Nye regler for import af planter, planteprodukter og frø
Baggrund
Den stigende globale handel fører til en øget risiko for indslæbning af skadegørere fra andre dele af verden. Klimaændringer vil også kunne bidrage til en øget risiko for, at skadegørere, der tidligere var ukendt i Danmark, etablerer sig hos os.
Der er flere aktuelle eksempler på planteskadegørere, der er indslæbt til Europa fra andre verdensdele. Bakterien Xylella fastidiosa, - som antageligvis er indført til Europa via planter fra Sydamerika, - forårsager nu stor skade på oliventræer i det sydlige Italien. Angrebet har stor økonomisk og kulturmæssig betydning for Italien. Fyrrevednematoden, som er en rundorm, der angriber og ødelægger fyrretræer, er et andet eksempel på en skadegører, der er blevet indslæbt til Europa fra Nordamerika. Nematoden er i dag spredt til det meste af Portugal, hvor store områder med fyrretræer er blevet fældet og destrueret.
Nye regler for import af planter og frø fra lande uden for EU
De nye regler gælder for dig, der importerer planter og planteprodukter fra lande uden for EU. Reglerne retter sig mod levende planter og planteprodukter og mod frø, der skal anvendes til udsæd. Reglerne gælder både for dig, som er en professionel importør og for dig der som privatperson ønsker at indføre planter og planteprodukter fra lande uden for EU.
Reglerne der træder i kraft pr. 14. december 2019, omfatter blandt andet disse nyheder:
- Flere planter til plantning bliver omfattet af forbud mod import.
- Alle frø, der skal anvendes til udsæd bliver underlagt krav om, at de skal ledsages af et plantesundhedscertifikat ved import.
- Alle frugter, grøntsager og snitblomster og andre levende plantedele bliver omfattet af krav om plantesundhedscertifikat ved import (med undtagelse af ananas, kokosnødder, bananer, durian og daddel)
- Landbrugsstyrelsen vil foretage sædvanlig importkontrol af regulerede planteprodukter ligesom i dag.
- Derudover vil styrelsen foretage importkontrol af minimum 1 % af de forsendelser der skal ledsages af et plantesundhedscertifikat, men som ikke er omfattet af sædvanlig importkontrol.
- Det forventes ikke, at der bliver nogle undtagelser fra disse krav, heller ikke undtagelser som muliggør import i håndbagagen ved indrejse.
- Landbrugsstyrelsen vil desuden også foretage risikobaseret kontrol med træemballage og med andre produkter som ikke er omfattet af krav om plantesundhedscertifikat.
- Der er udviklet et it-system, TRACES, til elektronisk anmeldelse og registrering af importforsendelser til EU. Fra december 2019 vil TRACES være obligatorisk at bruge, når du forhåndsanmelder importer af planter og planteprodukter. TRACES kan anvendes allerede nu. Du kan læse mere om TRACES her.
Landbrugsstyrelsen vil løbende opdatere vores hjemmeside med information om de nye regler og om, hvad de vil betyde, og der vil blive tilføjet flere detaljer, i takt med at vi nærmer os 14. december 2019.
Kontakt:
Du er velkommen til at kontakte Planter på tlf. 33 95 80 00 eller e-mail planter@lbst.dk.
Er du journalist, er du velkommen til at kontakte Landbrugsstyrelsens pressetelefon på tlf. 41 89 25 07.
Bestemmelser: