Lettere for økologer at komme ud af tilsagnet, når marken overdrages
I den nye ordning lempes kravet til, at et tilsagn skal overføres til ny ejer eller forpagter, når en forpagtning ophører, et areal sælges eller bortforpagtes.
Tilsagnet til Økologisk Arealtilskud for et givet areal kan således bortfalde, når arealet sælges eller bortforpagtes, uden at tilskuddet, som allerede er udbetalt, skal betales tilbage. En økolog risikerer således ikke at skulle betale penge tilbage for et areal, som sælges eller forpagtes til en anden landmand.
- Jeg er glad for, at vi nu får mulighed for at tilbyde en tilskudsordning til økologer, som gør det mere smidigt at overdrage og sælge økologisk jord uden krav om tilbagebetaling. Dermed opfylder vi et stort ønske fra økologerne, siger enhedschef Steen Bonde.
Tiltaget er i tråd med intentionerne i Økologisk Handlingsplan 2020 om, at det skal være lettere at være økolog.
5-årige miljøstøtteordninger erstatter 1-årige ordninger
Den nye mulighed for at komme ud af et tilsagn uden tilbagebetaling er i modsætning til den nuværende praksis, hvor et tilsagn skal følge det tilhørende areal i hele den 5-årige tilsagnsperiode, også hvis arealet overdrages til en ny ejer.
De lempede krav for de 5-årige ordninger skal også ses i lyset af, at der fra 2015 ikke længere er mulighed for at søge støtte fra de populære 1-årige miljøstøtteordninger, som fx Ekstensivt landbrug.
Hvordan søger du Økologisk Arealtilskud?
Økologisk Arealtilskud er for økologer. Ordningen er opbygget som basisordning, hvor du kan supplere med yderligere tillæg for eksempel i forbindelse med omlægning. Du søger om Økologisk Arealtilskud via Fællesskemaet. Her kan du vælge mellem om den 5-årige tilsagnsperiode skal træde i kraft fra 1. september 2014 eller 1. september 2015.
Den nye støtteordning, Økologisk Arealtilskud, erstatter eksisterende støtteordninger som Miljøbetinget tilskud, Ekstensivt landbrug og Omlægningstilskud til økologisk jordbrug.
Fødevareministeriet udsender mere information om den nye økologistøtteordning i løbet af sommeren. En foreløbig version af vejledning for Økologisk Arealtilskud for 2015 forventes offentliggjort primo november 2014.
Kontakt
Har du faglige spørgsmål, er du velkommen til at kontakte Center for Arealtilskud på tlf. 33 95 80 00 eller e-mail arealtilskud@naturerhverv.dk
Er du journalist, er du velkommen til at kontakte NaturErhvervstyrelsens presseafdeling på tlf. 41 89 25 07.