Ingen områder af Danmark er officielt fri for Rizomania længere
Læggekartofler, der skal omsættes til områder i EU, som er beskyttede zoner for Rizomania, eller til eksport ud af EU, til lande med krav om frihed for Rizomania, skal stamme fra marker, der er undersøgt og fundet fri for sygdommen. Der skal bestilles prøver hos NaturErhvervstyrelsen i god tid før omsætningen.
Rizomania angriber primært roer, rødbeder og spinat og forårsages af en virus; BNYVV (beet necrotic yellow vein virus), som trænger ind i roen vha. den jordboende svamp Polymyxa betae. Virus spredes på denne måde via jord, der indeholder smitte. Derfor gælder særlige krav til omsætning af læggekartofler til visse EU lande, selv om kartofler ikke angribes af Rizomania, da vedhængende smittet jord på læggekartofler, overfører smitten til en ny mark.
Roesygdom, spredes med jord på læggekartofler
Roesygdommen, Rizomania (rodgalskab) blev konstateret for første gang i Danmark i 2000. Fundet blev gjort på Lolland, og siden har der været adskillige yderligere fund i samme landsdel. Herved blev Danmarks status som beskyttet zone for Rizomania ophævet.
Sidenhen er Danmark, øst for Storebælt, blev betragtet som Rizomaniaramt. Der har på den baggrund været prøvekrav i læggekartoffelmarker i hele området ved omsætning af læggekartofler til bestemte beskyttede zoner i EU m.m.
Vest for Storebælt udtog NaturErhvervstyrelsen årlige stikprøver for forekomst af Rizomania, primært i læggekartoffelmarker. På baggrund af, at disse overvågningsprøver var fri for Rizomania, kunne læggekartofler, avlet vest for Storebælt, frit omsættes.
Imidlertid er der indenfor de seneste år gjort fund af Rizomania både på Fyn og i Jylland nær Kolding og Viborg. NaturErhvervstyrelsen vurderer derfor, at der ikke er områder i Danmark, der kan erklæres fri for Rizomania. Derfor gælder der nu prøvekrav ved omsætning af læggekartofler fra hele Danmark til områder med særlige krav vedr. Rizomania.
Prøvekrav for læggekartofler
Avlere, sorterevirksomheder og forhandlere af danske læggekartofler skal være opmærksomme på, at der hos NaturErhvervstyrelsen skal rekvireres jordprøver i avlsmarken, for at læggekartofler fra marken kan omsættes til lande i EU, som er beskyttede zoner for Rizomania, og for at der kan udstedes eksportcertifikat til lande med Rizomania krav.
Følgende lande eller områder er beskyttede zoner for Rizomania: Frankrig (kun Bretagne), Finland, Irland, Portugal (kun Azorerne), UK (kun Nordirland). Ved omsætning til disse lande/områder skal plantepasset på læggekartofler være udfyldt med den relevante landekode i ZP feltet.
Den sorterevirksomhed, der mærker læggekartofler med plantepas udfyldt med landekode i feltet ’ZP’ mhp. omsætning i beskyttede zoner for Rizomania, skal sikre sig, at de gældende prøvekrav er opfyldt.
Du kan læse mere om beskyttede zoner for planteskadegørere i EU her
Læs mere om eksport af læggekartofler
Bestilling af prøver
Du bestiller prøver hos NaturErhvervstyrelsen ved at indsende blanketten ’Rekvireret udtagning af jordprøver’. Du krydser af i feltet ’Rizomania’.
Husk at oplyse høstnummer og marknummer for de læggekartofler, du ønsker at omsætte.
Du kan forvente et prøveresultat inden for seks-otte uger.
En prøve består af tre-fire liter jord. Der udtages en prøve for hver påbegyndte to hektar i læggekartoffelmarken.
Der betales administrationsgebyr, forsendelsesgebyr, for den tid NaturErhvervstyrelsens kontrollør anvender på udtagningen af prøverne, samt for laboratorieanalyse.
Aktuel timepris for NaturErhvervstyrelsens kontrollører fremgår af prislisten på vores hjemmeside
Analysepriser oplyses hos Fødevarestyrelsen ved henvendelse på mail: 40-41@fvst.dk
Kontakt
Har du faglige spørgsmål, er du velkommen til at kontakte Center for Planter og Landbrugslov på tlf. 33 95 80 00 eller e-mail planter@naturerhverv.dk.