Sidste chance for at søge tilsagn om økologitilskud i 2016

Du skal søge tilsagn om Økologisk Arealtilskud senest den 21. april 2016, hvis du overvejer at omlægge til økologi i år. I år er der nemlig ikke en udvidet ekstra ansøgningsrunde i sensommeren for nye økologer.

Publiceret 31. marts 2016

Du skal huske at søge tilsagn om Økologisk Arealtilskud i den ordinære ansøgningsrunde, det vil sige senest den 21. april 2016, hvis du overvejer at omlægge til økologi i år med første års tilskud fra 2017.

Det er desværre ikke muligt at udvide den ekstra ansøgningsrunde til Økologisk Arealtilskud, som vi gjorde i 2015. Hvis du påtænker at omlægge til økologi inden september 2016, men ikke har endelig afklaret dette inden ansøgningsfristens udløb den 21. april, har du mulighed for at søge om økologitilskud i Fællesskemaet alligevel.

Du skal så vente med at søge om autorisation, til du har besluttet dig endeligt – dog senest den 1. september 2016. Du skal trække din ansøgning om økologitilskud tilbage, hvis du alligevel ikke ønsker at omlægge til økologi. Bemærk, at vi først behandler din ansøgning om økologitilskud, når du har søgt om autorisation.

Ekstrarunde for eksisterende økologers nye marker

Er du eksisterende økolog, kan du fortsat søge tilsagn om Økologisk Arealtilskud i ekstrarunden til de arealer, du erhverver ved køb eller forpagtning i perioden 22. april til 1. september 2016.

Det er et krav, at din bedrift ved ansøgningsfristen den 21. april 2016 var autoriseret til økologisk jordbrugsproduktion, eller du har ansøgt om autorisation senest denne dato. Ekstrarunden løber fra den 22. april til den 1. september 2016.

På vores hjemmeside kan du læse mere om ordningen Økologisk Arealtilskud.

Kontakt

Har du faglige spørgsmål, er du velkommen til at kontakte os på tlf. 33 95 80 00 eller e-mail: landbrug@naturerhverv.dk.

Er du journalist, er du velkommen til at kontakte vores pressetelefon på tlf. 41 89 25 07.