Ny EU-gødningsforordning på vej
En ny EU-forordning om markedsføring af EU-gødningsprodukter kommer fra 16. juli 2022 til at afløse reglerne i den gældende forordning. Derefter skal alle EU-gødningsprodukter, som markedsføres med CE-mærke, overholde de nye regler. I denne nyhed kan du læse om de vigtigste ændringer og det videre arbejde med den kommende forordning.
Nye produktgrupper i den kommende EU-gødningsforordning
Den nye EU-gødningsforordning dækker en række gødningsproduktgrupper, som ikke er omfattet i den gældende gødningsforordning. Den nye EU-gødningsforordning dækker produktgrupperne: uorganisk gødning, organisk gødning, kalkningsmiddel, jordforbedringsmiddel, vækstmedie, biostimulant, nitrifikationshæmmer, denitrifikationshæmmer, ureasehæmmer og mekanisk gødningsproduktblanding.
I den nye EU-gødningsforordning kategoriseres gødningsprodukterne, efter hvilken funktion de har, samt de materialer, gødningsproduktet består af. Som noget nyt kan restprodukter og affald under visse betingelser opgraderes til et CE-mærket gødningsprodukt.
Gødningsprodukter skal overholde en række krav for at blive CE-mærket
Fra 16. juli 2022 skal gødningsprodukter vurderes i forhold til, om de lever op til kravene i den nye forordning, før de kan markedsføres med et CE-mærke. Dette kaldes en overensstemmelsesvurdering.
For visse produkter kan producenten selv foretage overensstemmelsesvurderingen. For andre typer produkter skal producenten have foretaget vurderingen af et overensstemmelsesvurderingsorgan. Hvert EU medlemsland kan udpege et eller flere overensstemmelsesvurderingsorganer for EU-gødningsprodukter.
Når et gødningsprodukt bliver CE-mærket i overensstemmelse med forordningen, betegnes det et EU-gødningsprodukt og kan markedsføres frit i EU.
Gødningsanalyse-virksomheder søges til overensstemmelsesvurderingsorganer
Der er endnu ingen overensstemmelsesvurderingsorganer i EU. Derfor opfordrer EU-Kommissionen og Landbrugsstyrelsen alle virksomheder med interesse for at blive overensstemmelsesvurderingsorgan for gødningsprodukter til at ansøge herom. Virksomheden vælger selv, hvilke typer af gødningsprodukter som virksomheden ønsker at varetage overensstemmelsesvurdering af.
Læs mere om, hvordan din virksomhed bliver overensstemmelsesvurderingsorgan her
Du kan fortsat markedsføre gødningsprodukter uden CE-mærke
Når den nye gødningsforordning træder i kraft, kan du fortsat vælge at markedsføre gødningsprodukter i Danmark uden et CE-mærke efter de nationale regler i gødningsbekendtgørelsen. Endvidere gælder reglerne om gensidig anerkendelse af produkter, som grundlæggende handler om, at varer, der lovligt markedsføres i en EU-medlemsstat, frit kan markedsføres i en anden medlemsstat. Dog skal du stadig anmelde disse produkter til Landbrugsstyrelsen inden markedsføring.
Hold dig opdateret
I takt med at EU-forordningen bliver præciseret, arbejder Landbrugsstyrelsen med at lave de nødvendige ændringer til den danske gødningslov og gødningsbekendtgørelse, så de nationale regler stemmer overens med de kommende EU-regler. Hold øje med vores hjemmeside om salg af gødning og jordforbedringsmidler, som vi vil opdatere løbende med de nye regler.
Gå til hjemmesiden om ny EU-gødningsforordning
Du kan læse den nye EU-gødningsforordning (EU 2019/1009) her
Du kan læse den gældende EU-gødningsforordning (EU 2003/2003) her
Du kan læse den gældende gødningsbekendtgørelse her
Du kan læse EU-Forordning 2019/515 om gensidig anerkendelse af varer her
Kontakt
Har du spørgsmål, er du velkommen til at kontakte os på tlf. 33 95 80 00 eller sende en e-mail til miljobio@lbst.dk.
Er du journalist, er du velkommen til at kontakte Landbrugsstyrelsens pressetelefon på tlf. 41 89 25 07.