Økologiske frugtavlere må bruge natron som bekæmpelsesmiddel
EU-Kommissionen har nu godkendt natron som middel til at bekæmpe svampesygdomme som æbleskurv og meldug i økologisk produktion. Økologiske frugtavlere får derved lettere adgang til at bekæmpe svampesygdomme uden risiko for at belaste miljøet.
Ændringen sker i forbindelse med en opdatering af reglerne i økologiforordningen og gælder fra 12. november 2018.
Det har været et sejt træk fra dansk side. I 2014 søgte Miljøstyrelsen generel godkendelse af natron som bekæmpelsesmiddel i EU. Ansøgningen skete med begrundelse i sprøjtemiddelstrategiens indsats om fremme af alternative lavrisikomidler.
Natron blev godkendt i 2015, men kunne ikke umiddelbart bruges i økologisk produktion. Landbrugsstyrelsen søgte dernæst særskilt om optagelse af natron til brug i økologisk produktion Det er nu lykkedes, så også økologer får adgang til at bruge natron.
Regler om ikke-økologisk proteinfoder og hønniker forlænges
Samtidig forlænges to af økologiforordningens muligheder for undtagelse:
- Det vil stadig være muligt at bruge op til fem procent ikke-økologisk proteinfoder til økologiske svin og fjerkræ.
- Det vil stadig være muligt at indsætte ikke-økologiske hønniker i økologisk produktion.
De to undtagelser er direkte forlængelser af eksisterende regler, som nu fortsætter frem til den 31.december 2020, hvor den nye økologiforordning træder i kraft. Fra 2021 vil brugen af ikke-økologiske hønniker udfases helt og fodringen med ikke-økologisk protein vil begrænses til små grise og ungt fjerkræ.
Undtagelserne anvendes kun i begrænset omfang i Danmark, og danske økologer kan derfor se frem til at få mere ens konkurrencevilkår fra 2021.
Når vi laver den næste opdatering af økologivejledningen, vil vi tilføje ændringerne på Landbrugsstyrelsens område. Vi sender en nyhed ud, når vejledningen er opdateret.
Kontakt
Har du spørgsmål, er du velkommen til at kontakte os på tlf. 33 95 80 00 eller sende en e-mail til euogerhverv@lbst.dk
Er du journalist, er du velkommen til at kontakte Landbrugsstyrelsens pressetelefon, tlf. 41 89 25 07.