Økologisk arealtilskud og pleje af græs- og naturarealer: Fristen for at søge tilsagn er 3. december
Du kan fra 1. oktober 2021 søge nye tilsagn om økologisk arealtilskud og pleje af græs- og naturarealer. Fristen for ansøgning om tilsagn er 3. december 2021. Du kan søge de nye tilsagn i tilsagnsskemaet, som du kan finde i Tast selv fra 1. oktober 2021.
Nye tilsagn om økologisk arealtilskud bliver 3-årige
De nye tilsagn, du kan søge, begynder 1. september 2021. Hvis du søger et tilsagn om økologisk arealtilskud med start 1. september 2021, er tilsagnsperioden 3 år, dvs. tilsagnet udløber 31. august 2024.
Det betyder ikke noget for de eksisterende tilsagn om økologisk arealtilskud fra 2020 eller tidligere, som løber videre indtil det planlagte udløb.
Du kan ikke søge nye tilsagn om økologisk arealtilskud i 2022
Fra 2023 forventer vi, at økologisk arealtilskud bliver en 1-årig ordning, hvilket vil betyde en forenkling af ordningen. Hvis der indføres en 1-årig ordning fra 2023, bliver det ikke muligt at søge tilsagn i 2022, men du kan i stedet søge den 1-årige ordning i Fællesskemaet 2023 til arealer, der drives økologisk i kalenderåret 2023.
Plejegræs-tilsagn er fortsat 5-årige
Hvis du søger et tilsagn om pleje af græs- og naturarealer, er tilsagnsperioden 5 år, dvs. at tilsagnene udløber 31. august 2026. Vi forventer, at tilsagn om pleje af græs- og naturarealer fortsætter som en 5-årig ordning, hvorfor der også vil kunne søges plejegræs-tilsagn i 2022.
Hvem kan søge nye økolog- og plejegræs-tilsagn?
Du kan søge nyt tilsagn til marker, hvis du havde et tilsagn, der udløb 31. august 2021, eller hvis du søger tilsagn til markerne for første gang, f.eks. hvis du er ny økolog eller er ny naturplejer. Bemærk, at tilsagnsbetingelserne på arealerne skal have været opfyldt siden 1. september 2021.
Mere om økologisk arealtilskud og pleje af græs- og naturarealer
Ordningerne økologisk arealtilskud samt pleje af græs- og naturarealer er en del af det danske landdistriktsprogram og er medfinansieret af Den Europæiske Landbrugsfond for Udvikling af Landdistrikterne.
Læs mere om ordningen økologisk arealtilskud.
Læs mere om pleje af græs- og naturarealer
Kontakt
Har du spørgsmål, er du velkommen til at kontakte os på tlf. 33 95 80 00 eller sende en e-mail til landbrugsstotte-geodata@lbst.dk
Er du journalist, er du velkommen til at kontakte Landbrugsstyrelsens pressetelefon på tlf. 41 89 25 07.