Skal du eksportere juletræer eller pyntegrønt til Rusland, Hviderusland, Kasakhstan, Armenien eller Kirgisistan?

Rusland, Hviderusland, Kasakhstan, Armenien og Kirgisistan er medlemmer af Den Eurasiske Økonomiske Union, som stiller nye krav til import af planter- og planteprodukter, heriblandt juletræer og pyntegrønt. Landbrugs- og Fiskeristyrelsen vurderer, at danske skovede juletræer og pyntegrønt i de fleste tilfælde kan opfylde kravene til produktionsstedet. Hvis dyrkningsarealerne ligger i umiddelbar nærhed af fyrretræer, kan der dog være behov for en ekstra kontrol inden udstedelse af plantesundhedscertifikat.

Publiceret 24. oktober 2017

Nye krav til eksport

Den Eurasiske økonomiske Union stiller pr. 1. juli 2017 krav om, at der ved eksport af planter og plantematerialer, heriblandt skovede juletræer og pyntegrønt, skal tilføjes følgende generelle og omfattende tillægserklæring:

“Regulated products are produced in the zone, places and (or) production areas, free from quarantine pests, in accordance with the Unified Requirements approved by the Decision of the Council of the Eurasian Economic Commission of 30.11.2016 No. 157.”

Kravenes betydning for eksporten

Landbrugs- og Fiskeristyrelsen har foretaget en konkret vurdering af kravenes betydning for eksporten af juletræer og pyntegrønt.

Størstedelen af de skadegørere, som unionen stiller krav om frihed for på juletræer og pyntegrønt, forekommer ikke i Danmark. Af de skadegørere, som er relevante for produktion af juletræer og pyntegrønt i Danmark og som der stilles krav om frihed for, er det særligt fyrretægen (Leptoglossua occidentalis), som vi er opmærksomme på, da den rapporteres fundet flere steder i landet. Den kan forekomme på produktionssteder med juletræer og pyntegrønt, som ligger i umiddelbar nærhed af fyrretræer.


 Foto: Fyrretægen Leptoglossua occidentalis af Sally Crossthwaite, kilde EPPO.

Hvad skal jeg som eksportør gøre?

Hvis du forventer at eksportere skovede juletræer eller pyntegrønt til Rusland, Hviderusland, Kasakhstan, Armenien og Kirgisistan, og juletræer eller pyntegrønt høstes fra arealer, som står i umiddelbar nærhed af fyrretræer, f.eks. som læhegn eller lignende, skal du snarest muligt henvende dig til styrelsens lokalafdeling. Landbrugs- og Fiskeristyrelsen vil herefter foretage en konkret vurdering, og beslutte om der ud over den obligatoriske eksportkontrol skal foretages en kontrol for fyrretægen på det dyrkningsareal, du vil eksportere fra.

Hvis der skal foretages en ekstra kontrol for fyrretægen, skal du være opmærksom på, at du vil blive opkrævet for de udgifter, som den ekstra kontrol medfører.

Husk at eksporter til unionen skal være helt fri for jord. Emballagetræ skal være nyt og varmebehandlet.

Generelt ved eksport

Det er altid eksportørens ansvar, at en vare opfylder importlandets krav.
Landbrugs- og Fiskeristyrelsen udsteder plantesundhedscertifikater, når importlandet stiller krav om plantesundhedscertifikat og vi på baggrund af eksportkontrollen og evt. anden viden om partiet vurderer, at varen opfylder importlandets krav.

Kontakt

Har du faglige spørgsmål, er du velkommen til at kontakte Team Plantetilsyn på 33958000.

Er du journalist, er du velkommen til at ringe på Landbrugs- og Fiskeristyrelsens pressetelefon på 41892507.