Hvornår skal du anvende Skema B1 i gødningsregnskabet?
Vi har ændret i, hvordan du skal indberette gødningsregnskabet på Landbrugsindberetning.dk. Gødningskvitteringen har overtaget noget af funktionen for skema B1.
Brug gødningskvitteringen ved overførsler mellem virksomheder i Register for Gødningsregnskab
Hvis du overfører organisk gødning mellem to virksomheder, som er registreret i Register for Gødningsregnskab ved brug af gødningskvitteringen i Tast selv, vil gødningsregnskabet på landbrugsindberetning blive forudfyldt. Du vil ca. 15 min. efter kunne se det i gødningsregnskabets felt 305 ”Afsat husdyrgødning (Overført fra Gødningskvitteringen)”, når gødningskvitteringen er signeret af begge parter i Tast selv.
Hvis du har afsat mere gødning, end der er indberettet via gødningskvitteringen, skal du opskrive værdien i felt 305, så det passer med den samlede sum. Det kunne f.eks. være gødning som er afsat til et biogasanlæg, som så skal lægges oven i den forudfyldte værdi for afsat gødning via gødningskvitteringen (forudfyldt i parentesen).
Brug skema B1 i gødningsregnskabet ved overførsler til virksomheder, som ikke er registreret i Register for Gødningsregnskab
Oplysninger om den mængde gødning du ikke kan afsætte via gødningskvitteringen i Tast selv, skal du udfylde i Skema B1 i gødningsregnskabet.
Skema B1 i gødningsregnskabet skal udelukkende benyttes til at give oplysninger om den gødning, du afsætter til virksomheder, som ikke er jordbrugsvirksomheder registreret i Register for Gødningsregnskab.
Du skal derfor selv indberette organisk gødning, som du har afsat til biogasanlæg i Skema B1, da fælles biogasanlæg ikke er med i Register for Gødningsregnskab.
Oplysninger fra et biogasselskab om, at de har modtaget husdyrgødning fra en jordbrugsvirksomhed, skal du være opmærksom på, ikke længere bliver forudfyldt i gødningsregnskabet i felt 305.
Det kan også være nødvendigt at benytte Skema B1, hvis du ikke har mulighed for at oprette en gødningskvittering i Tast selv. Det kan være tilfældet, hvis dit eller modtagers CVR-nr. er ophørt på indberetningstidspunktet, eller fordi en af parterne er registreret under SE-nr. f.eks. dødsboer og konkursboer.
Dette kan du læse mere om i "Vejledning til gødningskvittering (skema B1) i Tast selv", som du finder på vores hjemmeside. Her finder du desuden en video med en trin for trin guide til at indsende gødningskvitteringen.
Se ’Vejledning til gødningskvittering (skema B1) i Tast selv’ på siden her
Kontakt
Har du spørgsmål, er du velkommen til at kontakte os på tlf. 33 95 80 00 eller e-mail: jordbrugskontrol@lbst.dk.
Er du journalist, er du velkommen til at kontakte vores presseafdeling på tlf. 41 89 25 07.