. 

Gå til Landbrugsstyrelsens temaside om tørke

Kontakt

Har du spørgsmål, er du velkommen til at kontakte Landbrugsstyrelsens tørke-hotline på tlf. 33 95 80 00 eller på e-mail: torke@lbst.dk

Er du journalist, er du velkommen til at kontakte Landbrugsstyrelsens pressetelefon på tlf. 41 89 25 07.