Se kravet til husdyrefterafgrøder og reglerne for pligtige og husdyrefterafgrøder for 2022/2023
I denne nyhed kan du finde:
- De væsentligste ændringer til reglerne for pligtige og husdyrefterafgrøder i 2022/2023.
- Kravet til husdyrefterafgrøder for planperioden 2022/2023, og du kan se det på et oversigtskort.
- Høring af bekendtgørelserne om reglerne for pligtige og husdyrefterafgrøder samt miljørapport af ændring til reglerne. Det drejer sig om plantedækkebekendtgørelsen og bekendtgørelsen om afgrænsning af oplande til nitratfølsomme habitatnaturtyper i Natura 2000-områder.
Fristen for høringssvar er 31. januar 2022 kl. 12.00.
Find links til bekendtgørelserne og miljørapporten på høringsportalen sidst i denne nyhed.
Her kan du læse om de væsentligste ændringer for 2022/2023, som træder i kraft 1. august 2022:
Vi nedsætter kvotereduktion ved brug af fleksible frister
Vi nedsætter kvotereduktionen ved sen etablering af efterafgrøder til 2022/2023. De nuværende så-intervaller gælder fortsat, og du kan se de nye niveauer for kvotereduktionen i høringsmaterialet. Ændringen er lavet på baggrund af opdaterede forsøgsdata fra Aarhus Universitet.
Den justerede kvotereduktion vil i 2022/2023 gælde for pligtige og husdyrefterafgrøder og målrettede efterafgrøder.
Cikorie kan indgå i kvælstoffikserende blandinger
Du kan fra 2022/2023 bruge cikorie i alternativet 'efterafgrødeblandinger med kvælstoffikserende arter', hvis du etablerer blandingen senest 1. august. Du skal også være opmærksom på, at seneste frist for etablering af kvælstoffikserende blandinger med græs rykkes frem til 1. august mod tidligere 20. august. Det bliver derfor ikke længere muligt at udskyde etableringen kvælstoffikserende blandinger med græs mod en kvotereduktion.
Bøde for ikke at opfylde kravet om forårssåede afgrøder
Det er væsentligt for effekten af efterafgrøder, at du dyrker en forårssået afgrøde, som kan opsamle det mineraliserede kvælstof. Vi vil have øget fokus på, at efterafgrødearealer anvendes til en forårssået afgrøde.
Derfor præciseres det i reglerne, at du kan få en bøde, hvis du ikke sår forårssåede afgrøder i foråret 2023 på dine arealer med pligtige og husdyrefterafgrøder samt alternativet ’efterafgrødeblandinger med kvælstoffikserende arter’.
Husdyrefterafgrødekravet omfordeles
Fra og med 2022/2023 kommer der husdyrefterafgrødekrav på flere oplande, der afvander til naturtyper og levesteder for arter, de såkaldte habitatnaturtyper. De nye oplande er kommet til, fordi Miljøstyrelsen har udpeget flere områder med bl.a. søer og marine habitatnaturtyper ved deres kortlægning af arter og naturtyper i Natura 2000-områderne. Det opdaterede kortgrundlag betyder, at flere søer og heder har fået selvstændige oplande. Med det nye kort kan kravet på din bedrift fordele sig anderledes.
Det samlede nationale husdyrefterafgrødekrav forbliver uændret, så der fortsat fordeles ca. 34.000 ha husdyrefterafgrøder. Fordelingen af husdyrefterafgrøder mellem kystvandoplande er ændret, så kravet i højere grad tilfalder store kystvandoplande med husdyrbrug og med indsatsbehov i vandområdeplanerne. Husdyrefterafgrødekravet for planperioden 2022/2023 fremgår af bekendtgørelsens bilag 2.
Du kan se et oversigtskort her
Vi justerer regler for gødningsanalyser ved præcisionslandbrug
Bruger du alternativet præcisionslandbrug, bliver det nu et krav, at analyser af indholdet af kvælstof i husdyrgødning og anden organisk gødning skal være foretaget af et akkrediteret laboratorie. Kravet blev varslet allerede i sidste års plantedækkebekendtgørelse.
Du skal være opmærksom på, at reglerne om brug af akkrediteret laboratorie får betydning for den gødning, som du benytter i planperioden 2021/2022, hvilket vil sige allerede uddelt gødning til efterårssåede afgrøder og tildeling i foråret. Analyseresultaterne skal bruges ved beregning af markeffekten af den husdyrgødning, du anvender, og som skal indgå i beregningen af kvælstofbehovet for hver mark.
Vi har også præciseret, hvad arealer, som der har været udført præcisionslandbrug på, må bruges til bagefter. Du må gerne etablere alle slags efterafgrøder på et areal, som du tidligere i vækstsæsonen har udført præcisionslandbrug på.
Regler for handel med efterafgrøder ved virksomheds ophør
Fra planperioden 2022/2023 er det ikke længere muligt at overdrage efterafgrøder, hvis du lukker din virksomhed og samtidig har et efterafgrødekrav i planperioden. Helt konkret fremrykker vi perioden for virksomheds ophør med én dag, så kun ophørende virksomheder uden et efterafgrødekrav i 2022/2023 kan overdrage efterafgrøder til brug i samme planperiode. Med reglen sikrer vi, at en ophørende virksomheds overskydende efterafgrøder bruges til at dække et eventuelt krav
Find bekendtgørelserne og miljørapporten på høringsportalen
Vi sender to bekendtgørelser om reglerne samt en miljørapport af dem i høring. Fristen for alle tre høringer er 31 januar 2022 kl. 12.00.
Kontakt
Har du spørgsmål, er du velkommen til at kontakte os på tlf. 33 95 80 00 eller sende en e-mail til miljo-erhvervsregulering@lbst.dk
Er du journalist, er du velkommen til at kontakte Landbrugsstyrelsens pressetelefon på telefon 41 89 25 07.