Lavbundsprojekter hjælper klima, miljø og natur
Første ansøgningsrunde 2018 er åbnet den 2. marts, og der kan indsendes ansøgninger frem til den 17. april. Det er kommuner og Naturstyrelsen, der kan søge om tilskud til lavbundsprojekter. Det er muligt at søge til både forundersøgelse og gennemførelse af lavbundsprojekter. Ansøgningen foregår i Landbrugsstyrelsens Tast selv-service. Tilskuddet dækker 100 procent af de tilskudsberettigede udgifter.
Søg tilskud til ordningen i Tast selv-service
Lavbundsordningen er en del af det danske landdistriktsprogram og er medfinansieret af EU.
Hvad er et lavbundsprojekt?
Lavbundsordningen er målrettet landbrugsarealer med højt organisk kulstofindhold (kaldet tørve- eller lavbundsjorder), beliggende i områder med behov for reduktion af kvælstofudledning. Lavbundsordningen giver mulighed for, at kommuner og Naturstyrelsen kan søge tilskud til at arbejde sammen med lodsejerne om at tage arealerne ud af drift.
Når arealerne ikke længere dyrkes, nedsættes nedbrydningen af jordens kulstofpulje. Det betyder, at der bliver frigivet mindre kulstof til luften. Dermed er ordningen med til at nedbringe CO2-udledningen til atmosfæren. Udlægningen af jorderne betyder samtidig, at der udledes mindre kvælstof til vandmiljøet, både fra områderne selv og fra omgivende arealer.
På denne måde bidrager lavbundsprojekterne til både at reducere landbrugets udledning af CO2 og til at nedbringe udvaskningen af kvælstof til vandmiljøet. Samtidig gavner udlægningen af lavbundsområderne forholdene for biodiversiteten, fordi projektarealerne hjælper til at skabe vildtkorridorer og levesteder for dyr og planter.
Mere om ordningen
Landbrugsstyrelsen administrerer ordningen i samarbejde med Miljøstyrelsen. Det er Miljøstyrelsen, der prioriterer og indstiller ansøgningerne om tilskud til lavbundsprojekter.
Læs mere om ordningen på www.vandprojekter.dk
Find ordningen i Landbrugsstyrelsens tilskudsguide
Anden ansøgningsrunde åbner den 15. november 2018.
Kontakt
Hvis du har spørgsmål, er du velkommen til at kontakte os på tlf. 33 95 80 00 eller e-mail euogerhverv@lbst.dk
Er du journalist, er du velkommen til at kontakte Landbrugsstyrelsens pressetelefon på tlf. 41 89 25 07.