Ny bekendtgørelse om tilskud fra Dyrevelfærdspuljen er sendt i høring

Landbrugsstyrelsen har netop sendt udkast til ny bekendtgørelse om tilskud fra Dyrevelfærdspuljen i høring. Du kan sende dine kommentarer til os senest 20. august 2023.

Publiceret 16. august 2023

Du kan få tilskud, hvis du har en non-profit og ikke-erhvervsdrivende forening, organisation eller fond med et gyldigt CVR-nummer, der arbejder med dyrevelfærd i Danmark. Du kan få tilskud til aktiviteter i Danmark, som vedrører:

  • Transport eller behandling af syge, tilskadekomne, misrøgtede, herreløse eller vilde dyr.
  • Drift af internater for syge, tilskadekomne, misrøgtede, herreløse eller vilde dyr.

Der ydes ikke tilskud til aktiviteter vedrørende produktionsdyr under denne tilskudsordning.

Væsentligste ændringer i forhold til ordningens sidste runde

Dyrevelfærdspuljen 2023 er i hovedtræk en videreførelse af Dyrevelfærdspuljen 2022, men indeholder dog nogle ændringer:

  • Strukturelle ændringer i bekendtgørelsens opbygning.
  • Præcisering af visse dokumentationskrav.
  • Nødvendige rettelser og justeringer af bekendtgørelsens ordlyd.
  • Nyt dokumentationskrav i forbindelse med slutrapport (§ 21, stk. 2, nr. 4). Tilskudsmodtager skal indsende skema over indsendte fakturarer og betalingsdokumentation.

Du kan finde høringsbrev samt udkast til bekendtgørelsen på høringsportalen

Har du bemærkninger?

Du kan sende dine eventuelle bemærkninger til euogprojekt@lbst.dk senest den 20. august 2023.

Den nye bekendtgørelse forventes at træde i kraft i slutningen af august 2023.

Kontakt

Har du spørgsmål, er du velkommen til at kontakte os på tlf. 33 95 80 00 eller sende en mail til euogprojekt@lbst.dk.

Er du journalist, er du velkommen til at kontakte Landbrugsstyrelsens pressetelefon på tlf. 41 89 25 07.