Undgå at landmænd får påmindelsesbrev om udløb af fuldmagt
Flere konsulenter har oplevet, at deres kunder får et påmindelsesbrev, selvom der er oprettet en ny fuldmagt med ny udløbsdato.
30 dage før udløb af en fuldmagt sender Tast selv-service automatisk et brev til landmanden og minder om det. Brevet sendes også, selvom der er oprettet en ny fuldmagt, som overlapper med den gamle. Grunden er, at den gamle fuldmagt stadig ”lever videre”, selvom der er oprettet en ny.
Påmindelsesbrevet kan undgås, hvis landmanden i stedet for forlænger den gamle fuldmagt.
Sådan forlænger landmanden en fuldmagt
- Find fuldmagten i Tast selv-service
- Klik på ”Redigér”
- Ret først startdatoen til dags dato
- Ret derefter slutdatoen
- Klik på ”Indsend”
Det er vigtigt, at landmanden ikke skriver en startdato, som ligger ude i fremtiden. Fuldmagten bliver nemlig først gyldig, når startdatoen er passeret.
Læs en guide om at forlænge fuldmagter
Se en film på ca. 1½ minut om at forlænge fuldmagter