Landbrugsstyrelsen hjemtager administration og kontrol med klassificering af slagtekroppe fra 1. juli 2023

Hjemtagelsen sker for at efterleve EU-retten mht. kontrollens uafhængighed af slagterierne.

Publiceret 30. juni 2023

Myndighedsopgaverne vedrørende klassificering af slagtekroppe mv. har tidligere været varetaget af Klassificeringsudvalget for Svin, Kvæg og Får. Reglerne om klassifikation af slagtekroppe mv. har til formål at skabe gennemsigtighed om afregningen af slagtedyr mellem husdyrproducent og slagteri og sammenlignelighed på tværs af EU’s medlemslande. 

Klassificeringsudvalget har indtil nu, via den tilhørende kontrolenhed, forestået den lovpligtige kontrol med klassificering af slagtekroppe på landets slagterier. 

Med henblik på at sikre gældende EU-regler vedrørende kontrollens uafhængighed af slagterierne, vil Landbrugsstyrelsen fremover varetage administrationen og kontrollen af klassificeringsordningen. Det gælder også godkendelser af mindre slagterier til deltagelse i ordningen, udstyr og procedurer, autorisation af klassificører mv.

Herudover overtager Landbrugsstyrelsen visse opgaver om indsamling af oplysninger om slagtninger af kvæg og svin, som bl.a. danner grundlaget for opkrævning af produktionsafgifter i Kvægafgiftsfonden og Svineafgiftsfonden.  

Klassificeringen af slagtekroppe fortsætter som hidtil i henhold til reglerne om klassifikation af slagtekroppe. Hjemtagningen af administrations- og kontrolopgaverne til Landbrugsstyrelsen ændrer ikke på disse regler.

Læs mere om reglerne

Du kan læse mere om reglerne for klassificering af slagtekroppe i:

  • Bekendtgørelse nr. 1157 af 22. november 2019 om vejning, klassificering og indberetning af markedspriser for slagtekroppe af svin, kvæg og får med senere ændringer
  • Artikel 10, jf. bilag IV i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 1308/2013 af 17. december 2013 om en fælles markedsordning for landbrugsprodukter med senere ændringer
  • Kommissionens delegerede forordning (EU) 2017/1182 af 20. april 2017 om supplerende regler til Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 1308/2013 for så vidt angår EU-handelsklasseskemaerne for slagtekroppe af kvæg, svin og får samt indberetning af markedspriser for visse kategorier af slagtekroppe og levende dyr med senere ændringer
  • Kommissionens gennemførelsesforordning (EU) 2017/1184 af 20. april 2017 om regler for anvendelsen af Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 1308/2013 for så vidt angår EU-handelsklasseskemaerne for slagtekroppe af kvæg, svin og får og for så vidt angår indberetning af markedspriserne for visse kategorier af slagtekroppe og levende dyr

Du kan læse mere om opkrævning af produktionsafgifter ved slagtning og eksport af kvæg og svin i:

  • Bekendtgørelse nr. 100 af 26. januar 2023 om produktionsafgift ved slagtning og eksport af kvæg med senere ændringer
  • Bekendtgørelse nr. 586 af 24. maj 2023 om produktionsafgift ved slagtning og eksport af svin med senere ændringer

Kontakt

Har du spørgsmål til hjemtagelsen af klassificeringsordningen, er du velkommen til at kontakte os på tlf. 33 95 80 00 eller sende en e-mail til mellin@lbst.dk.

Er du journalist, er du velkommen til at kontakte Landbrugsstyrelsens pressetelefon på tlf. 41 89 25 07.