Tips og gode råd når du søger tilskud til miljøteknologi 2018

Undgå typiske fejl i ansøgningen og få tips og gode råd, hvis du vil søge tilskud til miljøteknologi, som i 2018 er inden for sektorerne æg og fjerkræ, gartneri og planteavl.

Publiceret 16. august 2018

Miljøteknologi 2018 er åbnet, og frem til 2. oktober 2018 kan du søge tilskud til teknologier inden for æg og fjerkræ, gartneri og planteavl. I denne nyhed giver vi dig en række tips og gode råd til, når du skal sende din ansøgning

Typiske fejl i ansøgningen

Vi har gennemgået de første indsendte ansøgninger og de indeholder nogle fejl, som du nemt kan undgå. Det har ikke nødvendigvis indflydelse på, om du får tilskud, men du kan være med til at nedbringe sagsbehandlingstiden ved at undgå disse fejl:

  • Tjek, at det er de rigtige dokumenter, der er vedhæftet. Undgå fx at vedhæfte blanke dokumenter og at vedhæfte samme dokument to gange.
  • Sørg for, at de indsendte tilbud kun omfatter udstyr, som er tilskudsberettiget. Hvilket udstyr du kan få tilskud til, fremgår af tilskudsskabelonerne samt af bilag 1 til vejledningen.

To tilbud og tilbudsskabeloner

Du skal indhente to tilbud hos leverandører af den teknologi, du søger om tilskud til. For at gøre denne proces enklere, har vi lavet tilbudsskabeloner til alle teknologier, som du kan søge tilskud til.

Vi opfordrer til at bruge skabelonerne. Det er nemmere for dig, og samtidig får vi de informationer, vi har brug for, så kan vi sagsbehandle din ansøgning hurtigere.

Du finder tilbudsskabelonerne og vejledning til brug af tilbudsskabelonerne på tilskudsguiden

Vejledningen er blevet opdateret, siden ordningen åbnede: Vi har tilføjet et afsnit om, hvad leverandøren skal gøre i forskellige situationer, for eksempel, hvis du som leverandør ikke kan lave et tilbud, der indeholder alle de obligatoriske elementer.

Vær opmærksom på de ”antal enheder”, du angiver i ansøgningen

Vi udvælger og støtter de projekter, der giver størst effekt i forhold til at reducere miljø- og klimapåvirkningen fra den primære jordbrugsproduktion. Effekten afhænger af, hvad du vil bruge teknologien til. Derfor skal du i ansøgningen – afhængig af teknologi – oplyse følgende:

  • Hvor stor en stald eller væksthus teknologien skal installeres i
  • Størrelsen af de marker teknologien skal bruges på
  • Hvor stor en mængde gylle teknologien skal bruges til at udbringe

Det fremgår af ansøgningsskemaet og bilag 1 til vejledningen, hvad du skal oplyse til den enkelte teknologi.

Når du søger om udbetaling, vil vi undersøge, om du har det staldareal, markareal, væksthusareal eller har udbragt den mængde gylle, som var en betingelse for dit tilsagn. Vi vil også undersøge, om du producerer de afgrøde- eller dyretyper, som teknologien skal anvendes til, og om din produktion er økologisk eller konventionel, hvis det er en forudsætning for teknologiens effekt. Hvis dette eller andre ting, dit tilsagn er betinget af, ikke stemmer, kan du miste tilsagnet. Du skal derfor være opmærksom på, at det du skriver i ansøgningen vil danne grundlag for dit tilsagn og derfor også skal være opfyldt i forbindelse med udbetaling.

Du kan rette i din ansøgning frem til 2. oktober 2018

Husk, at du løbende kan ændre din ansøgning i Tast selv-service. Du behøver ikke gøre den færdig med det samme. Vi gemmer det, du har skrevet, og du kan senere vende tilbage til den og skrive videre. Du kan også rette i din ansøgning, efter du har indsendt den. Det kan du gøre, lige så meget du vil, ind til ansøgningsrunden lukker 2. oktober 2018.

Læs mere om, hvordan du søger

På tilskudsguiden kan du læse mere om ordningen, og hvordan du søger samt finde vejledningen. Siden vil løbende blive opdateret med svar på ofte stillede spørgsmål (FAQ), så det vil være en god ide at besøge denne med jævne mellemrum.

Du finder tilskudsguiden her 

Du kan med fordel også se den video på tilskudsguiden, som viser, hvordan du søger om tilskud.

Særligt for økologer: Normtimesatser når du beregner arbejdskraftsbehov

Vi har udarbejdet satser for arbejdskraftsbehovet i den økologiske produktion, de såkaldte normtimesatser, hvilket betyder, at vi automatisk kan udregne arbejdskraftsbehovet for din virksomhed, når vi anvender oplysninger fra dit fællesskema og fra Det Centrale Husdyrbrugsregister.

De økologiske normtimesatser vil først blive lagt ind i Tast selv-service den 29. august 2018. Ind til den 29. august 2018 vil arbejdskraftsbehovet for alle ansøgninger blive beregnet med normtimesatserne for den konventionelle produktion, hvilket i de fleste tilfælde vil være tilstrækkeligt for at kunne konstatere, om din virksomhed overholder arbejdskraftsbehovet, uanset om du har en konventionel eller økologisk produktion.

Hvis du som autoriseret økolog venter med at oprette din ansøgning til efter den 29. august 2018, vil arbejdskraftsbehovet for din virksomhed blive beregnet på baggrund af de økologiske normtimesatser, og du kan dermed se den korrekte udregning i ansøgningen.

Hvad betyder det for mig?

Hvis du som økolog har indsendt din ansøgning før den 29. august 2018 og beregningen viser, at arbejdskraftsbehovet er over 830 timer, kan der være tilfælde, hvor det er forkert. Det skyldes, at normtimesatserne i den økologiske produktion for nogle produktioner er lavere end i den konventionelle (spisekartofler, malkekøer, frilandsgrønsager, frugt og bær, og juletræer). Hvis det er tilfældet, vil vi kontakte dig med henblik på at få genberegnet arbejdskraftsbehovet for din virksomhed.

Hvis du som økolog indsender din ansøgning før den 29. august 2018, og beregningen viser, at arbejdskraftsbehovet er under 830 timer, skal du begrunde, hvorfor din virksomhed overholder arbejdskraftsbehovet. Her vil det være en relevant begrundelse, at arbejdskraftsbehovet er opfyldt, når de økologiske normtimesatser anvendes til beregningen. Du kan vedlægge dokumentation for din beregning som en del af ansøgningen.

Om miljøteknologiordningen 2018

Miljøteknologiordningen er en del af det danske landdistriktsprogram 2014-20, og er medfinansieret af EU.  Ordningen har til formål at skabe en balanceret udvikling i landdistrikterne, bl.a. ved at forbedre landbrugets konkurrenceevne, styrke indsatsen for at forbedre klimaet og bruge naturens ressourcer bæredygtigt.

Kontakt

Har du spørgsmål, er du velkommen til at kontakte os på tlf. 33 95 80 00 eller sende en e-mail til euogerhverv@lbst.dk

Er du journalist, er du velkommen til at kontakte Landbrugsstyrelsens pressetelefon på tlf. 41 89 25 07