Nye regler for grundbetaling og grønne krav sendt i høring

Nu kan man se et udkast til den nye vejledning om direkte arealstøtte 2015 på Høringsportalen. Vejledningen indeholder reglerne om grundbetaling, grønne krav, støtte til unge nyetablerede landbrugere og Ø-støtte.

Publiceret 16. december 2014

Det nye udkast til vejledningen om direkte arealstøtte 2015 ser væsentligt anderledes ud end de udkast, som har ligget på hjemmesiden indtil nu: Der er ændret på indhold, sprog og layout. 

De mange spørgsmål fra landmænd og konsulenter har medført uddybninger og nye eksempler. Kommentarer og forslag fra landbrugets organisationer har sat præg på vejledningen, og der er kommet en række afklaringer fra EU-kommissionen.

Vejledningen afspejler også den endelige bekendtgørelse, som bliver offentliggjort i Retsinformation inden 1. januar 2015.

”Vi har denne gang gennemgået sproget i vejledningen, så det bliver mere læsevenligt. Derfor har vi formuleret mange afsnit anderledes end i det første udkast. En ny formulering betyder derfor ikke nødvendigvis, at reglen er lavet om. Måske er reglen bare formuleret mere forståeligt eller præcist nu,” siger enhedschef Lotte Dige Toft, NaturErhvervstyrelsen.

Det nye layout gør vejledningen mere overskuelig og imødekommende. Vi har eks. placeret alle retshenvisninger som fodnoter, så de ikke dominerer siderne, og vi har indsat relevante faktabokse, simple illustrationer og billeder.

Samtidig er vejledningen for tildeling af betalingsrettigheder fra den nationale reserve sendt i høring. Den er særlig relevant for unge og nyetablerede landbrugere.  

Den endelige vejledning om direkte arealstøtte 2015 bliver offentliggjort i uge 4.


Links

Se: udkast til vejledning om direkte arealstøtte 2015 på Høringsportalen

Se: høringsnotat for bekendtgørelsen om grundbetaling på Høringsportalen

Se: høringsnotat for bekendtgørelsen om Fællesskema på Høringsportalen

Se: udkast til vejledning om tildeling af betalingsrettigheder fra den nationale reserve 2015 på Høringsportalen

Kontakt

Har du faglige spørgsmål, er du velkommen til at kontakte Kundevejledningen på tlf. 33 95 80 00 eller sende en e-mail til mail@naturerhverv.dk 

Er du journalist, er du velkommen til at kontakte NaturErhvervstyrelsens presseafdeling på tlf. 41 89 25 07.