Vi sletter særlig type fuldmagt i Tast selv for at løse problemer med ansøgningsskemaer

På onsdag den 10 november 2021 sletter vi alle fuldmagter i Tast selv, der ikke virker. Det gør vi for at løse en teknisk udfordring, hvor nogle brugere lige nu oplever, at de ikke kan åbne eller finde skemaer i Tast selv.

Publiceret 8. november 2021

Nogle brugere oplever, at de ikke kan åbne eller finde skemaer i Tast selv. Det kan skyldes, at de vælger en fuldmagt, der ikke længere kan bruges i det nye Tast selv. Det er ikke muligt at se i Tast selv, om en fuldmagt er i en forældet version.

På onsdag i denne uge sletter vi derfor alle fuldmagter, der ikke længere virker i Tast selv. På den måde kan du fremover kun vælge og bruge aktive fuldmagter, når du skal søge og indberette i systemet. Når vi fjerner de fuldmagter, der ikke længere virker, vil du samtidig få et bedre overblik over alle fuldmagter i Tast selv. 

Vi fjerner cirka 1.400 fuldmagter fra Tast selv, og derfor vil langt de fleste brugere ikke blive berørt. 

Hvilke fuldmagter fjerner vi? 

En fuldmagt er en tilladelse til, at andre kan søge eller indberette i Tast selv på vegne af din virksomhed.

Vi fjerner de fuldmagter, som er oprettet på et såkaldt p-nummer, og som ikke længere virker i vores nye Tast selv. Fuldmagter på p-numre blev brugt af nogle kunder i det tidligere Tast selv-service. 

Når du skal bruge en fuldmagt, skal den derfor være knyttet til et cvr-nummer. Langt de fleste fuldmagter er knyttet til et cvr-nummer, og dem vil du kunne se i Tast selv som normalt. 

Hvordan kan jeg se, om min fuldmagt kan bruges? 

Det er vigtigt, at din fuldmagt er knyttet til et cvr-nummer. Du kan ikke se på eksisterende fuldmagter, om de er knyttet til et cvr-nummer eller et p-nummer. Derfor sletter vi onsdag den 10. november de fuldmagter, der ikke længere kan bruges i det nye Tast selv. 

Indtil på onsdag kan du se, om du kan bruge din fuldmagt i Tast selv på følgende måde: 

  1. Log ind i Tast selv og åben et ansøgningsskema. 
  2. Hvis du kan åbne skemaet, virker din fuldmagt. Du skal ikke gøre yderligere. 
  3. Hvis du ikke kan finde skemaet eller kun kan åbne det som en PDF, kan det skyldes, at din fuldmagt ikke virker i Tast selv.

Hvis du har en anden fuldmagt, kan du forsøge at benytte den i stedet. Ellers kan du oprette en ny fuldmagt knyttet til et cvr-nummer. 

Læs her, hvordan du opretter en ny fuldmagt i Tast selv

Kontakt

Har du spørgsmål, er du velkommen til at kontakte os på tlf. 33 95 80 00 eller sende en e-mail til mail@lbst.dk 

Er du journalist, er du velkommen til at kontakte Landbrugsstyrelsens pressetelefon på tlf.: 41 89 25 07.