Nyt vejledende kort til økologisk biavl i 2017
Landbrugs- og Fiskeristyrelsen offentliggør nu et kort, der kan vejlede kommende økologiske biavlere om, hvor økologisk biavl forventes at kunne godkendes i 2017. Kortet er således et hjælpeværktøj til dig som biavler, så du kan se, om der kan forventes mulighed for økologisk biavl i 2017 i dit nærområde.
Du kan også via dette kort få vist koordinater, for den ønskede placering af den enkelte økologiske bigård. Disse koordinater skal anvendes i forbindelse med både din indberetning af eksisterende økologisk biavl og ved din ansøgning om autorisation til økologisk jordbrug som ny økologisk biavler med frist 10. april.
Samlet forventes der mulighed for økologisk biavl på mindst 174.000 ha i 2017. Mulighederne er altså væsentligt udvidet fra de ca. 8.000 ha, der tidligere var godkendt til økologisk biavl.
Bemærk at det først er efter den 21. april, du får den endelige godkendelse af bigårdenes placering. Hvis du skulle få afslag på en eller flere af de ansøgte placeringer for din bigård, får du 5 hverdage, fra du har modtaget afslaget til at søge om godkendelse af nye placeringer.
Du kan finde det vejledende kort her.
Sådan ser et udsnit af det vejledende kort ud. Det lilla område angiver, at her er det sandsynligt, at økologisk biavl kan foregå i 2017. Dvs. her kan du stille din bigård.
Fakta om den nye regulering af økologisk biavl
Den nye model bygger på landmændenes almindelige indberetning af afgrøder i fællesskemaet i forbindelse med deres tilskudsansøgninger. Afgrøderne samt naturtyper tildeles en nektarværdi. Disse nektarværdier inden for et område på 3 km (2.827 ha) summeres i to kategorier for henholdsvis godkendte og ikke-godkendte nektarkilder. Herefter regnes på forholdet mellem disse to kategorier. For at et område kan godkendes til økologisk biavl, skal der være mulighed for, at bierne kan trække på mindst 95 % godkendte nektarkilder, som findes på økologiske arealer, miljøvenligt drevene arealer, naturarealer m.fl.
Landbrugs- og Fiskeristyrelsen vil hvert år offentliggøre et kort, som viser, hvor økologisk biavl kan godkendes. Dette sker lige efter den årlige indberetning, hvor alle landmænd indberetter deres marker med afgrøder i det fælles tilskudsansøgnings-system. De godkendte steder vil hvert år kunne ændre størrelse og placering på baggrund af landmændenes afgrødevalg, og om de dyrker økologisk eller konventionelt.
Nyttige links hvis du vil vide mere om, hvordan du bliver økologisk biavler:
Hvis du vil læse mere om, hvordan du bliver økolog, klik her.
Hvis du vil søge om autorisation til økologi, kan du hente ansøgningen her samt finde en liste over godkendte attestationskonsulenter, der skal underskrive ansøgningen.
Det særlige skema til indberetning af placeringen af bigårde kan findes her.
Vejledning om økologisk jordbrugsproduktion 2017 er under opdatering, men et udkast til afsnit 21 om økologisk biavl kan findes her.
Hvis du vil læse mere om økologikontrollen klik her.
Kontakt
Har du spørgsmål til ansøgning om autorisation, indberetning eller økologikontrol, er du velkommen til at kontakte Administrativ Jordbrugskontrol, Team Økologiadministration på tlf.: 33 95 80 00 eller e-mail: jordbrugskontrol@lfst.dk.
Er du journalist, er du velkommen til at kontakte Landbrugs- og Fiskeristyrelsens pressetelefon på tlf. 41 89 25 07.