Nyt om konsekvenserne af kendelse fra Vestre Landsret om pant i betalingsrettigheder

Vestre Landsret har den 7. juli afsagt kendelse vedr. pantsætning af betalingsrettigheder. Landbrugsstyrelsen har nu bl.a. i samarbejde med Justitsministeriet undersøgt, hvilke konsekvenser kendelsen har i relation til den hidtidige ordning, hvor pantsætning af betalingsrettigheder har været meddelt til styrelsen.

Publiceret 13. september 2017

Vestre Landsrets kendelse sidestiller pant i betalingsrettigheder med pant i andre former for løsøre og dermed er konsekvensen af kendelsen, at sikringsakten for pantsætning af betalingsrettigheder er tinglysning i personbogen.

Det indebærer, at den hidtidige ordning, hvor pantsætning af betalingsrettigheder har været meddelt til styrelsen, ikke kan opretholdes, og at de af styrelsen noterede pantsætninger pt. ikke er sikrede.

Styrelsen tilstræber nu at finde en permanent løsning, som omfatter de allerede noterede pantsætninger såvel som fremtidige pantsætninger i betalingsrettigheder.

Når der er skabt klarhed om den fremadrettede model, vil styrelsen orientere på ny. 

Pengeinstitutter kan fortsat få transport i støtteudbetalingen

Som tidligere oplyst, har kendelsen ikke betydning for transporter i støtteudbetalinger, som er registreret i Landbrugsstyrelsen.

Pengeinstitutter og andre långivere har således fortsat mulighed for af få transport i landmandens udbetaling af støtte for et eller flere ansøgningsår.

Kendelsen får ikke betydning for overdragelse af betalingsrettigheder

I forhold til overdragelse af betalingsrettigheder får kendelsen heller ikke betydning, da betalingsrettigheder fortsat skal overdrages i Tast selv-service. Registrering af overdragelsen er en betingelse for, at erhverver kan få udbetalt støtte for dem. Dette gælder også i de tilfælde, hvor der er registreret pant i betalingsrettighederne.

Udbetalingen af støtte er selvfølgelig betinget af, at erhverver har indsendt et fællesskema i ansøgningsåret og i øvrigt opfylder betingelserne for at modtage støtte. 

Kontakt

Har du spørgsmål, er du velkommen til at kontakte os på tlf. 33 95 80 00 eller sende en e-mail til landbrug@lbst.dk.

Er du journalist, er du velkommen til at kontakte Landbrugsstyrelsens pressetelefon på tlf. 41 89 25 07.